Simon Kvamm om rastløsheden som drivkraft, troen på Gud og om frygten for evig søvn efter døden

Tourbussen ruller 

På en kantsten foran Hotel Marselis i Aarhus og ryger cigaretter, som han placerer i en form for vintage-minisaks. Sådan nyder man sin røg, uden at fingrene kommer til at lugte.
Det er en tidlig lørdag eftermiddag i midten af juli, og tourmanager i HUGORM Andreas Balslev-Olesen har gjort den sorte Mercedes-Benz-tourbus klar til afgang. Grøn Koncert-karavanen er nået til Smilets by.
Lidt efter kommer de tre bandmedlemmer sjoskende ud af hotellet med et par minutters mellemrum. Trommeslager Árni Bergmann Jóhannsson i en orientalsk-inspireret hawaiiskjorte. Guitarist Morten Gorm i cowboyshorts og -vest. Og så, selvfølgelig, Simon Kvamm, iklædt et retro Wimbledon-tennissæt, pæne sko og en såkaldt booniehat.
Da den excentriske flok er samlet, ruller tourbussen af sted langs Marselisborg Strand og videre igennem de aarhusianske gader, mens snakken falder på, hvad der skal ske senere på aftenen.
”Hvor endte vi med at skulle hen, Andreas?” spørger Simon Kvamm.
”En fransk restaurant oppe i Jægergårdsgade. En af mine kokkevenner anbefalede den.”
”En af mine kokkevenner,” gentager Simon drilsk. 
”Andreas har jo indrulleret sig i tourmanager-tråden på Grøn, og der er gang i det helt store efter-arrangement nede i byen. Men jeg tænker bare, at vi trækker alderskortet, ikke?”
”I morgen er der også en dag,” synger Peter Sommer og får de andre til at grine.
”Ja, så hellere lige ud og få et stykke mad og et glas,” siger Simon Kvamm.
”Og så hjem og sove,” tilføjer Morten Gorm.
”Ja, eller ahh, egentlig ikke hjem at sove. Måske snarere et glas mere efter det?”
De ankommer til Tilst, og tourbussen snegler sig frem i den efterhånden tætte trafik, hvor berusede unge slentrer langs vejsiden med dåseøl og shotsrør i hænderne.
”Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at den her rute cyklede jeg i næsten et helt år, efter at jeg var flyttet til Aarhus,” siger Simon Kvamm.
”Du boede herude?”
”Jeg boede i en nedlagt dyrlægeklinik.”
”Det er fandeme også en dull omgang. Så starter man fra nul,” griner Peter Sommer.
”Der var 9 km ind til byen. Men det sjove er, at jeg – sådan ren Hollywood, ’Rocky’-agtig dårlig dramaturgi – kan huske, at jeg kørte og tænkte: One day!”
”Starting from the bottom!”
”Ja, det er nu, du knokler, Simon. Gennem regn og slud. En dag kommer belønningen.”

For blød til knallertbanden

I Silkeborg voksede Simon Kvamm op med en følelse af at være for blød til knallertbanden og for stor en Brian til biblioteket. Han fandt naturligt sammen med de gutter, der kunne lide at spille fodbold og senere drikke bajere og køre på knallert, men samtidig var der en anden side af ham. Hans lægefar havde selv haft en musikerdrøm og lærte ham at spille klaver, og her fik Simon Kvamm en ventil til at få afløb for følelserne indeni.
Allerede fra han var 7-8 år, begyndte han at sidde derhjemme og finde på sange, men det var noget, han forsøgte at nedtone sammen med andre. Han var blufærdig og havde en frygt for, at de skulle opdage det og begynde at kalde ham ’klaverfinger’. Han havde nemlig lange, tynde fingre. Perfekte til at klimpre med, men ikke ligefrem noget maskulint kendetegn i knallertgruppen.
I gymnasietiden voksede splittelsen indeni. Han kunne lide alt det, knallertbanden havde at byde på. At jerne rundt med en pose bajere over styret. Høre den musik, der blev dyrket – The KLF, Beastie Boys, Depeche Mode. Samtidig vidste han, at han – modsat Frank, Karsten og de andre – ikke skulle være håndværker. Han vidste inderst inde, at de andre var noget, som ikke helt var ham. Omvendt var han langsom til at overgive sig til gymnasielivet. Han var trodsig, når det kom til alt det ”hippielort”.
”Jeg havde hele min knallertidentitet med i baghovedet, som jo senere udviklede sig til at være Baune (karakter fra ’Drengene fra Angora’, red.). Han snakkede konstant i baghovedet på mig, når jeg sad rundt om lejrbålet med alle dem med islandsk sweater og akustisk guitar. Jeg kunne slet ikke have det, men … langsomt overgav jeg mig jo til det.”
På en studietur i 2. g måtte Simon Kvamm sande, at det faktisk var fedt at snakke om nogle andre ting med gymnasiekammeraterne. Langsomt begyndte han at ignorere Baune og gav sig selv lov til at være i det. Men Baune er aldrig helt forsvundet.
”Når jeg spiller Baune, er det i virkeligheden det, jeg er vokset op i. Efter at være blevet en del af kulturbranchen er det stadig vigtigt for mig at huske, hvor jeg kommer fra. At huske mine gamle gutter. Jeg har sådan en iboende trang til at binde håndværkerne ude på byggepladsen sammen med dem, der går på universitetet – fordi det hele findes inde i mig. Det er i virkeligheden gennemgående for alt, hvad jeg har lavet, at jeg har så meget lyst til at finde fællesmængder i musik og underholdning.”

Drengene fra Angora og dommer i X faktor 

På musikvidenskab på Aarhus Universitet dannede Simon Kvamm en alliance med en lille skare af fyre, der ligesom ham selv var betydelig mindre begejstrede for Stevie Wonder end resten – særligt den britiske rocklyd a la Oasis trak i ham.
Efter en årrække uden synderlig succes aftalte de, at Nephew blot skulle være et hobbyprojekt. Men så, i 2004, blev albummet ’USADSB’ pludselig en kæmpesucces, toppede hitlisterne med ’Movie Klip’ og ’Superliga’ og kastede store koncerter på bl.a. Roskilde Festival af sig.
Simon Kvamm var ellers også begyndt at lave satire på DR2 sammen med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard. Og få uger efter at Nephew var brudt igennem lydmuren, væltede ’Drengene fra Angora’ landet med gakkede karakterer som netop Baune.
Han høstede endelig den belønning, han havde drømt om siden ungdomsårenes drøje cykelture, men han kunne ikke bare hvile i det. Først måtte han meddele satirevennerne, at han ikke længere følte for ’Angora’-universet, og også Nephew slog han til sidst op med.
Siden da har han stået bag soloshowet ’Vandmand’, spillet med Peter Sommer i De Eneste To, skabt tv-serien ’Guru’, været ’X Factor’-dommer og startet helt forfra med musikgruppen HUGORM. Drevet af en trang til at bevæge sig videre.
”Jeg er ikke sådan en, der bare skal se, smage og lugte noget nyt hele tiden. Jeg er enormt meget et vanedyr. Jeg kan lide at spise det samme til frokost, jeg vil helst se ’Sopranos’ i fjernsynet, og sådan har det været i 20 år. På mange måder har jeg mere til fælles med en OCD-type, der skal gøre tingene på den samme måde, end jeg har med en eventyrer. Så det er nok mere på et åndeligt plan, jeg har været søgende. Sådan, hvad skal jeg egentlig med det her liv?”

Natdukkert med Poul Krebs 

Tourbussen ruller ind til Grøn Koncert ad en bumlet grusvej og parkerer bag den ene af scenerne. De tre HUGORM-medlemmer og Peter Sommer trasker hen over afsvedne græspletter og ind i backstageområdet, hvor hvide skurvogne til alle optrædende – bl.a. Andreas Odbjerg, Lukas Graham og Tessa – står i en halvcirkel rundt om fællesarealet, hvor konferencier Jacob Haugaard hænger ud ved en kaffevogn i sit glimmergrønne jakkesæt.
I et stort, hvidt partytelt er smørrebrød linet op ved siden af frysebokse med ispinde. Simon Kvamm snupper tre madder og slår sig ned ved et bord-bænke-sæt med sort dug og små planter på bordet. Et lille fladskærms-tv sender live fra Sivas’ koncert.
”Jeg lejede en cykel på hotellet og kørte ind på La Cabra og fik en kop kaffe i morges. Jeg kan ikke holde ud …,” siger han, da de andre har sat sig. 
”Sådan en morgenmadsbuffet der. Folk har en mærkelig trang til bare at snakke med én. Jeg vil ikke snakke med nogen. Jeg er lige stået op.”
”Det der med at betale 55 kr. for at få det leveret op på værelset og så bare have sin egen buffet, det er en sikker vinder hver gang,” siger Peter Sommer.
”Det er også en vinder, det her,” konstaterer Simon Kvamm og lægger bestikket fra sig på den nu tomme tallerken.
Lidt senere på eftermiddagen får han sig en Ramlösa, mens han lægger neglelak under en grøn parasol ved skurvognen reserveret til HUGORM.
”Vi mødte jo Poul Krebs’ hold igen. Vi var ude og bade med dem i nat,” fortæller han et par af teknikerne, der også har slået sig ned.
”Næste gang skal du sige til ham, at du gerne vil se ’den døde høne’,” svarer den ene.
”Det ved jeg ikke, om jeg vil. Hvad er det?”
”Han er jo en stor mand, men han kan finde ud af at hoppe i vandet som en høne, så han lander uden noget plask.”
”Man har simpelthen været for meget sammen med Poul Krebs, hvis man har set det der,” siger Simon Kvamm, og flokken griner.
Klædt om til brede, sorte bukser og retro Manchester City-trøje stiller han sig op på en stol for at kigge over hegnet på folkemængden, der stadig strømmer ind på koncertpladsen.
Peter Sommer og Morten Gorm kommer hen og stiller sig ved ham.
”Nåh, er vi klar?” spørger førstnævnte.
”Joeh, sovet for lidt og ondt i hovedet,” svarer guitaristen.
Det får Simon Kvamm til at bryde ind med en skabet parodi på Morten Gorm, som var han en ’Drengene fra Angora’-karakter. 
”Jeg kan ikke sove, når jeg er hjemmefra. Jeg kan ikke sove uden min kææærestee!”
Da Morten Gorm har grinet færdig, siger han på sit trofaste fynske: ”Jeg tror, det kræver lidt hvi’vin.”
Lynhurtigt findes vinflasker og proptrækker frem.
”Så kan man også lige få drukket det der i ryggen væk,” siger Peter Sommer og skåler.
I baggrunden spiller Mumle sit største hit, da tourmanager Andreas myndigt siger: ”Nå, skal vi gøre det?” 
Lidt efter samles de tre HUGORM-medlemmer og Peter Sommer i en lille klynge bag scenen med armene om hinanden. Som et fast ritual begynder de højere og højere at skråle med på sangen ’Fucking Crazy Times’ med den jyske trubadur Klaus Handsome.
”For det er fucking crazy … fucking crazy ti-i-i-mes!”

Altid i bevægelse 

Tre uger tidligere får Simon Kvamm formiddagskaffen på Wulff & Konstali i Carlsbergbyen. For nylig er han og familien flyttet tilbage til den lejlighed, de flyttede fra 10 år tidligere. Han og hustruen var kørt træt i storbylivet med små børn og tog først fire år i Klitmøller, så seks år i Dragør på spidsen af Amager, og nu er de så tilbage på Frederiksberg.
”Det er super weird, fordi man på mange måder er tilbage i sit gamle liv, men nu er det ikke længere småbørns­livet. Med små børn er frihed jo en have, men med store børn er frihed en metro.”
Man kan på mange måder opsummere Simon Kvamms virke med to ord, der er hver sin side af samme mønt: rastløs og søgende. Hver gang det føles, som om han er landet, har han revet det hele op med rode. 
Han sammenligner sig selv med en hvidhaj. En hvidhaj skal hele tiden bevæge sig, for ellers dør den. Sådan har han altid selv følt det.
”Der er jo nok et element af, at man er nødt til at være i bevægelse for at føle sig i live. Men omvendt ér jeg jo for fanden ikke en hvidhaj, så jeg prøver at udfordre det. Jeg behøver ikke hele tiden at lave en bevægelse,” siger han og trækker så en anden analogi frem om at bygge huler som barn. Det er sjovere at bygge hulen end at sidde inde i den.
”Jeg prøver – for at blive i billedet – at finde glæden ved at sidde inde i hulen, måske ligefrem bruge den til noget. Jeg prøver at møde mig selv i spejlet som en, der er nået hertil og har en vis anciennitet. Jeg har ikke en trang til at starte helt forfra, og jeg har ikke lyst til at være ham, der sætter ting i værk hele tiden, og så videre, nyt, nyt, nyt. Det er i virkeligheden nok en eksistentiel ting, man må lære igennem livet, men det er ikke altid et spørgsmål om at bygge det hele op fra bunden. Man kan godt – hvad skal man sige? – gøre hulen federe.”

Angsten for den evige søvn 

Da Simon Kvamm dannede HUGORM med Árni Bergmann og Morten Gorm, var det mest en ventil for at spasse ud. Men med fire udgivelser er der nu også blevet plads til de store, eksistentielle temaer.
Et af numrene på den kommende plade, ’JEG TROR DET’, har et personligt afsæt. I hans barndomshjem løb kristendommen som en understrøm, og kirken og salmerne var et fundament, man altid kunne læne sig op ad. Men når han selv skulle forholde sig til, om han var troende, formulerede han det i mange år sådan, at han troede på noget større mellem himmel og jord.
”Man er bange for at lyde naiv, og det slipper man for, hvis man siger: ’Ej, det er ikke Gud, jeg tror på. Det er noget lidt andet.’ Der er sådan en individualistisk trang til at adskille det fra de andre, der sidder naive og bukker for Gud. I længden bliver det bare lidt trættende. Så med fare for at lyde som en, der tror på julemanden, siger jeg nu: ’Jeg tror på Gud.’”
Simon Kvamm kan godt føle en indignation over den autoritet, der efter hans mening er i ateismen. Skråsikkerheden over, at der i hvert fald ikke er noget.
”Det er jo pointen i at tro. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Og så kan ateisterne komme med alt deres: ’Nå, skulle det så være en mand, der sad med langt skæg oppe på skyerne?’ Men det ved jeg jo lige præcis ikke, for helvede,” siger han.
”Det er ikke mig, der skal komme med beviser for, at der findes en gud. Der ligger nok dokumentation i, hvor sindssygt irrationelt alting er. Det er jo så skørt at leve i den her verden. Der er så mange ting, vi som mennesker overhovedet ikke forstår og sikkert ikke skal forstå. Det er også dér, den ligger for mig – at tro på en højere instans er en måde at forstå, at man ikke skal kunne forstå det hele. Vi må bare forlade os på, at der findes nogen, der har styr på de linjer, der er så store, at vi slet ikke kan fatte dem.”
Siden barndommen har han mærket angsten for den evige søvn. Frygten for, at det hele slutter ved døden, og at man aldrig vågner igen. 
Særligt i teenageårene oplevede han en slags omvendt klaustrofobi ved tanken om, at der ikke er noget, der holder sammen på det hele, og stadig i dag kan han blive ramt af det store ’åh, fuck, mand’-sug, når det slår ham, at vi lever, og vi dør, og hvem ved, om det så var det?
Det er særligt noget, der titter frem, når han ser på billeder, f.eks. fra dengang, børnene var små.
”Det der sug … Av, for satan, det kan jeg slet ikke lige være i. Tiden går bare, og så er vi væk,” siger han og tager sig til brystet. 
”Men jeg synes, jeg formår at holde det nogenlunde i skak ved at tro på, at der må være en større mening, en større instans derude et eller andet sted, der har min ryg.”

'Slap lige af. Vi skal alle sammen være her'

Titelsangen på HUGORMs nye album ’HUGGET I STEN’ er en anden vigtig sang for Simon Kvamm. Ikke fordi den peger op i himlen, men fordi den peger ned i jorden, ned til rødderne, og griber fat i andre eksistentielle spørgsmål, der optager ham: ’Hvad står jeg på? Hvad kommer jeg fra?’
I sangen synger han om sin farfar, der kom fra Færøerne og etablerede sig i Vestjylland. Men ud over det er sangens underliggende budskab ret anti-amerikansk. Ligesom mange andre i den vestlige verden er han vokset op med amerikansk kultur. Hollywood, Madonna, Michael Jackson og ’Beverly Hills 90210’. Men samtidig, som han siger, er dét jo ikke vores kultur.
”Det er gået op for mig, efterhånden som USA imploderer, at jeg elsker amerikanerne, men jeg hader den amerikanske samfundsstruktur. Den rå markedskapitalisme, der bare er kørt ud over kanten. Det har fået mig til i langt højere grad end tidligere at kigge på, hvad det så er, vi har. Man taler f.eks. tit om janteloven som noget negativt, men i sin essens har den noget meget demokratisk over sig: ’Slap lige af. Vi skal alle sammen være her.’ Jeg føler sådan en pligt og en lyst til at synge om de her ting.”
I de tre sæsoner, hvor han var dommer i ’X Factor’, insisterede han på, at hans deltagere skulle synge på dansk. For ham handlede det om at repræsentere den folkelighed, han selv voksede op med, og som i hans optik fejlagtigt bliver kædet sammen med lavkultur.
”Der er nogle sange i den danske sangskat, som er så store, fede og vigtige og siger noget om at være menneske, som vi skal huske at give videre til de nye generationer. Jeg var f.eks. meget stolt af, da vi på mit hold optrådte med ’Rigtige venner’ af Jodle Birge.”
Med årene er det begyndt at optage Simon Kvamm at forbinde sig med sin fortid. Ikke bare den helt konkrete med farfaren, der rejste fra lille Gøtu på Færøerne til Danmark for at læse – Hvad rørte sig mon i ham? – men også fortiden i en mere national, kulturel forstand. Han er til stadighed fascineret af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’, skrevet sidst i 1800-tallet. 
”Den her unge mand, der tager fra den jyske provins til København for at skabe sig et navn … Jeg kan genkende mig selv så meget i ham. I hans store tro på sig selv og samtidig hans afgrundsdybe tvivl. Jeg tror meget på at skabe stærke tråde ned i jorden, som kan holde os rodfæstet. I stedet for at det hele foregår på den horisontale akse: Nå, hvem siger nu hvad ovre på Instagram? Vi får meget mere ud af at vende dén akse vertikalt og finde mennesker i vores egen fortid, som har sagt noget om at være menneske for lang, lang tid siden, som stadig gælder i dag.”

De svære spørgsmål skal stilles i kunst og musik 

Sidste efterår udsendte HUGORM en anden sang, der fik temmelig meget opmærksomhed – på godt og ondt. Antikrigssangen ’HUGORM NEDLÆGGER FORSVARET (feat. Peter Sommer)’.
For nylig modtog Simon Kvamm – efter deres optræden på Heartland Festival – en lang mail fra en garvet journalist, der gav udtryk for, at han var meget forarget over oplevelsen af at stå blandt fulde mennesker, der hoppede og sang med på teksten. Han havde været i Ukraine og mødt mennesker, der holdt håbet om en fremtid i live, alene fordi de havde et forsvar. Det var, skrev han, ”tankeløs masseforførelse”, hvad HUGORM havde gang i.
Simon Kvamm svarede ham, at han var ked af, at han havde haft en dårlig oplevelse. Men også, at man efter hans mening altid bør stille de svære spørgsmål i kunst og musik. 
”Der er ingen, der stiller spørgsmål til brugen af militær magt længere, og derfor gør vi det. Forestil dig det modsatte, et kunstsyn, hvor det er forbudt. Hvor man kun må sige det, som er ’det rigtige’ i samfundsdebatten.”
Han sætter kaffekoppen fra sig på Wulff & Konstali, inden han fortsætter sin – meget afdæmpede, skal siges – tirade: 
”Jeg kan sagtens forestille mig, at det er hårdt at have set, hvad der foregår i Kyiv. Men at du får det ubehageligt over at stå blandt stive mennesker, der hopper lidt nord for Svendborg … det kan vi simpelthen ikke tage ansvar for i HUGORM.”

En kæmpe buhekoncert 

Da HUGORM optrådte på netop Heartland – den kreative klasses festival ved Egeskov Slot på Midtfyn – lagde han ud med drilsk at råbe: ”Hva’ sååeh, Københaaavn!?”
Til Grøn Koncert i Aarhus præsenterer han bandet ved at sige: ”Vi er HUGORM. Eller som vi kalder os den her sommer: Larven fra helvede!”
Hen over den næste times tid får HUGORM gang i den helt store fest med deres energiske elektropopnumre. Imellem sangene vil Simon Kvamm bl.a. vide, hvor folk kommer fra: ”Er der nogen fra Randers?” Det udløser en del buh-råb. Horsens? Djursland? Herning? 
”Det har udviklet sig til en kæmpe buhekoncert. Det er trængte tider for den danske sammenhængskraft,” konstaterer han, inden dagens største jubelråb kommer, da han spørger, hvor mange der så er fra Aarhus. 
”Jeg vil gerne være den første til at ønske jer tillykke med mesterskabet,” siger han, inden han teatralsk og overdrevet råber: ”Men nu er vi kraftedeme da også ved at have hørt nok om det!”
Det hele slutter med den store festivalbasker ’HUGORM on Fire’, et remix af 90’er-dancehittet ’Freed from Desire’. I HUGORMs version skal publikum syngende besvare forskellige spørgsmål: 
”Hvad tænker I om HUGORM?” ”Hold kæft, hvor er det godt!”
”Hvad tænker I om at drikke bajere?” ”Hold kæft, hvor er det godt!”
Undervejs bliver det vendt på hovedet.
”Hvad tænker I om Temu?” ”Hold kæft, hvor er det træls!”
”Hvad tænker I om Trump?” ”Hold kæft, hvor er det træls!”
”Hvad tænker I om FC Midtjylland?” ”Hold kæft, hvor er det træls!”
”Hvad tænker I om at stå op?” ”Hold kæft, hvor er det træls!”
”Det forstår jeg godt. Så sæt jer lige ned alle sammen,” siger han og får det meste af festivalpladsen til at sætte sig på hug, inden omkvædet kommer, og alle springer op og går fuldstændig amok.

Du må gerne se pissesur ud 

Klokken kvart over fem vader Simon Kvamm og de andre tilbage hen over den hjulsporspløjede plæne og ind i backstageområdet, hvor andre bands råber lykønskninger til dem.
”Den var god,” konstaterer han selv, da de har indfundet sig ved deres egen trailer, inden Peter Sommer stemmer i: ”Ja, den sad fandeme godt.”
Et par flasker champagne bliver poppet, og de boblende glas går rundt, mens de lægger håndklæder om deres svedglinsende hoveder.
En dreng omkring otteårsalderen får lov til at komme hen og få taget et billede.
”Du må gerne prøve at se lidt glad ud,” siger drengens mor til drengen, inden Simon Kvamm afbryder: ”Prøv og hør, hvis der er noget, jeg er træt af at få at vide, så er det, at jeg skal se gladere ud. Du må gerne se pissesur ud.”
Så står de begge to og skumler på billedet.
”Er der ved at være afpisningsstemning?” spørger Peter Sommer en times tid senere. Og foreslår så, at de når et smut forbi Marselisborg Strand.
På hjemturen er stemningen munter. Igen går snakken på tourlivet, men der sker også, hvad der er sket flere gange i løbet af dagen: Simon Kvamm forsvinder ligesom ind i sig selv. Ikke mere end et par minutter ad gangen, men med et så intenst indadvendt blik, at man uundgåeligt tænker: Hvad brygger han nu på?
Men så begynder en højstemt Peter Sommer at 
synge en hjemmestrikket version af Madness’ ’Our House’. 
”Aarhus!” skråler han, inden Simon Kvamm vender blikket ud igen og stemmer i: ”Du så mega fucking street! Aarhus!” 
Så lander tourbussen ved hotellet, og de går grinende ud.