Babymad opskrifter: 3 opskrifter på velsmagende babymad, som også voksne vil elske

Mangler du også nogle gange (eller hele tiden) inspiration til, hvad du skal servere for din baby? Her er 3 spændende opskrifter fra bogen Babymad af ernæringsrådgiver Kirsten Mikkelsen Ravnbøl i samarbejde med Aarstiderne.

1. Ratatouille

En fransk klassiker – og en sød tegnefilm. Ratatouille er især en nydelse i sensommeren med friske solmodne tomater. En herlig familieret som baby også kan spise med af allerede fra 4 måneder.

Skål med ratatouille på et bord med grøntsager

Denne opskrift på ratatouille serveres sammen med kartoffelmos eller couscous. Fra baby er 6 måneder kan du også servere retten til pasta, kød og fisk.

Du skal bruge:

  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille rød peberfrugt
  • ½ squash
  • 225 g cherrytomater
  • 7-8 store blade basilikum
  • 2 spsk olivenolie

Fremgangsmåde:

Pil og skær løg og hvidløg i tern. Skyl og rens de øvrige grøntsager. Skær peberfrugt, squash og cherrytomater i mindre stykker. Hak basilikum fint.

Varm olien op i en gryde og tilsæt løget. Lad det simre ved svag varme i cirka 5-8 minutter til det er blødt og glasklart. Tilsæt hvidløg, peberfrugt og squash og lad det simre i cirka 5 minutter. Tilsæt tomater. Lad retten simre under låg i cirka 30 minutter ved meget svag varme. Kig til det undervejs og kom eventuelt en lille smule vand ved, hvis retten koger tør. Tilsæt basilikum og kog i yderligere 5 minutter. Når det hele er mørt, blendes retten til en grov konsistens, hvor grøntsagerne er nogenlunde ens og små i størrelsen.

Server ratatouillen sammen med kartoffelmos eller couscous samt 1 tsk fedtstof. Fra 6 måneder kan du også servere ratatouillen til pasta, kartofler, fisk og kød. Husk da også 1 tsk fedtstof til dit barns portion.

Tip:

Ratatouillen kan også tilsættes ¼ aubergine i små tern, som steges med sammen med løgene. Kan du ikke få cherrytomater, kan du bruge samme mængde almindelige tomater, eller hakkede tomater fra glas eller karton. Du kan også udskifte basilikum med en rosmarinkvist. Tilsæt den i starten sammen med hvidløget og tag den op, inden du blender ratatouillen.

2. Simreret i ovn med gris

Der spreder sig en fantastisk duft i hjemmet, når denne efterårsret simrer i ovnen. En rigtig god ret til hele familien lige fra baby er 6 måneder. Giv for eksempel retten sammen med æble-pæremos. Det smager godt til, og lokker de mange rodfrugter indenbords. Til voksne kan mosen tilsættes frisk peberrod. Du kan også servere marinerede rødbeder til. De kan tilberedes samtidig med retten.

Simreret med gris og kål i to tallerkener på et bord med grøntsager

Simreretten kan serveres, fra baby er 6 måneder gammel, og kan også moses med en gaffel eller et piskeris, hvis dit barn endnu ikke tygger.

Du skal bruge:

  • 300 g bagekartofler
  • 1 gulerod
  • 1 pastinak
  • 1 æble
  • 200 g kålrabi
  • 5 blommecherrytomater
  • 150 g nakkefilet
  • 100 g spidskål
  • 2 tsk smør
  • 2 spsk olivenolie
  • 5 timianstilke
  • 1-2 dl vand

Fremgangsmåde: 

Tænd oven på 150°.

Skræl bagekartofler, gulerod, pastinak, æble og kålrabi og skær i mindre stykker. Skyl og hak tomaterne i helt små tern.

Skær nakkefileten ud i små tern på 1 x 1 cm.

Snit spidskålen i mindre stykker og skyld i en sigte. Gem spidskålen til retten er næsten færdig.

Opvarm smør og olie i en stegegryde som kan gå i ovnen, og steg kartofler, gulerod, pastinak, æble og kålrabi ved lav varm i et par minutter, uden at det tager farve. Kom kød, tomater, vand og timianstilke i gryden. Kog op under låg. Sæt herefter gryden i den varme ovn. Steg retten i cirka 2 timer til kødet er helt mørt og falder fra hinanden. Rør jævnligt undervejs i gryden og tilsæt eventuelt lidt vand, hvis retten koger tør. 15 minutter før retten er færdig, fjernes timianstilkene og den snittede spidskål vendes i. Bag retten i yderligere 15 minutter.

Afhængig af dit barns alder og tyggeevner moses gryderetten med en gaffel eller piskeris. Kødet skæres ud i helt små tern. Til de allermindste tages kødet op og blendes for sig selv og grøntsagerne moses med gaffel eller pureres igennem en sigte.

Der skal ikke tilsættes ekstra fedtstof til babys portion.

Tip:

I stedet for kålrabi kan du bruge glaskål, hvidkål eller spidskål.

Retten kan med fordel bruges som pålæg på rugbrød med mayonnaise, syltede rødbeder og mild agurkesalat .

Ovnretten er velegnet til frysning.

3. Filoruller med torsk

Du kan næsten pakke hvad som helst ind i filodej og få et godt resultat. Har du derfor rester i overskud af kødsovs, multigrønsagsret eller friske frugter, er der hurtigt et sjovt mellemmåltid til din baby, som selv kan bide af sin mad. En af de virkelig gode ruller er denne med torsk, spinat og lidt feta. Dem vil hele familien holde af, så lav rigeligt nu du er i gang.

Filoruller på et fad ved siden af forårsløg og spinat

Filodej er en genial måde at pakke grøntsager, fisk og kød ind på, som gør det nemt at spise, så snart baby selv kan holde maden og tygge.

Du skal bruge:

  • 1 pakke filodej
  • 2 forårsløg
  • 80 g babyspinat
  • 225 g torskefilet
  • 50 g salatost/græsk feta
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk fintrevet citronskal
  • Eventuet lidt chili

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200°.

Bruger du frossen filodej, optø den da først, som bekrevet på pakken. Skyl forårsløg og spinat grundigt og snit det fint. Skær torskefileten i små stykker. Smuldr fetaosten. Varm olien, og svits presset hvidløg og forårsløg et par minutter. Tilsæt spinat, og steg, til det er faldet sammen. Sluk for panden, afkøl lidt og tilsæt fisk, fetaost, revet citronskal samt lidt peber og evt. chili.  Rør det hele sammen. Del filodejen op i stykker på cirka 10 cm x 15 cm. Pensl kanterne med olivenolie. Fordel 1 spiseskefuld fyld i en tynd stribe på den ene ende af dejen. Rul dejen stramt om fyldet til en tynd rulle. Læg rullen på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl rullerne med olie og bag dem i cirka 15 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Spis filorullerne sammen med kogte kartofler og en god dip, som du kan finde opskrifter på i Babymad-bogen.

Tip:

Rullerne indeholder spinat, som er sundt og nærende, men som også er en nitratrig grøntsag. Du kan læse mere om de nitratrige grøntsager og om, hvor meget baby må spise af dem i bogen Babymad. Du kan også udskifte spinaten med spidskål, som ikke indeholder nitrat.

Alternativt kan du læse mere i denne Samvirke-artikel om, hvad babyer må spise.

 

Babymad opskriftbog

Kirsten Mikkelsens Ravnbøl og Aarstidernes bog kan blandt andet købes på Coop.shopping.dk.

Læs mere om