Her er mest populære selfie-steder i København
Se mig, jeg er lykkelig!
En selfie, hvor du tager et billede af dig selv foran et bestemt sted eller sammen med en bestemt person eller til en bestemt begivenhed, har været populært i flere år. Fænomenet er nyt, og en så stor tendens, at Dansk Sprognævn udpegede ordet ”selfie” som årets ord i 2013.
At vise sin lykke kan være en af grundene til, at vi tager selfies, mener forskere. Helt fra før vi får ord, kan vi genkende ansigter og afkode, om vedkommende, vi kigger på, for eksempel er glad, sur, trist eller lykkelig. Da mobiltelefonerne samtidig har gjort det nemt at tage selvportrætter, er selfien blevet en populær måde at vise, at man er glad og lever et lykkeligt liv.
Turistattraktioner er Københavns mest populære selfie-steder
Kortlægger man, hvor de fleste selfies er blevet taget i København det seneste år, er det tydeligt, at det især er ved seværdigheder, museer og generelt steder, der tiltrækker besøgende, at de fleste selfies bliver taget.
Sådan gjorde vi
Samvirke har trukket data ud fra 10.000 billeder på Instagram og Flickr, der alle var tagget med #selfie og taget i København. Billederne er taget i 2017 og frem til 15. februar 2018. Billederne er alle offentlig tilgængelige. Vi har ikke skelet til brugernes nationalitet, ligesom vi ikke har kigget på køn, alder eller antallet af venner på de sociale medier. Vi har alene brugt informationer, som brugerne har gjort offentlige.
Alle billeder indeholder metadata, som for eksempel kan indeholde præcise data om lokationen, billedet er taget på. Disse metadata er brugt til at plotte ind på et kort via tjenesten ArcGIS.
En kold øl i Nyhavn er godt at vise andre
Nyhavn er måske det absolut mest populære sted at tage en selfie og lægge den på Instagram. Og mulighederne er mange. Et billede med en kold øl i solskin, et billede foran de gamle, smukke og farverige huse eller et billede om bord på kanalrundfartens både.
Samvirke har forsøgt at lave en optælling af, hvor mange selfies der er taget på forskellige steder i hovedstaden.
De 13 mest populære steder er i tilfældig rækkefølge:
- Statens Museum for Kunst
- Tivoli
- Nyhavn
- Rådhuspladsen
- Botanisk Have
- Enghave Plads
- Kongens Have
- Amalienborg
- Christiania
- Den Lille Havfrue
- Kastrup Lufthavn
- Fields
- Rundetårn