Det skal du gøre, hvis du kommer ud for en trafikulykke
Tjek, om nogen er kommet til skade
Det vigtigste er først at tjekke, om nogen er kommet til skade og så ringe efter hjælp, hvis det er nødvendigt. Hvis en ambulance tilkaldes, vil politiet normalt også komme.
Kontakt politiet
I tilfælde, hvor en ambulance ikke er nødvendig, skal politiet kontaktes på baggrund af følgende punkter:
- Der er sket stor materiel skade.
- En bil med udenlandsk registreret nummerplade er involveret.
- Hvis en involveret part flygter fra ulykkestedet.
- Hvis et dyr er blevet kørt ned, skal Falck kontaktes på 70 10 20 30.
Ryd vejen for andre
Undgå at genere den øvrige trafik ved at fjerne køretøjet/køretøjerne samt vragrester fra vejen.
Hvis personerne er slemt tilredte, skal bilen ikke fjernes, medmindre den er til direkte fare for andre.
Aktiver havariblinket, og sæt advarselstrekant op, hvis det ikke er muligt at fjerne køretøjet/køretøjerne.
På almindelig vej skal trekanten stå 50 meter bag køretøjet, mens det er 100 meter på motorvej.
Skaf nødvendige oplysninger
Medmindre det er en soloulykke, er det vigtigt at få modpartens navn, adresse, telefonnummer, registreringsnummer, forsikringsselskab samt policenummer.
Er modparten kørende i en andens køretøj, er det vigtigt at få ejeren af køretøjets oplysninger også.
Lav en beskrivelse af situationen
Det er op til forsikringsselskabet at bestemme - ud fra begge parters beskrivelser - hvem, der er skyld i ulykken, og hvilken erstatning, der skal udbetales. Det er derfor spild af tid at begynde at diskutere med modparten på stedet.
Sørg til gengæld for at lave en god beskrivelse af situationen. Tag også billeder, hvis det er muligt, før køretøjerne bliver flyttet.
Det kan også være en god idé, at få oplysninger på eventuelle vidner.
Kilde: FDM, Københavns Politi