6 gode råd til at købe og spise fisk bæredygtigt

Bæredygtighed inden for fiskeri og fiskeopdræt er en kompliceret størrelse. Her får du en håndfuld gode råd til at vælge og forbruge fisk bæredygtigt til gavn for både miljø og klima

Danskerne vælger rigtig ofte laks, når der skal fisk på bordet. Men vi bør i højere grad få øjnene op for nogle af de mange andre gode spisefisk, hvis vi vil ændre vores forbrug i en mere bæredygtig retning. 

Inden - eller efter - du læser rådene i denne artikel, kan du med fordel læse vores artikel "Er fisken bæredygtig? Disse forhold skal du være opmærksom på" og blive endnu bedre klædt på. 

1) Gå efter mærkningsordningerne

Du er godt hjulpet, hvis du kigger efter MSC og Naturskånsom, når du køber vildtfanget fisk, og ASC og økologi, når du køber opdrættede fisk. Mængden af fisk, der er mærket med Naturskånsom, er indtil videre meget begrænset, så typisk vil det være MSC, der er tilgængeligt, men spørg aktivt efter Naturskånsom, hvis du gerne vil have mere af det på markedet. Mærkningsordningerne lægger et bundniveau, der typisk er højere end lovens krav. Det giver dig en vis sikkerhed for, at der er taget mere højde for problematiske forhold forbundet med produktionen.

Ikke alt uden mærke er dårligt

Du vil kunne finde arter – f.eks. hornfisk – som typisk ikke er mærkede, selvom de kan anses som et bæredygtigt valg. En grund kan f.eks. være, at der ikke fiskes meget efter arten (selvom bestanden har det godt), og at der derfor ikke er en veludviklet forvaltning omkring den. Og en veludviklet forvaltning er en forudsætning for at få f.eks. MSC-mærket. På samme måde kan der være fiskere, som fisker bæredygtigt, men som af forskellige årsager ikke kan eller vil lade sine fangster mærke.

2) Læs på pakken, hvordan fisken er fanget 

På pakken vil det ofte fremgå, hvilket redskab fisken er fanget med. Hvis du gerne vil undgå bundtrawl, kan du vælge fisk fanget med et andet redskab, f.eks. garn eller snurrevod. Fisk mærket med Naturskånsom stammer ikke fra fiskeri med bundtrawl.

3) Besøg WWF’s fiskeguide 

Vil du skridtet videre og virkeligt dykke ned i den miljømæssige bæredygtighed, så kan du besøge WWF’s fiskeguide. Den opdateres løbende, og du kan læse mere om en række forskellige arter både fra opdræt og fiskeri. Guiden er bygget op omkring et trafiklyssystem med farverne rød, gul, grøn. Du kan endvidere se, om arten fås med et af de 4 udbredte mærker.    

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4) Spis fisk, du ikke er vant til

Udfordr dine smagsløg og prøv noget andet end laks, torsk og rødspætte, som vi typisk spiser i Danmark. Prøv f.eks. skrubbe, hornfisk eller blæksprutte. Lærer vi at spise flere arter af fisk og skaldyr – ikke mindst dem i danske farvande – så giver det bedre mulighed for at skabe et afbalanceret fødevaresystem.

Eksempler på fisk, du med fordel kan efterspørge

  • Mørksej - f.eks. som et alternativ til torsk
  • Skrubbe - f.eks. som alternativ til rødspætte
  • Hornfisk - en udpræget sæsonfisk, der som ekstra service har grønne og nemt synlige ben
  • Blæksprutte - findes i stigende mængder i danske farvande, men efterspørgslen er begrænset
  • Blåmuslinger - gerne opdrættede; blåmuslingen bidrager til at reducere næringsstofbelastningen i havet og er desuden velsmagende og klimavenlig

Eksempler på fisk, du kan overveje at skrue ned for

  • Torsk - bestanden er presset i mange af de farvande, som vi typisk får torsk fra; i Østersøen er EU’s kvoter fra 2021 til 2022 blevet beskåret med 88%
  • Ål - ålen har haft det svært i mange år, og helt nye videnskabelige vurderinger peger på, at den vilde bestand i Europa er på et kritisk lavt niveau. Opdræt af ål er baseret på fangst af vild yngel
  • Opdrættet laks - så der bliver plads på middagstallerknen til de mange velsmagende arter, der lever naturlige liv i danske farvande
  • Tun - en del arter overfiskes, og der er også problemer med bifangst af hajer og havfugle mv.

5) Spørg efter fisk i sæson

Din fiskehandler – eller muligvis den fiskeansvarlige i dit lokale supermarked – vil kunne hjælpe dig og give gode råd til at tilberede f.eks. hornfisken, som der er masser af i foråret og efteråret.   

6) Brug hele fisken 

Køber du en hel fisk, så brug så meget af den som muligt. Internettet kan give masser af inspiration. Torskehoved er en delikatesse; kødet i kæberne er noget af det fineste på torsken. Hvis det er for vildt, så kan du jo starte med at koge fiskefond på skroget og lave en god fiskesuppe. Hav in mente, at hvis du kun skal bruge fileterne, så giver det måske ikke mening at købe en hel fisk. Typisk bruger industrien resterne til fiskemel, dyrefoder eller lignende. Det er bedre, end at du smider resterne væk derhjemme.

Kilde: Lektor ved Centre for Blue Governance på Aalborg Universitet Troels Jacob Hegland og fiskeguiden.wwf.dk