Redaktionen anbefaler
Rengøring mindsker snavs i hjørnerne, støv på hylderne og bakterier på køkkenbordet. Et rent hjem er skønt at se på og være i, men gør du rent for at mindske risikoen for sygdom, har du måske glemt det vigtigste: udluftning.
I mange år troede man, at aftørrede dørhåndtag, et skinnende toilet og rene greb på køleskabet var afgørende for at sikre os mod at blive smittet med luftbårne viruspartikler, der er skyld i eksempelvis influenza og forkølelse. At smitte især skete, når man havde rørt ved noget, hvor der sad virus og bakterier og derefter kløet sig i øjnene eller puttet fingrene i munden. Nyere forskning viser dog, at langt størstedelen af luftvejsinfektioner smitter gennem luften, fortæller Lars Andrup, der er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø:
»Virus som forkølelse, influenza, RS-virus og corona står for mere end 90 procent af alle luftvejsinfektioner og er de mest almindelige årsager til sygdomme og sygedage i Danmark. Viruspartikler smitter via udåndingsluften. Når syge mennesker trækker vejret, taler, hoster, nyser eller synger, udånder de bittesmå dråber, såkaldte aerosoler, som kan indeholde virus.«
De største dråber falder hurtigt til jorden, men de små dråber kan svæve rundt i et lukket rum i timevis, hvis der ikke bliver luftet ud. Indånder du bare en enkelt dråbe, kan du blive smittet med for eksempel influenza.
»Når man tænker på rengøring, tænker man ofte på at støvsuge eller at tørre forskellige steder af med en klud, man har vredet op i vand. Gør man rent for at undgå sygdom, glemmer vi noget helt afgørende, nemlig at lufte ud.«
Bakterierne er dem, der gør mælken sur og leverpostejen uspiselig. Bakterier kan nemt formere sig under de rette betingelser, og det er også ofte bakterier, der giver madforgiftninger. Virus kan kun formere sig inde i vores celler – fx i næsen eller i luftvejene. Bakterier findes på næsten alle overflader. Bakterier svæver sjældent frit i luften – og udluftning er derfor ikke så virksomt, hvis du vil mindske mængden af sygdomsbakterier i dit hjem. Det er stort set kun tuberkulose og kighose, der smitter via dåbebakterier, der bæres i luften.
Vil man undgå at blive syg, skal man undgå at blive smittet. Under corona lærte vi, at smittekæderne skal brydes. Udluftning kan fjerne op mod 90 procent af de virus, der findes i luften i et rum og luftvejsinfektioner smitter stort set kun indendørs.
»Lufter du ud med gennemtræk i 5 minutter nogle gange om dagen, har du altså mindsket risikoen for at blive syg ganske meget. Samtidig mindsker udluftning alle de skadelige forbrændingspartikler, der kommer, når man steger mad, tænder (og slukker) sine stearinlyn eller bruger et gaskomfur,« siger Lars Andrup.
En god omgang udluftning betyder dog ikke, at du kan stille støvsugeren tilbage i skabet og droppe spanden med rengøringsvand:
»Jeg siger ikke, at du kan slippe for at gøre rent, hvis bare du lufter ud. Rengøring er vigtig for god hygiejne – især i køkkenet og på badeværelset,« siger Lars Andrup.
En opvredet klud med vand og sæbe kan mindske mængden af bakterier, vi udsættes for. Bakterier er skyld i færre sygdomstilfælde end virus, men bakterier er i forskellige former årsag til alt fra lungebetændelse og kighoste til salmonella og blærebetændelse. Derfor skal du også en tur rundt med en klud, når du gør rent.
Jeg bruger ”virus” både i ental og flertal på anbefaling af Anders Fomsgaard.