10 nemme råd til at holde på varmen
1. Træk gardiner og persienner for
Træk gardinerne og persienner for om aftenen og natten - det er med til at forhindre varmtab fra vinduerne. Om dagen skal du trække gardiner og persienner fra, så den sparsomme sol kan bidrage med varme til rummene.
2. Hold en ensartet temperatur
Hold nogenlunde ensartet temperatur i huset. Det kan føles som træk i huset, hvis nogle rum er meget koldere end andre, og hvis den varme luft trænger ind i de kolde rum, kan det skabe kondens og risiko for skimmelsvamp.
3. Flyt møblerne væk fra radiatoren
Flyt sofaen væk fra radiatoren. Når en sofa eller andre møbler står lige foran en radiator, giver radiatoren mindre varme, og varmen har svært ved at fordele sig ud i rummet. Der bør være en afstand på 15-20 cm mellem radiator og sofa/møbel.
4. Supplér med en elradiator
Supplér med varme fra en elradiator. Når temperaturen falder meget drastisk, kan det være svært at opretholde en god temperatur. Dérfor kan du evt. supplere med varme fra en elradiator.
5. Læg et tæppe på gulvet
Læg et tæppe ved sofaen, arbejdspladsen, eller hvor du opholder dig meget - så føles det varmere og mindre fodkoldt.
6. Udluft hyppigt men kortvarigt
Luft ud hyppigere, men mere kortvarigt, når det er rigtig koldt så sænkes temperaturen indenfor mindre. Luft ud med gennemtræk 2-3 minutter 5 gange om dagen frem for de normale 5-10 minutter 2-3 gange om dagen. Sluk varmen imens.
7. Drop automatisk natsænkning
Drop den automatiske natsænkning af temperaturen på dit oliefyr eller gasfyr, når det er bidende koldt. Du kan også justere den, så den sænker temperaturen til 20 grader i stedet for 18 grader om natten.
8. Hasp vinduet oppe og nede
Hasp vinduet både oppe og nede. Mange glemmer eller undlader at sætte begge hasper på vinduet igen - derved slutter vinduet ikke tæt og megen varme ryger ud gennem den øverste del af vinduet.
9. Test dit vindues tæthed
Test om dit vindue slutter tæt til karmen med papirstrimmel-testen:
- Åbn vinduet og sæt en papirstrimmel i klemme mellem vinduet og karmen, og luk så vinduet igen.
- Træk strimlen ind mod dig selv.
- Hvis strimlen yder meget modstand, og måske endda går i stykker, når du river, er vinduet ret tæt.
- Smutter den derimod ud meget let, slutter dit vindue ikke tæt nok til karmen, og derved får du kulde og træk i din bolig.
10. Brug et tæppe til at stoppe træk
Læg et tæppe eller andet for vinduer og døre, hvor det trækker.