Her er de 7 klammeste steder i dit køkken

Hvis du ikke får gjort ordentligt rent i køkkenet, formerer bakterierne sig nemt. Fødevarebårne mikroorganismer kan gøre dig syg. På baggrund af undersøgelser fra den internationale hygiejneorganisation NSF International udpeger Samvirke de 7 steder i dit køkken, hvor bakterierne stortrives.

Skrub, vask og brug varmt vand

Køkkenet er et af husets mest brugte rum, og det er her, maden bliver tilberedt. Holder du ikke rent i køkkenet, risikerer du at blive syg af den mad, du spiser. En undersøgelse fra NSF International, en officiel amerikansk organisation, der i mere end 80 år har arbejdet for bedre hygiejne i hjemmet, viser, at stort set alle køkkener gemmer på bakterier, der potentielt kan give dig fødevareforgiftning.

I galleriet herunder kan du se 7 af de steder, hvor man finder flest bakterier og sporer i et køkken.

1: Grøntsagsskuffen

Grøntsagsskuffen i køleskabet var det sted, hvor mikrobiologerne hos NSF International fandt flest bakterier. I skufferne, de undersøgte, fandt de både salmonella, listeria, svampesporer og mug.

Vil du mindske risikoen for at blive syg af grøntsagerne, så sørg for at opbevare dem separat. Altså i poser eller plastikbøtter. Har du grøntsager eller frugt, der nemt afgiver lidt saft, så sørg for, at saften ikke kan dryppe på noget i skuffen.

Rengøring: Tag skuffen ud af køleskabet, og vask den med opvaskemiddel eller i opvaskemaskinen, hvis der er plads. Lugter skuffen efter vask, kan du sætte den i blød med 2 tsk. bagepulver til en liter vand.

Du bør rengøre skuffen én gang hver måned.

2: Kødhylden

Har du en hylde, hvor du altid opbevarer kødet, pålæg og andre produkter af kød i dit køleskab?

Ved kød finder man tit salmonella og E.coli, der kan give madforgiftning. NSF International fandt også mug og andre sporer der, hvor kød primært blev opbevaret.

Rengøring: Tag skuffen ud af køleskabet, og vask den med opvaskemiddel eller i opvaskemaskinen, hvis der er plads. Lugter skuffen efter vask, kan du sætte den i blød med 2 tsk. bagepulver til en liter vand.

Du bør rengøre hylden/skuffen én gang hver måned.

3: I bunden af din blender

Smoothies og andre drikke, der kommer direkte fra blenderen, er et hit, men du får ondt i maven, hvis ikke du holder blenderen ordentligt ren. I blenderen fandt forskerne spor af salmonella, svampe, E. coli og mug.



Rengøring: Tag glasset af blenderen. Skil også gerne den lille kniv ad, så den kan vaskes. Er blenderen mærket med, at den kan gå i opvaskemaskinen, så vask den op der. Det gælder også låget. Alternativt kan du gøre det med opvaskemiddel og vand i din køkkenvask.



Du bør rengøre blenderen så grundigt som muligt, hver gang du har brugt den.

4: Dåseåbneren

Salmonalla, E.coli og bakterier blev fundet på over halvdelen af de dåseåbnere, som forskerne undersøgte.



Rengøring: Vask dåseåbneren efter hver brug. Vær især opmærksom på spidsen og skæret. Det mest effektive er, hvis du vasker dåseåbneren i opvaskemaskinen.

5: Gummispartler, dejskrabere og pensler af plastik

Køkkenredskaber af plastik er et slaraffenland for bakterier. Redskaberne bruges direkte i maden, og det er næsten uundgåeligt at få madrester med, når du bruger dem. Madrester giver bakterierne noget at leve af, og derfor er der mange bakterier på redskaber, der har været i direkte kontakt med fødevarerne.

Rengøring: Skil spatlerne ad, hvis de kan, og vask efter hver brug. Vær især opmærksom på de ting, der har rørt madvarer, men også håndtaget. Det mest effektive er, hvis du vasker køkkenredskaberne i opvaskemaskinen.

6: Opbevaringsboksene

Noget tyder på, at vi ikke er grundige nok, når vi vasker opbevaringsbokse til mad af, når vi er færdige med at bruge dem. NSF International fandt især salmonella og mug på boksene, selvom de stod nyvaskede i skabet.

Rengøring: Sørg for at komme godt ind i låget og kanterne, hvor låg og boks samles. Skyl boksen af i meget varmt vand, når du har vasket den af. Lad gerne boksen lufttørre i stedet for at tørre den af med et viskestykke, du har brugt til mange andre ting – og som dermed har spor af bakterier, der overføres til boksene.

Ideelt set vasker du madbokse op i opvaskemaskinen ved høj temperatur. Kan du selv tilvælge en disinfektionsskylning på din opvaskemaskine, så brug den, og så gør det mindre, hvilket program du vælger.

7: Knivblokken

Hvornår har du sidst gjort knivblokken grundigt ren? Mørke, fugtige steder er fantastiske – især hvis man er en bakterie eller mug.

Rengøring: Hver måned. Tag alle knive ud, ryst knivblokken. Brug tynde børster eller piberenser til at skrubbe ned i alle revnerne, hvor knivene normalt står. Du kan bruge varmt opvaskevand til opgaven.

Tip: Når du har vasket knive, så lad dem tørre i luften. Sæt dem først i knivblokken, når du er sikker på, at de er fuldstændig tørre. Bakterier har nemlig brug for et fugtigt miljø, hvis de skal formere sig, og ved kun at sætte knastørre knive i blokken mindsker du bakterieudviklingen.