Få styr på reglerne for cykellygter

Cykellygter skal på cyklen, når der er mørkt. Men kender du reglerne for, hvor langt væk, du skal kunne ses, og hvornår lygterne skal tændes? Samvirke lærer dig reglerne for lys på cyklen.

Der er skrappe regler for, hvor meget en cykellygte skal lyse. Reglerne skal sikre, at du bliver set af andre i trafikken.

Hvornår skal lygterne tændes

Kører du på cykel, skal du have lygter på cyklen fra solnedgang til solopgang. Perioden kaldes lygtetændingstiden. Nogle kommuner tænder gadelysene lidt senere end solnedgang og slukker gadebelysningen helt en halv time før solopgang. Du kan derfor ikke med sikkerhed bruge gadebelysningen som rettesnor for, hvornår du skal tænde cykellygterne.

Husk også, at loven stiller krav om, at du har cykellygter på i usigtbart vejr - også selvom det usigtbare vejr er uden for lygtetændingstiden. Det kan være, hvis der er meget tåget eller kraftig regn eller sne.

Se de lokale solopgang og solnedgangstider i DMI's regionale vejrudsigt

Lygter på en almindelig cykel

En helt almindelig cykel skal have én forlygte og én baglygte monteret. Er cyklen derimod bredere - for eksempel en ladcykel - er der andre regler for, hvor mange cykellygter, der skal monteres på cyklen.

Forlygter må lyse hvidt, gulligt eller blåt. 

Ingen lygter på cyklisten

Cykellygter skal være monteret fast på cyklen - og ikke på cyklisten. Cykellygter, der sidder fast i en baglomme eller pandelys er ikke tilladt alene, men kan bruges som supplement.

Lygterne skal kunne ses mindst 300 meter væk

Forlygterne på en cykel skal lyse hvidt eller have et gulligt eller blåligt skær. Lygterne må ikke være blændende, men skal kunne ses mindst 300 meter væk. Har du en lygte, der blinker, skal den blinke mindst 120 blink i minuttet. Det er samtidig vigtigt, at cykellyset kan ses fra siden.

Bag på cyklen skal lygten være rød. På samme måde som foran er skal lygten kunne ses mindst 300 meter bagud, lyset skal kunne ses fra siden og blinker lygten, skal det være med mindst 120 blink i minuttet.

Lysstyrken

Kravet er samtidig, at lysstyrken på cykellygten er mindst 4 candela lige bagud. En candela er en gammel betegnelse, der stammer fra latin og betyder vokslys. 1 candela er nogenlunde lig lysstyrken fra 1 vokslys. En 100 watt pære lyser med styrken 120 candela.

Batteristyrken er afgørende for, hvor meget en cykellygte kan lyse. Jo mindre energi, der er på batteriet, jo svagere lyser cykellygten. Skift derfor batteri jævnligt - og brug resten af batteriets spænding i et andet apparat.

Godkendte cykellygter

Cykellygter, der sælges i Danmark, skal være CE-godkendte. Det er din garanti for, at de fra producentens side overholder den gældende lovgivning.

Cykler med mere end to hjul

Har du en af de populære ladcykler eller Christianiabikes, skal du være opmærksom på, at der gælder andre regler for placeringen af cykellygterne. 

På en cykel med mere end to hjul skal der være mindst én forlygte, som skal sidde højst 50 cm fra cyklens yderste venstre kant. Hvis cyklen er over 1 m bred, skal der være mindst to baglygter. Baglygterne skal sidde højst 40 cm fra kanten og med en indbyrdes afstand på mindst 60 cm. Er cyklen ikke over 1 m bred, kan man nøjes med én baglygte, som skal sidde enten midt bag på cyklen eller til venstre for midten.

Må man bruge de små diodelygter? 

Nej. Sådan lyder det korte svar. Du kan læse mere i denne historie fra Samvirke: Diolygten er forbudt
 

Tilmelding til Samvirkes julekonkurrence
Se, hvad vi ellers skriver om: #vinter, #regler, #lys og #cykel