Humoristens 6 tip – sådan gør du hverdagen sjovere

Længes du efter at få flere grin og smil ind i hverdagen, så er her gode råd til hvordan

Det er sundt at have det sjovt i hverdagen

Rune Green er humorist og lever af at holde foredrag, hvor han underviser i, hvordan man helt konkret kan arbejde på at have mere sjov i hverdagen. Det er nemlig sundt, og så bliver du i øvrigt mere produktiv. 

»Det handler om at snyde hjernen og gøre noget, du ikke plejer. Da alt var lukket ned af corona, og man ikke kunne komme ud at spise, så arrangerede vi f.eks. middage rundt omkring i huset, hvor vi ikke plejede at spise. Det gav en helt anden oplevelse at komme væk fra det normale,« fortæller han. 

Det samme kan du tage med på arbejde og f.eks. henlægge mødet til nogle helt nye rammer. Det får også kreativiteten til at blomstre.

Her får du 6 af Rune Greens konkrete tip til at gøre det hele lidt sjovere:    

 

1. Bliv nysgerrig på verden, og dyk ned i ligegyldigheder

Jeg har venner, som jeg kan tale med i timevis om, hvorfor der er noget, der hedder »at kimse ad«. 

Komedieserien Seinfeld er af mange betegnet som den sjoveste nogensinde. Serien handler om alle de ting, vi aldrig tænker over, men som vi tænker over alligevel. Hvordan undgår du f.eks. at købe den forkerte fødselsdagsgave til en ven? Hvorfor er det rart, når nogen siger »prosit«, efter man har nyst?

Humoristiske mennesker er detaljeorienterede og nysgerrige. Intet er for småt til at vende og dreje og finde finurlighederne i.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

2. Brug din naturlige irritation konstruktivt

Mange standupkomikere gør brug af netop dette – f.eks. hørte jeg en dag nogle radioværter tale meget arrogant om eksperter. »Der er for mange eksperter. Alle kan jo kalde sig eksperter. Det er jo ikke en beskyttet titel.« Det irriterede mig. Jeg syntes simpelthen, det lød så nedladende, indtil jeg tænkte: Det er heller ikke en beskyttet titel at være en idiot. Og det lyder, som om der er flere af dem end eksperter. Pludselig havde jeg en joke – og jeg var mindre irriteret. Det kan være forløsende og behøver ikke blive brugt til underholdning.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

3. Bryd rutinen

Humor er på mange måder at gøre, opleve eller sige noget uventet. Det er at bryde rutinen. Det er dét, en vittighed kan. Men teknikken kan også bruges i din dagligdag. Under coronakrisen holdt min kone, mine to børn og jeg juleaften midt i marts med and, julegaver, et lille juletræ, julesange og det hele. Det var simpelthen så sjovt. Efter 10 minutter troede hjernen, at det var juleaften. Vi kom i julestemning på en almindelig onsdag. Men der var et ekstra lag, for vi grinede simpelthen så meget af det groteske i at sidde og holde jul midt i marts. Vi havde en fest med det.

 

4. Gør dig umage

Vi har tit en idé om, at en sjov dag er en afslappet dag, hvor man ikke gør noget ud af noget. Men tit er det de små detaljer, som gør, at dagen bliver sjovere - at vi har gjort os umage. Når man skriver en joke, så er det meget vigtigt, hvilke ord man vælger. På samme måde er detaljer i dagligdagen vigtige. Gør dig umage med din tid, dit tøj, borddækningen, madlavningen. Det tager længere tid, men i sidste ende er det med til at gøre dagligdagen mindre rutinepræget. 

   

5. Gør andre glade

I sidste ende er det, som gør de fleste glade, at have glædet andre. At gøre noget godt for andre. At sende blomster til en ven eller kollega, som er trist eller presset. At hjælpe sin ældre nabo med indkøb. At give sin kone en gave, bare fordi det var onsdag.  

 

6. Lær at være sjov

At få andre til at grine er et talent. Men det er også en teknik. Der findes mange bøger om emnet - blandt andet klassikeren af Judy Carter: Stand-up comedy – The book.

 

 

 

 

Læs mere om