Dette sikkerhedsudstyr skal du have i bilen

Vær forberedt på uforudsigelige problemer med bilen eller mindre ulykker i bilen ved altid at have det korrekte udstyr til rådighed.
Bil er havareret og foran står en advarselstrekant

I Danmark er det ikke lovpligtigt at have en advarselstrekant i bilen, men det er lovpligtigt at bruge en advarselstrekant, hvis du må holde stille på grund af en havareret bil

Advarselstrekant

I Danmark er det blevet obligatorisk at medbringe en advarselstrekant i bilen. Du skal sætte advarselstrekanten op, hvis du får motorstop eller må stoppe bilen af en anden årsag et sted, hvor bilen kan være til gene for den øvrige trafik.

Advarselstrekanten skal anbringes i samme side som det standsede køretøj, yderst på kørebanen med front mod færdselsretningen og mindst 50 m før køretøjet - på motorvej 100 m.

Brandslukker

I Danmark anbefales det, at du medbringer en brandslukker i bilen. Medbring gerne den største brandslukker, som du har plads til i bilen. En brand udvikler sig hurtigt, så monter brandslukkeren et sted, hvor den er lettilgængelig. En brandslukker skal ikke ligge nederst under alt feriebagagen eller være pakket væk sammen med reservehjulet.

Sørg for at brandslukkeren er godkendt efter DS/EN3 standard. Det sikrer, at den lever op til kravene fra brandmyndighederne og forsikringsselskaberne.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Forbindingskasse

Hav altid en forbindingskasse med i bilen. Man ved aldrig, hvornår en mindre skade opstår. Også praktisk til de små skrammer, børnene eventuelt pådrager sig på legepladsen. I Danmark anbefales det at have en forbindingskasse i bilen. 

Kan blandt andet købes på apoteker og i mange byggemarkeder. Du kan også vælge en mindre model, hvor du blot har lidt plaster og måske en lille flaske sårrens liggende i bilens handskerum.

Sikkerhedsvest

FDM, der er bilejernes organisation, anbefaler, at du medbringer en sikkerhedsvest, når du kører bil. Tag sikkerhedsvesten på, hvis du havarerer eller punkterer på vejen og skal stige ud og være tæt på en af vejbanerne. På den måde kan du gøre dig selv synlig, hvis uheldet er ude. Du bør sørge for, at der er veste til alle passagerer i bilen. 

Ekstra sæt pærer

At køre med en sprunget pære er ikke bare ulovligt, men kan også være til stor fare for både dig selv og dine medtrafikanter. Hav derfor altid et ekstra sæt med.

Krav varierer fra land til land

Vær opmærksom på, at kravene for, hvad du skal have af sikkerhedsudstyr i bilen, varierer fra land til land.
Se oversigt over krav og anbefalinger til sikkerhedsudstyr i forskellige lande.


Kilde: FDM, Falck