Hvor ofte skal tandbørste, opvaskebørste og toiletbørste skiftes?

I hverdagen er tandbørsten, opvaskebørsten og toiletbørsten dine trofaste hjælpere, men hvor ofte skal de egentlig skiftes for at kunne udføre deres arbejde bedst muligt?

Børstehår må ikke stritte

730 gange om året. Så mange gange tager tandbørsten sine runder i munden, hvis du følger anbefalingerne om et par daglige børstninger. Men hvor længe kan børsten egentlig holde? 

Det kommer bl.a. an på, hvor hårdt du børster, og hvor ofte du bruger tandbørsten, fortæller tandplejer og underviser Sanne Molsen.

”Se på børsten. Den skal have samme form, som da du købte den. Hvis børsterne begynder at bøje og stritte, skal tandbørsten skiftes,” siger hun.

Bøjer børstehårene, kan de nemlig ikke nå helt op til tandkødskanten, hvor der sidder plak, som er vigtigt at få børstet væk. Ved normal tandbørstebrug et par gange om dagen vil børstehårene typisk begynde at stritte efter ca. tre måneder.

Men du behøver ikke skifte din børste pga. bakterier. For de forekommer naturligt i kroppen og i munden.

”Det er op til den enkelte, hvor ofte man af hygiejnemæssige grunde vil udskifte sin tandbørste. Du bliver ikke syg af at børste med dine egne bakterier,” siger Sanne Molsen.

Hvis du har været syg, anbefaler tandlæger dog, at børsten skiftes ud. 

Og hvordan opbevares den så bedst muligt? På Tandlægeskolen i Aarhus anbefaler de blot, at du skyller tandbørsten efter brug og opbevarer den tørt.

Opvaskebørsten må ikke være misfarvet

På samme måde som du skifter din tandbørste løbende, skal opvaskebørsten også skiftes en gang imellem. For på en gammel børste kan der sidde snavs, eller børsten kan være angrebet af gær, skimmel, norovirus eller bakterier, som kan fordeles videre på dit service og i værste fald gøre dig syg.

  • Der er ikke nogen gylden regel for, hvor ofte den bør skiftes. Men er hårene begyndt at bøje og blive misfarvede, er det tegn på, at den er ved at være udskiftningsklar. Nogle enkle tips kan dog få den til at holde lidt længere:
  • Fjern de værste rester fra dit service, før du bruger børsten.
  • Vask køkkenvask og børste med sæbe, og skyl efter med koldt vand, hver gang du har brugt børsten. Hæng den derefter til tørre.
  • Hold børsten tør mellem opvaske, f.eks. ved at hænge den på et stativ eller stille den i en bøtte med børstesiden op. Husk at rense bøtten et par gange om ugen, så der ikke udvikler sig bakterier. 
  • Gør børsten ekstra grundigt ren et par gange om ugen. Kom den i en lille beholder med varmt sæbevand, lad stå i blød 10-15 minutter, skyl derefter i koldt vand, og hæng børsten til tørre.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Gå efter lyse børstehår

Videncentret Bolius’ rengøringsekspert Michael René anbefaler, at du køber opvaskebørster med lyse eller brune hår. På den måde kan du nemmere se, hvornår børsten bliver misfarvet – og trænger til at blive skiftet ud.
 

Brug toiletbørsten ofte - det er med til at holde den ren

Toiletbørsten har en utaknemmelig funktion og kan blive en ren bakteriebombe. Men betyder det også, at børsten skal skiftes ofte?

Ikke hvis du sørger for gode børste-vaner. Men som med de andre børster skal du holde øje med, hvornår børsten bliver slidt. En slidt børste med skæve hår duer ikke til det beskidte arbejde.

Det kan være en god idé at købe en toiletbørste, hvor selve børsten hænger på holderen, så den ikke står i det vand, der ligger i beholderen. For at undgå lugt og bakterievækst er det nemlig vigtigt, at børsten tørrer, hver gang den har været i brug.  Husk at bruge børsten ofte, for hvis du bruger den dagligt, vil kalk og snavs ikke hobe sig op på børste og toilet, og det vil også være med til at holde børsten ren. 

Hvis din toiletbørste trænger til at blive renset, kan du hælde lidt wc-rensemiddel direkte på børsten. Og hvis du hellere vil købe en ny end arbejde med at desinficere børsten, kræver det i mange tilfælde ikke den store udskrivning, men det er selvfølgelig ikke den mest miljøvenlige adfærd at skifte børste meget ofte.

Læs mere om