9 symptomer på prostatakræft, du bør holde øje med
1. Blod i urinen
Når du kigger ned i wc-kummen og konstaterer, at urinen er rød, selvom du ikke har spist rødbeder, kommer farven af blod. Det er altid et symptom, der skal undersøges hos en læge.
2. Blod i sæden
Blod i sæden kan godt forekomme, uden at der er noget alarmerende i vejen. Men omvendt kan blod i sæden også være et symptom på prostatakræft.
3. Aftagende eller manglende sædmængde
Sædmængden kan aftage med alderen, men hvis mængden pludseligt bliver mindre, bør man få det undersøgt.
4. Blærebetændelse
Mænd har et meget længere urinrør end kvinder, så blærebetændelse opstår sjældnere hos mænd. Ofte er blærebetændelse hos mænd et udtryk for, at der er noget i vejen. Derfor skal det undersøges af en læge.
5. Vedvarende smerter
Smerter omkring endetarmen, prostata og penis kan også være et symptom. Når det handler om kræft, oplever man tit smerter, der bliver værre, og som ikke kan forklares. Smerter i området omkring prostata kan også skyldes betændelse eller noget helt tredje, så få det tjekket hos lægen.
6. Rejsningsbesvær
Rejsningsbesvær er ikke et usædvanligt problem, når man har rundet 50 år. Men det kan også være et symptom på kræft i prostata. Særligt hvis det opstår over kort tid.
7. Slap stråle og natlig vandladning
Igen værd at holde øje med. Oftest er en slap stråle samt hyppig og natlig vandladning dog blot et symptom på en godartet forstørrelse af prostata, som de fleste mænd oplever, når de runder 50-60 år. Hvis det udvikler sig over kort tid, eller hvis det bliver udtalt, bør du dog gå til lægen.
8. Besvær med at komme i gang med at tisse
Det er helt normalt, at det kan være svært at komme i gang med at tisse, når prostata bliver større. Men som i tilfældet med flere af de andre potentielle symptomer på prostatakræft er det en god idé at være opmærksom på.
9. Ukontrollerbar vandladningstrang
En kraftig vandladningstrang vil sige, at man skal på toilettet ofte og med kort frist. Det er også et typisk symptom på godartet forstørrelse af prostata, men i få tilfælde kan det skyldes kræft i prostata.
Forstørret prostata er ikke kræft
Prostata eller blærehalskirtlen, der ligger under blæren, bliver større med alderen. Det er helt naturligt, forklarer Morten Høyer, professor ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitet. Symptomerne på en godartet forstørrelse af prostata kan ligne symptomerne på prostatakræft.
Som oftest er der ingen risiko ved symptomerne, men hvis du er under 70 år og oplever et eller flere af ovenstående problemer, kan det være en god idé at tage en snak med din læge. Er du over 70 år gammel, vil lægerne i de fleste tilfælde skønne, at fordelene ved behandling ikke opvejer bivirkingningerne og ulemperne. Det er desuden værd at bemærke, at de fleste, der får konstateret prostatakræft, har få eller ingen symptomer.
Prostatakræft kan ligge i generne
Man skal ikke lade sig undersøge, fordi en i omgangskredsen har fået konstateret prostatakræft, men det kan være en god idé at gå til lægen, hvis flere slægtninge har fået konstateret sygdommen.
Din læge kan tage en blodprøve, der kan give indikationer på sygdommen. I 30-50% af alle tilfælde er prostatakræft ikke livstruende. Der kan være mange bivirkninger ved behandlingen, og derfor vil lægerne i hvert enkelt tilfælde nøje afveje, om risikoen for alvorlige bivirkninger vil være større end muligheden for helbredelse.