Anne laver mad som for 100 år siden: »Intet gik til spilde dengang«

Anne Riemer, 75 år, cand.mag., pensionist, frivillig i køkkenlauget på Frilandsmuseet på 10. år

Hvad er din forudsætninger for at lave mad fra starten af 1900-tallet?

Jeg er gammel, husmor og efterkrigsbarn og kan huske sukker- og kaffemærkerne. Sparsommeligheden fortsatte længe efter krigen, for der var jo stadig rationering op i 50'erne. Jeg er vokset op med den tankegang. Men vi har også 3 folkeskoleelever, 1 gymnasieelev og et par studerende i lauget, så vi er aldersmæssigt spredt bredt ud.

Hvorfor er det vigtigt at formidle gammel kogekunst?

I gamle dages husholdninger, sørgede man for, at ingenting gik til spilde. Der var en høj grad af sparsommelighed, og i dag siger vi ‘stop madspild’ - men altså, man spildte jo ikke mad dengang, hvis man på nogen måde kunne undgå det. I virkeligheden falder det jo meget godt i hak med den tid og holdning, man har nu.

At lave mad i fællesskab og formidle fortællingen om metoder og traditioner til gæsterne er også vigtigt. Selvom vi jo nærmest står op en hel dag, og der skal hentes brænde, og gryderne ikke er så lette, er det altid noget, vi ser frem til.

Hvilke retter laver I?

Vi sylter, fermenterer, tørrer, henkoger og salter meget. De gamle konserveringsmetoder. Man gjorde jo, hvad man kunne for at bevare tingene. Vi havde f.eks. en periode, hvor vi satte rarbarbarstilke i et højt glas med kogt vand. Så kunne de stå der i lang tid uden for køl.

De gamle grødopskrifter vækker mange minder hos folk, både gode og dårlige. Nogle har sikkert fået det for meget og haft grøddag mindst én dag om ugen.

Hvad overrasker jeres publikum?

Bemærkningen 'har I lavet det der?' hører vi tit om vores mad, når folk ser køkkenet. Og at man for eksempel kan leve uden at vide, hvor varm ovnen er, kommer bag på mange. Det eneste, man kan gøre, er at smide lidt vand ind og se, om det fordamper. Men samtidig kan brændekomfuret jo enormt mange ting. Nogle steder er det varmere end andre, og der er en beholder til varmt vand, så man udnytter spildvarmen. Især mænd er fascinerede af, at man har tænkt så godt dengang. Det betyder jo også, at når museumsgæsterne spørger, hvornår kagen er færdig, så ved vi det ikke. Den er færdig, når den er færdig.