Forældre

3 nybagte fædre fortæller, hvordan det føles at stå på sidelinjen, mens barnet kommer til verden

Mød fædrene Bjarke, Christian og Daniel, der fortæller om magtesløsheden, kontroltabet og overvældelsen ved at blive far – i bilen, på skærmen og ved kejsersnit.

Bjarke Baisner Laursen er 35 år og bor i Aarhus. Han er læge og forsanger i et Queen-tribute-band. Han blev far til Alva den 21. oktober 2019, mens han var på turné i USA. Bjarke var med via Facetime, da Alva blev født hjemme.
 

»Det var svært ikke at være til stede«

»Idet jeg går af scenen, ser jeg min telefon ringe. Det er Rikke, min kæreste, der ringer. Klokken er 3 om natten i Danmark, og jeg er på turné i USA med mit band. Hun siger: »Nu kommer vores pige. Jeg har haft veer i en halv time.«

Jeg bliver indlogeret på et hotelværelse i en lille by i Wisconsin. Jeg har stadig adrenalin i blodet efter at have spillet koncert. Når veerne kommer, sidder jeg og hujer og hepper. Det føles lidt mærkeligt at gøre det via en skærm. Men jo længere der går, jo mere giver det bare mening. Jeg spørger Rikke flere gange, hvordan det er – om hun kan høre mig? Hun har lukkede øjne og fortæller, at hun næsten føler, at jeg er der. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt som en forræder, der ikke er, hvor jeg bør være. På trods af, at vi har snakket det igennem – altså, at der er en risiko for, at jeg ikke når hjem til fødslen. Men da det kommer til stykket, ved jeg jo godt, hvor jeg helst vil være, så jeg sidder flere gange med tårer i øjnene og tænker, at bare det var mig, der var lige der.

På et tidspunkt siger jordemoderen, at nu er det nu. Det er helt syret. Nu kommer et af de vigtigste mennesker i mit liv, som jeg skal være sammen med i tusindvis af timer. Da Alva kommer ud, tager min kæreste hende op. Alva begynder at skrige med det samme, og jeg kan se vores lille pige. Hun er så fin. Nu har jeg fået mit guld. Nu er jeg faktisk nogens far, og Rikke er nogens mor. Vi har fået en lille datter. Det springer nærmest bare i luften inde i mit hoved.«

Christian er 34 år og bor i Sorø. Han er journalist på Samvirke og blev far til  Svea den 15. juli 2020, som blev født på passagersædet af en Fiat Panda.
 

»Jamen, hvis barnet er på vej ud, så bliver du nødt til at tage trusserne af«

»Vi kører mod Slagelse Sygehus. Jeg har lige ringet til jordemoderen og aftalt, at de står klar ved indgangen. Ved siden af mig sidder min kone Siri. Hun har lige flået solskærmen ned i et forsøg på at finde noget at holde fast i. Jeg knuger rattet  mellem hænderne og fokuserer, så godt jeg kan, på at få hende og mit kommende barn sikkert frem. »Jeg kan ikke holde igen. Nu kommer hun,« siger min kone, da vi nærmer os sygehuset. Jeg svarer: »Jamen, hvis barnet er på vej ud, så bliver du nødt til at tage trusserne af.« Vi er 100 meter fra indkørslen til parkeringspladsen, og i en akrobatisk bevægelse lykkes det hende at få trusserne af. Da jeg skal dreje til venstre ind på parkeringspladsen, kommer der en stor gul bus og 2 modkørende biler, som jeg må vente på. Inden jeg når at dreje, kigger jeg over på Siri og ser, at hovedet er kommet ud. »Nu kommer hun,« siger Siri. »Så må du selv tage imod,« svarer jeg, mens jeg kører bilen ind til siden, og op over kantstenen. Vi når knap nok at holde stille, før Siri har taget imod babyen. Jeg fatter ikke, hvordan det kan lade sig gøre med så lidt plads, men det lykkes Siri at hive barnet op på brystet. Nu skal jeg bare have fat i den jordemoder, tænker jeg. Jeg dytter og går ud af bilen, mens jeg råber »Hjælp, vi har en baby!«

2 jordemødre kommer løbende ned til os som frelsende engle. Vores baby giver heldigvis lyd med det samme. Jordemødrene konstaterer, at alt ser godt ud, og vi bliver bedt om at køre op foran indgangen. Her bliver Siri hjulpet over i en kørestol, og hun sidder bare og griner. Jeg ryster stadigvæk og er fuldstændig som gelé. Efter at jeg har parkeret, sidder jeg nogle sekunder alene i bilen med tårer i øjnene.«

Daniel Mautone er 31 år og bor i Lunderskov. Han er webudvikler og blev far til Isabel den 19. december 2019. Isabel kom til verden ved kejsersnit.

»Jeg har aldrig nogensinde prøvet at løfte noget, der føltes så tungt«

»Jeg sidder oppe ved min kærestes hoved bag ved et blåt forhæng. Jeg sidder og aer hende lidt, og vi snakker lidt for os selv, mens der bliver rigget til. Hen over forhænget kan jeg se lægens hoved. Og lige pludselig kan jeg se … lidt som hvis du står på en fodboldbane og skal strække din læg ud, så træder han et stort skridt tilbage – og så tænker jeg hold da kæft, nu river han hendes mave fra hinanden, men det er så Isabel, de får hevet ud af maven på min kæreste, og jordemoderen tager imod hende. Og så begynder tårerne bare at vælte frem hos os begge.

Jeg går over for at kigge til Isabel, som er pakket godt ind. Min kæreste ligger og råber: »Hvorfor siger hun ikke noget? Er der noget galt?« Så siger jordemoderen: »Der er ikke noget galt. Hun ligger og snorker.« Så Isabel ligger simpelthen og snorksover, men alt er nøjagtig, som det skal være. Hun kommer over til sin mor og siger hej, og så får jeg hende i armene og står med hende. Jeg kan huske, at jeg siger til min kæreste: »Hun er kommet. Nu er hun endelig kommet,« samtidig med at jeg står og hyler.

Efterfølgende skal vi hen til opvågningen, og min kæreste bliver spurgt, om hun vil have Isabel ned til sig. »Nej,« siger hun og kigger op på mig. »Han er så glad og stolt, lad ham endelig holde hende.« Så jeg går med hende i armene hen til opvågningen, og de der portører, de kan altså gå stærkt, så jordemoderen beder mig om at følge med. Men jeg tænkte bare: »Ja, det er muligt, jeg skal det. Jeg kommer, når jeg kommer, altså.« Jeg er så ræd for at falde, at jeg spænder i hele kroppen. Jeg går bare og tænker: »Åh nej, går hun i stykker?« Det er min største frygt. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at løfte noget, der føltes så tungt, til trods for at hun jo bare vejer lige knap 4 kilo. Men det er også det største, jeg nogensinde har oplevet. At gå med hende sådan.«