Skal jeg bruge vaskepulver eller en blanding med natron til fastbrændt snavs i gryden?

Brændt mad på bunden af gryden kan være svært at komme af med. Nettet svømmer over med velmenende bud på, hvordan du nemmest får skrubbet bunden skinnende ren igen. Samvirke har spurgt Gitte Grønning, der er rengøringsekspert og uddannelseskonsulent på TEC, for at finde svaret, der giver det bedste resultat

Det bedst middel opløser fedt, protein og stivelse

Glemmer du at røre i gryden eller får du ikke skruet hurtigt nok ned, risikerer du, at maden brænder på bunden af gryden. Fastbrændte madrester kan være svære at få løsnet, og søger du på nettet efter en løsning, der kan give dig en skinnende ren bund igen, kan du få råd om at bruge alt fra knofedt og opvaskemiddel over opvasketabs til en hjemmelavet blanding af citron og natron. 

Ikke alle råd er lige gode. For du skal angribe den fastbrændte snavs med et middel, der målrettet opløser skidtet. Det forklarer Gitte Grønning der i mere end 25 år har arbejdet med rengøring og i dag er uddannelseskonsulent på TEC, der er landets største uddannelsessted for rengøringsassistenter. 

Fastbrændte madrester består typisk af fedt, protein og stivelse, og sådan omgang skal angribes med et middel, der kan fjerne og opløse netop fedt, protein og stivelse. Vaskepulver er en af de ting, der kan få en beskidt gryde ren igen: 

»Almindeligt vaskepulver kan opløse de fleste madrester. Vaskepulver indeholder enzymer, der nedbryder pletter på tøjet. Enzymerne går målrettet efter eksempelvis fedt, protein eller stivelse, og man kan udnytte enzymerne til at nedbryde madrester, der jo består af de samme stoffer,« siger Gitte Grønning.

Når du bruger vaskepulver til at opløse fastbrændt snavs, så drys lidt vaskepulver i gryden først og hæld lunkent eller varmt vand ned til vaskepulveret. Det varme vand gør vaskepulveret mere effektivt. 

Kan man bruge natron til at fjerne fastbrændt snavs fra gryden?

Natron er de seneste år blevet udråbt som vidundermiddel til rengøring på de sociale medier, men man skal passe på med at bruge natron, når man gør rent, lyder det fra Gitte Grønning:

»Det er vigtigt at sige, at natron ikke har nogen egentlig rengøringseffekt, da det ikke kan nedbryde fedt, protein eller bakterier. Natron virker kun, hvis du skrubber hårdt i snavset. Natronen fjerner ikke bakterier, så bruger du natron, er bakterier fra madresterne ikke væk, selvom du ikke længere kan se det fastbrændte snavs.« 

En anden ”bivirkning” ved natron er, at natron har en let slibende effekt. Det er derfor, natron virker, når du lægger kræfterne i, men sliberiet kan også give skader i den overflade, du rengør. I starten er de ikke synlige, men husk på, at bakterier og snavs sidder bedre fast på en ujævn overflade end en jævn overflade. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

33%

af kvinderne i Danmark mener, at rengøringsmidler skal dufte godt. Blandt mændene er det 22 %.

Kilde: Coop Analyse