Samvirke lader det komme an på en prøve, om en mennesketand vil få syreskader, huller, misfarvninger eller måske endda blive fuldstændig opløst af flere dages eller ugers bad i den ellers uskyldigt udseende læskedrik. Sådan gjorde vi: Valget faldt naturligvis på den helt almindelige Coca Cola, danskernes foretrukne søde drik, der samtidig er den sureste på markedet. Vi skaffede en kindtand, der venligst blev doneret af Skolen for klinikassistenter og tandplejere i København. Vi lagde tanden i syrebadet – og så var det bare at vente og se. Dagbogen starter her.
Dag 6:
Det må være tid til en grundig tandbørstning. De bruger Zendium Sensitive med masser af slibemiddel og fluor. Tandbørsten og vandet, der løber fra mig, farver vasken brun
Dag 6:
Anstrengelserne med børsten gør, at man igen kan se lidt af min hvide emalje – eller det der er tilbage af emaljen efter seks dage i næsten konstant syrebad. Mine skader er blevet værre, og roden ser ud til at være kronisk indfarvet med cola
Dag 9:
Engang var jeg hvid, men den mørke farve er for alvor ved at trænge ind i min kalk.
Dag 10:
Forestil jer de smerter, mine huller nu ville give anledning til, hvis jeg sad i munden. Hvis et hul ikke laves, fortsætter det ned mod nerven inde i tanden, og ender med en alvorlig infektion.
Dag 11:
De voldsomme smerter, der kommer af en infektion, kan kun afhjælpes ved en rodbehandling. Hvis ikke nogen gør noget, kan huller som dem, jeg har nu, resultere i en væmmelig tandbyld.
Dag 12:
Der skal nok stærkere midler til, men der gøres klar til en simpel tandbørstning.
Dag 12:
Jeg føler mig langt fra godt tilpas med mine synlige dybe huller og mørkebrune, dybe furer i tyggefladen. Alligevel føler jeg mig lidt mere som tand igen.
Dag 13:
Gårsdagens tandbørstning er glemt. Endnu engang udsættes mine flader for angreb fra sukker og syre. Sukkeret fodrer de bakterier, der har sat sig fast i mine furer, og bakteriernes sure affaldsstoffer æder hullerne større.
4 Uger
Selv efter 4 uger er jeg ikke på vej til at forsvinde. Hvis jeg skal helt væk, skal der nok stærkere syre til. Men en måned i colabadet har ikke pyntet på mit udseende. Bare for at nævne et par ting er jeg permanent misfarvet og har store huller.