Derfor skal bønnerne lægges i blød
Læg bønner i blød - længe
Læg altid tørrede bønner i blød i 10-12 timer, kassér udblødningsvandet, og kog bønnerne grundigt i frisk vand for at uskadeliggøre bønnernes indhold af lektiner. Lektiner kan resultere i opkast, kolikagtige mavesmerter, diarré og kredsløbsforstyrrelser.
1 dl bønner sættes i blød med 3 dl vand. Spis heller ikke haricot verts og andre grønne bønner rå. De indeholder små mængder lektiner og skal koges 5-10 minutter, før de spises.
Bønner, der ikke må spires:
Ikke alle bønner egner sig til spiring, da de har et højt indhold af lektiner, som giver diarré og opkastning, eller fordi de som butter beans kan udvikle giftig blåsyre under spiring. Bønner der ikke må spire er:
- Sorte bønner
- Hvide bønner
- Pintobønner
- Butter beans
- Kidneybønner
- Pralbønner
- Hestebønner
- Brune bønner
Bønner eller bælgfrugter, der egner sig til spiring:
Selvom det er en lang liste ovenfor, findes der bønner, som godt må spires. Skyl bønnerne godt før spiringen, brug et helt rent glas og andet udstyr og skyl spirerne, før du spiser dem. Følgende bønner kan du spire:
- Mungbønner
- Azukibønner
- Kikærter
- Linser
- Sojabønner
Sådan skal bønner opbevares:
Bønner skal opbevares tørt og mørkt, f.eks. i en tætsluttende beholder eller pose i dit køkkenskab. Opbevar aldrig bønner, linser og ærter i direkte sollys. Efter kogning og tilberedning kan bønner på køl holde sig i cirka fire dage, og de kan fryses.
Kilde: Fødevarestyrelsen