Blomsterhack: Få blomsterne fra supermarkedet til at ligne en buket fra blomsterhandleren
Det er væsentlig billigere at købe afskårne blomster fra supermarkedet end at købe en blomsterbuket hos en blomsterhandler. Og har du en smule blomstersnilde og kender et par tricks til blomsterbinding, kan du selv fremtrylle en smuk buket af de afskårne blomster. Du får endda mulighed for at vælge sammensætningen af blomster helt selv og kan sætte dit personlige præg på buketten.
Start med at vælge vasen
Det kan virke lidt omvendt, men det er en god idé at starte med at vælge, hvilken vase din blomsterbuket skal stå i, inden du går i gang med selve blomsterne. Ved at vælge vasen først ved du præcis, hvor mange blomster du skal bruge, og hvor lange stilkene skal være.
Er vasen for stor?
Vil du gerne bruge den store vase, men har ikke helt blomster nok til at fylde den ud, kan du placere blomsterne i en mindre vase eller et højt glas, som herefter placeres nede i den store vase.
Er stilkene på dine blomster for korte, kan du lægge en større sten i bunden af vasen, som skubber blomsterne længere op.
Trickene virker naturligvis kun, hvis den store vase ikke er gennemsigtig.
Bestem udtrykket og find grønt fyld
Når du har valgt vasen, skal du overveje, hvilket udtryk din buket skal have. Skal buketten være rustik og vild, eller skal den have et mere harmonisk og ensartet look?
I begge tilfælde giver det ofte det bedste resultat, hvis du fylder buketten med noget grønt fra naturen. Det er naturligvis nemmest at finde i sommerhalvåret, hvor alting blomstrer, og det grønne bugner. Men du kan også finde stedsegrønt og blomstrende planter i vinterhalvåret.
Ønsker du en buket, der er mere vild i sit udtryk, kan du næsten ikke gå galt i byen. Her må der gerne være forskellige blomster og grønt i forskellige længder. Du kan dog også vælge at gå efter én farvenuance, som kan skabe ro i en vild buket.
Ønsker du et mere stramt udtryk i din buket, er det en god idé at vælge både blomster og grønt, der matcher hinanden, og som kan klippes i nogenlunde samme længde. Blomsterhovederne må dog gerne være i forskellige størrelser.
Gør blomsterne klar
Skær nu alle stilke på både blomster og grønt til i bunden med et snit på cirka 45 grader – så har blomsterne det bedste udgangspunkt for at suge så meget vand som muligt.
Fjern derudover de nederste blade, som vil komme i kontakt med vandet i vasen. Hvis bladene står i vand, dannes der bakterier i vandet, som forkorter bukettens holdbarhed.
Arranger blomsterne på skrå
Hvad enten du vælger et vildt eller harmonisk udtryk til din blomsterbuket, er princippet for, hvordan du binder din buket, det samme.
Start med at arrangere blomsterne, som du gerne vil have dem. Det kan du gøre i en stor vase eller i din ’dårlige’ hånd.
Læg blomsterne på skrå af hinanden i vasen eller hånden, så de får en svag hældning – så falder de flottere i vasen. De yderste blomster må gerne stikke hovedet lige ud over vasens kant hele vejen rundt, mens resten bygges op derfra.
Skal din buket have et harmonisk og ensartet udtryk, skal du bygge buketten op i en rundet form. Er du ude efter et mere vildt og naturligt udtryk, må stænglerne gerne stikke ud i forskellige længder.
Bind til slut buketten med en egnet snor, f.eks. bast, jute eller blomstertråd. Skal buketten gives væk, kan du vikle fugtet køkkenrulle om stilkene og komme i en lille plastikpose, f.eks. en frysepose, og afslutte med en elastik, som holder posen på plads. Pak dernæst blomsterne ind i blomsterpapir eller lignende indpakningspapir.
Få buketten til at holde længe
Har du skåret blomsterstilkene til og fjernet de nederste blade, har du allerede gjort forarbejdet for at få blomsterbuketten til at holde længe.
Vi har samlet yderligere 5 tips, der forlænger blomsterbukettens holdbarhed. Få dem her.
Kilder: Bolig.dk, Plantorama, Boligmagasinet, Isabellas og Haveglad.dk