Interview: Jacob Mark om tro, energi og at finde ro efter stress

Når folk spørger dig, hvad du tror på, hvad svarer du så?
”Jeg plejer faktisk at svare noget så flippet som, at jeg tror på guddommelige energier. Jeg synes, jeg har oplevet gennem livet, at jeg møder mennesker, hvor vi bare har en vild energi. Og jeg er kommet steder, hvor jeg kan mærke, at energien er helt anderledes. Jeg lander i en ny by og tænker: ’Her er det bare dejligt.’ Jeg laver noget, der føles rigtigt, og så hænger det sammen med en god energi.”

Hvad er de energier, tror du?
”Jeg har ikke et facit. Jeg konstaterer bare, at de findes. Og jeg tror, der er en tiltrækningskraft i dem – at man bliver ved med at møde mennesker, man har den energi med. Nogle gange bliver man kærester med dem, andre gange er det kolleger eller venner. Det samme gælder jobs. Jeg tror også på, at man har et personligt ansvar. Hvis noget skal gøres, må man selv deltage aktivt. Og jeg tror på, at de værdier og traditioner, Danmark bl.a. er bygget på – den kristne tro og de traditioner, der følger med – er en god søjle at have i et samfund.”

Hvilken rolle spillede tro i din opvækst?
”Nærmest ingen. Store dele af familien på min mors side – som jeg boede sammen med på en gård ved Algestrup syd for Køge – var kommunister. De forsagede religion. Fuldstændig som Karl Marx mente de, at det var opium for folket. Når andre sang salmer, sang vi kampsange. 
Min far er fra et nordjysk miljø, politisk anderledes, men også uden tro. Han mener, tro er irrationelt. Jeg kan bare huske, at jeg alligevel tidligt troede på, at der var noget, uden at kunne forklare, hvad det var.”

Hvordan var det – at tro, når dine forældre ikke gjorde?
”Det var lidt paradoksalt. Mine forældre forbød mig ikke at tro, men de opfordrede til, at jeg ikke deltog i skolegudstjenester og hellere blev nonfirmeret end konfirmeret. Så da jeg som voksen meldte mig ind i folkekirken, syntes de, det var mærkeligt. Min far løftede bare øjenbrynene og sagde noget i retning af: ’Det var da noget mærkeligt noget.’”

Du blev døbt i hemmelighed – hvorfor?
”Det voksede i mig, da jeg blev syg med stress. Jeg havde følt mig uovervindelig, men så krakelerede det hele. Jeg begyndte at tænke meget på døden – hvad sker der bagefter, og prioriterer jeg min tid rigtigt?
Jeg kunne ikke tænke mig ud af det. Så var der kun tro tilbage: Jeg må tro på, at det, der venter, er godt. Og jeg havde samtidig et politisk forhold til religion – den kristne tro er en vigtig søjle i Danmark.
Så jeg gik ned på kirkekontoret i Køge og fortalte det hele til præsten. ’Men jeg synes, det er svært at tro på alt, der står i jeres papirer,’ sagde jeg. ’Det behøver du heller ikke,’ svarede hun. Det mindede mig om, når folk kom til mig som SF-gruppeformand og sagde, at de gerne ville være medlem, selvom de ikke var enige i alt.
Så en mørk onsdag aften blev jeg døbt i Køge Kirke. Ingen skulle vide det, så vidnerne var to kirketjenere. Der var en, der spillede orgel, og jeg valgte ’Kæmp for alt, hvad du har kært’. Præsten sagde, at det var det tætteste, jeg kunne komme på en kampsang. Og så gik jeg bare hjem. Jeg sagde det først til nogen flere måneder senere.”

Hvad betyder din tro for den måde, du er i verden på?
”Jeg tror, at troen viser sig i de valg, jeg træffer. F.eks. stoppede jeg i politik, selvom jeg var en af de politikere, der fik det bedste personlige valg ved seneste folketingsvalg. Da jeg skulle i TV 2 Nyhederne og fortælle det – ændre mit liv live på tv, som kun politikere er vanvittige nok til – lukkede jeg øjnene kort og tænkte: ’Nu håber jeg, der er mening med det.’ 
Jeg gjorde det, fordi jeg troede på, at det var det rigtige, og fordi jeg havde brug for ro. Men så stillede jeg alligevel op til menighedsrådet i min lokale kirke, fordi jeg ville have, at noget jord skulle bruges til natur og fællesskaber for børn. Ingen forstod, hvorfor jeg gjorde det, men det ligger dybt i mig: Hvis du vil have noget gjort, må du gøre det selv.
Jeg blev valgt som tredje suppleant – med færrest stemmer – så det var også en påmindelse om, at hovmod står for fald. Jeg troede, jeg kunne komme på dagen og bare blive valgt. Det kunne jeg ikke.”

Du siger, at kristendommens værdier og traditioner betyder noget for dig. Hvorfor?
”Fordi jeg tror, mange i dag mangler dem. Kierkegaard sagde, at angst er frihedens svimmelhed. Når alt er muligt, bliver det også ens ansvar, hvis noget går galt. Tidligere fulgte man traditioner – kirkens eller familiens – og så bar man ikke ansvaret alene. Jeg tror, mennesker har brug for noget at læne sig op ad. Som Rasmus Meyer, forstander på Krogerup Højskole, har sagt til mig: I gamle dage regnede man ikke med, at livet skulle være lykkeligt. Man vidste, at livet var hårdt, og så var man heldig at møde lykke undervejs. I dag tror vi, at vi skal være lykkelige hele tiden. Når vi så ikke er det, føler vi os forkerte og alene. Der tror jeg, at troen – og fællesskabet omkring den – kan hjælpe os.”

Hvordan fylder tro i din hverdag?
”Den er en støtte. Jeg er ikke den store kirkegænger – jeg har svært ved at sidde stille – men jeg tror på, at der findes en guddommelig energi. Når jeg bliver bange for at vælge forkert eller for, hvad der skal ske med Christina og Theodor (Marks kone og søn, red.), vender jeg tilbage til, at der nok er en større mening. Det giver mig en tryghed. Også selvom min far ville sige, at det er irrationelt.
Jeg tror, jeg engang har sagt til ham: ’Jeg kan ikke gøre for, at jeg tror.’ Det ligger i ordet tro. I dag virker det, som om tro ikke længere bliver anerkendt, fordi den ikke kan bevises.”

Hvorfor tror du, troen har mistet værdi for mange?
”Fordi vi er blevet meget kloge. Vi tror, vi kan tænke os til alting. Men jeg tilhører nok dem, der mener, at vi ikke fatter en meter. Nogle tror, at vi er ved civilisationens toppunkt, men måske er vi idioter – vi har jo i hvert fald ødelagt kloden. Der ligger et hovmod i at tro, at vi ved alt.”

Hvornår har du selv tvivlet mest?
”Når jeg ser ondskab i verden. Jeg hørte for nylig en podcast om Franco og tænkte: ’Hvorfor tog Gud ikke hans liv?’ Men præsten, der døbte mig, sagde klogt: ’Gud skal ikke diktere alt, for så ville han jo selv være en diktator.’ Livet må gå sin gang, og selvom der er meget ondt, bliver verden trods alt bedre.”

Er tro også et politisk valg?
”Ja, på en måde. Ikke fordi jeg tror pga. politik, men fordi jeg tror på, at tro og åndelighed skaber et bedre samfund. Jeg kan godt lide, at kristendommen rummer pragmatisme. Den har udviklet sig med samfundet – til forskel fra nogle lovreligioner, der ikke forandrer sig.”

Tror du, troen forandrer sig gennem livet?
”Ja. Ligesom man bliver mere pragmatisk med alderen. For mig handler kristendommen om universelle værdier: næstekærlighed, respekt, ligestilling. Jeg tror ikke – som man mener i nogle religioner – at Gud har bestemt, at kvinder skulle være mindre værd. Det var nogle mænd, der sad på magten og fik lov til at udlægge teksten. Religion er, hvad man bruger den til.”

Hvad lærer du dit barn om tro?
”Jeg har faktisk døbt min søn, selvom jeg altid har ment, at man ikke skal give børn en ’frakke’ på, de ikke selv vælger – partipolitisk eller religiøst. Men jeg er blevet mere konservativ på det punkt. Som forælder træffer man de valg, man tror, er gode for sit barn. Den tryghed og de traditioner, jeg finder i kristendommen, vil jeg gerne give videre. Og hvis Theodor en dag synes, det er hokuspokus, må han melde sig ud. Så længe det er et reflekteret valg.”