Sådan fjerner du hård hud

Alle kan få hård hud, og de fleste har det i større eller mindre grad. Nogle er dog mere udsatte. Folk med fysisk arbejde og sportsudøvere får det for eksempel ofte. Her kan du se, hvordan du behandler den hårde hud.

Hård hud kan genere, men hvis ikke det gør ondt, er det ikke farligt

Sådan behandler du hård hud

Når hård hud begynder at udvikles, starter det gerne med, at noget skaver mod huden. Får du et skavsår - for eksempel en vabel eller blot rød irritation fra et par sko - er det en god idé at tage plaster på eller på anden måde beskytte det ømme område mod tryk og gnidninger, så det har tid til at hele uden at danne hård hud omkring såret.

Har du fået hård hud, bør du smøre det med fugtighedscreme for at prøve at opløse den hårde hud. Eventuelt kan du prøve et ligtorneplaster med salicylsyre, som opløser hud. Fjern huden ved at skrabe eller gnide med pimpsten.

Sørg for at bløde huden op

Før du begynder at fjerne den hårde hud, er det en god idé at putte hænder og fødder i varmt sæbevand for at blødgøre huden. Dette bør du også gøre, før du eventuelt begynder at skrabe på den hårde hud.

Du kan også gnide sandpapirsskiver eller pimpsten over områderne med hård hud eller forsigtigt skrabe eller skære det yderste af den hårde hud af. Pas på ikke at tage så meget hud af, at du begynder at bløde. Det kan både skabe infektion og danne grobund for ny hård hud.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vidste du at...

Hård hud hedder Clavus på latin

Hård hud er et meget almindeligt fænomen

Særligt kvinder har hård hud. Det er sandsynligvis, fordi de oftere end mænd går i smalle og ukomfortable sko. 

Hård hud kan komme i alle aldre, men de fleste får det først efter puberteten

Vedvarende brug afsamme typer værktøj eller redskaber øger dannelsen af hård hud

 

Jo ældre du bliver, jo lettere får du hård hud

Sådan forebygger du hård hud  

Det er ikke så svært at forebygge hård hud. Sørg for, at du går med sko og strømper, som passer uden at gnide eller skave, og hav handsker på, når du arbejder med hænderne.

Sørg også for at smøre hænder og fødder for at holde huden blød og elastisk.

Derfor får du hård hud

Hård hud opstår, når et område af huden ofte er udsat for tryk. Det kan være tryk fra for eksempel en sko eller fra et redskab, du ofte håndterer. Den hårde hud får du, fordi kroppen vil beskytte dig mod at slide hul, der hvor huden er udsatfor tryk.

Måske skal lægen se på huden

Hård hud kan have forskellige nuancer fra hvid til grågul, brunt eller rødligt. Hos nogle er huden øm, og hos andre er der ingen gener. Kan du selv håndtere din hårde hud, behøver du ikke gå til lægen.

Har du derimod fortsatte smerter, diabetes eller dårligt kredsløb, bør du opsøge din læge og få ham til at se på din hårde hud. Du bør gå til lægen, fordi de nævnte tilfælde kan øge din risiko for infektion.