8 ting du ikke bør gøre på cykelstien

Glemmer du at se dig over skulderen, når du overhaler, eller hiver du telefonen op af lommen, når du holder i et lyskryds? Så spreder du måske dårlig karma på cykelstien. Samvirke har samlet en liste på 8 ting, der er gode at have in mente, når du bevæger dig ud på cykelstien på din jernhest.

Du gør klogt i at udvise god cykelstil, hvis du vil holde dig på god fod med dine medcyklister.

Hvis du vil have en god og gnidningsfri cykeltur, kommer her en liste med 8 ting, du ikke bør gøre, når du cykler i trafikken.

Lyskrydsoverhaling ved rødt lys

Er du den lidt lade cykeltype, som triller stille og roligt derudad, så lad være med at køre op foran alle de andre cyklister, når I skal holde for rødt i et lyskryds. Især hvis cyklisterne foran allerede har overhalet dig én gang. Det er dårlig stil, for så skal de andre cyklister bare bruge energi på at overhale dig endnu en gang.

Kørsel side om side

Det er måske hyggeligt at køre 2 og 2 og hyggesludre ved siden af hinanden, og det er da også o.k., når der ikke er andre på cykelstien. Men når cykelstien er fyldt, så hold jer bag ved hinanden, så I ikke generer andre cyklister, der gerne vil overhale.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fløjte eller råbe

Hvis du har en ringeklokke, så brug den i stedet for at fløjte eller råbe. Har du ikke en ringeklokke, så burde du måske overveje at anskaffe én – det er nemlig lovpligtigt at have en klokke på cyklen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kørsel i venstre side

Hold dig altid i højre side af cykelstien, hvis du ikke er i gang med at overhale. Denne regel gælder især, hvis du kører på en ladcykel eller andet stort cykelkøretøj. Kommer der en cyklist bagfra, som gerne vil overhale, er det irriterende, at du cykler til venstre eller midt på cykelstien – eller ligefrem slingrer fra side til side.

Overhaling uden orientering

Orienter dig bagud, før du overhaler. Der kunne jo komme en anden cyklist susende.

Kører ikke ved grønt lys

Det er ikke god stil at holde stille ved et lyskryds, når lyset skifter til grønt, fordi du lige skal svare på en sms eller skifte nummer på Spotify. Kør, når det bliver grønt, så du ikke stopper hele trafikken. Generelt gælder det om at følge flowet.

Ligge på hjul

Kør ikke helt oppe i bagenden på cyklisten foran dig (medmindre det er myldretid på cykelstien, og der ikke er andre muligheder). Det kan være ubehageligt for den forankørende og er potentielt farligt, hvis cyklisten foran pludselig er nødt til at bremse.

Kommer ikke af vejen

Stopper du helt op på cykelstien, så forlad den hurtigt, så du ikke er i vejen for de andre cyklister. ​

Du kan læse de officielle love og regler for cyklister på Cyklistforbundets hjemmeside.

Læs mere om