Bananer er indkøbskurvens kæmpehit
Vi elsker bananer!
Danskerne er glade for økologisk frugt, og bananerne er ingen undtagelse. I 2015 var næsten hver fjerde banan, danskerne købte i et supermarked, økologisk, men for fire år siden steg salget af øko-bananer med raketfart, og næsten 80 % af alle bananer, der blev spist i Danmark, havde et lille øko-mærke. Den store stigning skyldtes, at de danske supermarkedskæder smed de konventionelle bananer på porten. Coop var de første til at sige farvel, og i de første måneder af 2020 fulgte konkurrenterne med. Sprøjtemidlet chlorpyrifos var årsagen, for det er mistænkt for blandt andet at skade børns hjerner, og EU forbød derfor brugen af stoffet.
Nu bliver bananer ikke dyrket i EU, og selvom EU ikke forbød brugen af sprøjtemidlet i frugt og grønt, der kom fra lande uden for EU, satte myndighederne nye, strikse krav til, hvor lidt der kunne accepteres i varerne. Men Coop gik skridtet videre og forbød helt de konventionelle bananer, fordi Coop har et forsigtighedsprincip, når det gælder farlige stoffer. Det fortæller Thomas Roland, chef for vareansvarlighed i Coop.
”Chlorpyrifos kædes sammen med bl.a. AHDH, autisme og lav IQ hos børn, der er født af kvinder, der arbejdede med sprøjtemidlet under graviditeten. For fire år siden ville de store bananproducenter ikke afstå fra at bruge chlorpyrifos, og derfor besluttede vi os for at udfase de konventionelle bananer.”
Chlorpyrifos er hos nogle avlere af konventionelle bananer erstattet med andre sprøjtemidler. Samtidig overfladebehandles mange konventionelle bananer, og selvom de nye sprøjtemidler formentlig er mindre farlige end chlorpyrifos, får det ikke Coop til at ændre beslutning, fortæller Thomas Roland.
”Bananer er en rigtig madpakkefavorit og suverænt den frugt, vi sælger allerflest af. Det er typisk også en frugt, som små børn spiser, og derfor mener vi, at der er grund til at fastholde kun at sælge økologiske bananer.”
Coop har en liste med 70 pesticider, som er forbudt i varer i Coops supermarkeder. Samtidig har kæden en regel om, at der kun må være rester af fem aktivstoffer, hvilket nemt kan blive udfordret af konventionelle bananer, hvor der bruges mange sprøjtemidler i produktionen. Ud fra et forsigtighedsprincip har Coop også halveret grænseværdierne i forhold til loven. Alle tre krav er dermed striksere end lovgivningen.
Minder os om mor
Bananen er nem at skrælle, indeholder meget frugtsukker og giver et hurtigt energiboost, men det er ikke de eneste grunde til, at bananen er populær.
Den søde smag pirrer nemlig vores infantile smagsløg og minder om modermælk. At spise bananer kan derfor også give en ubevidst følelse af omsorg.
Kilde: Ernæringsekspert Marie Steenberger