Redaktionen anbefaler






Begræns udendørsaktiviteter og lad andre om græsslåning og vende komposten.
Pollen kan faktisk kun undgås i hjemmet, hvis du bor alene, bliver indendørs altid og ikke åbner døre og vinduer. Det fortæller rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark, Betina Hjort.
Det er hverken rart eller realistisk, men du kan følge er en række råd, som kan lette din dagligdag med pollenallergi.
Ifølge Betina Hjort behøver de fleste allergikere ikke lave større indgreb på deres hjem. Hvis du søger for et godt indeklima ved god udluftning og en grundig ugentlig rengøring, kan du holde generne på et minimum. Husk blot at undgå udluftning midt på dagen, hvor der er flest pollen i luften.
Men er du hårdt ramt af pollenallergi, kan dit liv blive bedre, hvis du gør noget ekstra for at pollensikre dit hjem, så du undgår at pollen kommer ind.
Der er tre almindelige måder, pollen kommer ind i huset på:
- I tøj og hår, når I kommer ind udefra.
- Gennem husets utætheder, ventilationssprækker og friskluftsventiler.
- Gennem vinduerne, når du lufter ud.
"Det er umuligt at undgå at få pollen ind, når hoveddøren åbnes. Det sidder også i tøj og hår, når du og din familie kommer ind, så tag et bad inden du går i seng, så du ikke får pollen i sengen," anbefaler Betina Hjort.
Hvis du i forvejen har et rimeligt tæt hus med et mekanisk ventilationssystem, kan du undersøge, om din ventilation kan udstyres med et pollenfilter. På den måde vil du kunne opnår den bedste sikring for pollen.
"Hvis du bruger dit ventilationssystem til at mindske pollen i hjemmet, er det en god idé at vedligeholde systemet optimalt og skifte filtre som angivet, for at det skal afhjælpe allergien," siger Betina Hjort.
Hvis du synes, det er en begrænsning at skulle holde døre og vinduer lukket, når vejret er dejligt, er der hjælp at hente. Pollennet for vinduerne begrænser mængden af pollen fra de åbne vinduer, og du kan få frisk luft i huset, selvom du har høfeber.
Pollennet er langt den billigste og nemmeste løsning til at mindske pollen i hjemmet. De er lavet, så du selv kan sætte dem op, og de kan fås i mange byggemarkeder eller på internettet.
"Tænk over i hvilke rum, du gerne vil have frisk luft midt på dagen. Selvom det er oplagt at tænke på frisk luft i soveværelset om natten, så er det faktisk ikke den værste kilde, da pollenniveauet er meget lavt om natten," forklarer Betina Hjort.
En sidegevinst ved net for vinduerne er, at de også holder insekter ude. Til gengæld kan de tage en del af lyset.
Kilder: Bolius og Astma-Allergi Danmark, Rådgivningschef Betina Hjort, Astma-Allergi Danmark
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10