Vær opmærksom på legionella
Årsagen er, at der i nogle varmtvandssystemer kan opstå problemer med legionellabakterier. Bakterien dør, hvis temperaturen kommer over 50-60 grader, som den gør i langt de fleste varmtvandssystemer, men der kan altså være undtagelser. Og selvom legionella smitter gennem luftvejene – og ikke gennem tarmsystemet – er det en god ide at være varsom, lyder anbefalingen.
Varmtvandsbeholder og rør kan afgive metaller
Vandet fra den varme hane kan desuden indeholde metaller fra varmtvandsbeholder, rør og fittings, som kan smitte af, når vandet varmes op og står stille, som det gør i mange varmtvandsystemer. Det forklarer Hans-Jørgen Albrechtsen, som er professor på DTU Miljø. Nogle af metallerne kan være usunde i for store mængder. I forhold til at tage lidt lunkent vand til at oplæse gæren, når du bager, er sundhedsfaren dog begrænset, vurderer han.
»Det er jo ikke voldsomt meget, der ender i en skive brød, så ud fra en helhedsvurdering, tror jeg ikke, det gør den helt store forskel om man tager vandet fra den kolde eller varme hane,« siger han.
Brug koldt vand i kaffevandet for en sikkerheds skyld
Der er altså ikke grund til store blinkende advarselstavler, når du bager. Men for at være sikker, kan man jo ligeså godt tage vandet fra den kolde hane og varme op, siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
Som udgangspunkt anbefaler han altid at bruge vand fra den kolde hane, når det skal indtages – især hvis der er tale om store mængder som til f.eks. te og kaffe.
Artiklen er opdateret 11.december 2018