Grønne nabofællesskaber: De planter træer. De spiser grønt. De reparerer ting. Og de gør det sammen. For klimaet og for fremtiden

600 små træer i Uvelse

En klar og kold vinterdag sidste år sker der noget usædvanligt i landsbyen Uvelse. En flok på godt 100 børn møder op på et lille stykke jord og begynder at grave. Nogle prikker forsigtigt i jorden, andre svinger spaderne med større målrettethed. Da de er færdige, står over 600 små spirende træer tilbage i den kolde jord og venter på foråret. Nogle af børnene har skrevet breve til deres fremtidige jeg, som de begraver i tidskapsler i jorden. Om 10 år er det planen, at de skal grave dem op og læse det, de engang skrev om den verden, hvor de var børn. 
”Solen var fremme. Børnene drak varm kakao og fik jord under neglene. De store hjalp de små. Det var magisk,” siger Anna Tempte, der sidste sommer  var med til at starte et grønt nabofællesskab i landsbyen Uvelse. 

Fællesspisning, byttebørser og torvedage

Og skovplantningen er ikke det eneste magiske, der er sket i Uvelse, siden Anna og andre indbyggere  tog initiativ til at stifte neet grønt nabofællesskab. Fællesspisninger, byttebørser og torvedage er skudt op med rekordfart. 
”Vi vidste godt, at Uvelse var en vild by. Det her er et lokalsamfund, der tidligere er gået sammen om at redde den lokale skole, sportshallen og lige nu planlægger at genrejse LokalBrugsen som et andelsforetagende. Alligevel var det lidt, som om alle bare ventede på også at få lov at gøre deres landsby mere bæredygtig. Folk er nærmest gået amok i grønne initiativer og tiltag,” fortæller Anna Tempte, der er skuespiller og manuskriptforfatter og organisator i Grønne Nabofællesskaber.

Man kunne nemt tro, at Uvelse, der ligger i det nordlige Sjælland og tæller små 1.200 indbyggere, når man tæller nabobyen med, er befolket af klimabevidste miljøforkæmpere. Men det er ikke tilfældet. 
”Her bor bl.a. folkeskolelærere, elektrikere, akademikere og landmænd. Men pointen, som er blevet tydelig her det seneste år, er, at de fleste uanset baggrund, når det kommer til stykket, gerne vil bo et sted med bier,” siger Anna Tempte. 

Drømmer om fællsmarker og selvforsyning

I foråret løb hun tværs over en mark for at stoppe en landmand, hoppe op på hans traktor og spørge, om hun kunne få lov at låne et stykke af hans jord for at lave nogle forsøg med regenerativt landbrug.
”Han blev lidt overrasket over, at jeg pludselig hang der på hans traktor. Men nu er jeg i gang med at prøve kræfter med dyrkningen for at se, om min familie og jeg til sommer kan blive selvforsynende,” siger Anna, der fik et ja af landmanden. Og en 10 kg tung bredgreb til at løsne jorden af sin mand i julegave. 
”Vi er flere i byen, der drømmer om fællesmarker og selvforsyning. Det er vilde drømme, men man skal starte et sted. Og vi er kommet et skridt nærmere med et grønt nabofællesskab, der også tæller dem, der rent faktisk ejer og dyrker jorden omkring os,” siger hun.
”Jeg tror, vi har mange ideer om, hvad andre mennesker mener om, hvordan vi skal passe på kloden. Men når vi taler med hinanden i vores lokalmiljø, viser det sig, at der er masser af fælles fodslag. Flere landmænd i Uvelse er helt med på at stille striber langs markerne til rådighed for vilde blomster og bedre biodiversitet. De ønsker også en fremtid, der summer af liv for de næste generationer.”

Det er bl.a. det, den nye lommeskov i udkanten af landsbyen handler om at sikre. 
”Vi ved godt, at 200 m2 skov hverken redder Uvelse eller verden. Klimakrisen er enorm. Og det er nemt at blive paralyseret. Men vi kan handle, også selvom det er i det små. Og der er en enorm kraft i at smide et træ i jorden og se det vokse. Især når vi gør det sammen.” 

Skoven skal bruges til undervisning

Skoven i Uvelse skal gøre netop det. Fungere som undervisningsplatform for byens børn. Et udgangspunkt for læring om biodiversitet, CO2-optag og økosystemer. Men også som et levende bevis på, at man kan skabe forandring i fællesskab. 
Om 10 år, når børnene vender tilbage for at grave deres tidskapsler op, vil træerne være vokset dem over hovedet. De vil være unge voksne. Og de vil finde de ord, de skrev til deres fremtidige jeg, for foden af træer, de selv har plantet.
”Vi ved ikke, hvad de har skrevet. Men jeg kan sagtens forstå, hvis de har haft ondt i maven. Jeg har selv ondt i maven over den verden, de skal overtage. Men jeg tror på, at vi med vores initiativer kan give dem en tro på, at vi kan skabe forandring, når vi står sammen,” slutter Anna Tempte. 

Pindsvinene vil gerne være her

Rødstensvillaen i Brønshøj er på mange måder et billede på bæredygtig idyl. Der er fritgående høns i haven, solceller på taget, bistader og et nyanlagt kvashegn, som netop i år er lykkedes med at tiltrække de pindsvin, som ellers har holdt sig væk fra kvarteret i årevis. Her bor da også en vaskeægte miljøforsker, antropolog Quentin Gausset. Indtil for nylig var hans CO2-aftryk imidlertid ikke nævneværdigt lavere end de fleste andres.  
”Da jeg målte mit karbon-­aftryk for fem år siden, var det hverken værre eller bedre end gennemsnittets. I dag er det nedbragt med omkring 40 %, så man kan sige, at jeg er et godt eksempel på det, der sker, når man melder sig ind i et grønt fællesskab,” siger Quentin Gausset. 

Fællesskabets magi

En undersøgelse, SAMSKAB, som Gausset og hans kolleger ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet har foretaget, viser nemlig, at danskere, der er medlemmer af et grønt fællesskab, har et betydeligt lavere CO2-aftryk end gennemsnittet. Helt præcist udleder de 24-44 % mindre. Men hvorfor egentlig?
”Det er her, det bliver lidt mystisk. Jeg plejer at sige, at det er fællesskabets magi, der er på spil. I det grønne nabofællesskab, jeg selv er del af her i Brønshøj, har vi ikke haft fokus på at spise mindre rødt kød eller flyve mindre. Vi har lavet fællesspisninger, etableret en grøntsagsordning og afholdt byttedage. Men vi er alle sammen kødædere, og der har ikke været nogen form for bøf- eller flyskam. Alligevel er jeg begyndt at spise mindre rødt kød. Og jeg flyver stort set ikke længere. Det handler om, at når først man rejser sig fra sofaen og gør noget sammen med andre – deler sine bekymringer, reflekterer over dem og begynder at handle på dem – smitter det af på alle mulige andre aspekter i ens liv. Man bliver ganske enkelt mere bevidst og begynder at tage grønnere valg.”
Grøntsagsordningen – som Quentin har været med til at starte – består i, at der hver uge bliver leveret en kasse med sæsongrønt fra et økologisk jordbrug, komplet med jord og insekter og det hele.
”Den får dig til at tænke over, hvorfor grøntsagerne i supermarkedet ser så anderledes og sterile ud, og hvad der mon er sprøjtet på dem af pesticider. På den måde giver ordningen både kollektive besparelser på transport og på pris og mere grønt på bordet. Men kassen sætter også gang i vigtige refleksioner og samtaler mellem naboer, som fører til nye grønne ideer og aktiviteter i fællesskabet, men altså også hos den enkelte.”

Jo mere aktiv du er, jo lavere er dit aftryk

Hvordan ved vi, at flertallet af medlemmer af grønne fællesskaber ikke bare i forvejen er klimabevidste og derfor allerede har en lav udledning? 
”Vi kan se, at dem, der har været medlem mindre end et år, faktisk har et ret højt aftryk på linje med gennemsnittets. Men allerede efter et til to år er det reduceret med i gennemsnit 40 %. 
Samtidig kan vi se, at jo flere fællesskaber du er medlem af, og jo mere aktiv du er, jo lavere er dit aftryk. Inaktive medlemmer udleder f.eks. kun 10 % mindre end gennemsnittet, mens aktive medlemmer udleder 40 % mindre. Så det er altså i fællesskabet – det aktive fællesskab vel at mærke – at magien sker.”
 

”En af de helt store forskelle i den forbindelse er, at i modsætning til en forening med vedtægter, bestyrelser og mødepligt er et grønt nabofællesskab løst organiseret. Nogle tager et initiativ, andre møder op – eller lader være. Man deltager i det, man synes giver mening, og dropper det, der ikke gør. Det giver en helt anden frihed i fællesskabet, som jeg tror, fungerer for langt flere, fordi det er mindre rigidt og firkantet. Det gør det i hvert fald for mig. Tunge bestyrelsesmøder i en forening kan godt slå luften ud af mig, mens jeg altid går lettet og opløftet fra en aktivitet i mit grønne nabofællesskab.”

Du bliver mere lykkelig 

Er der andre ting at hente i et grønt fællesskab end en reduktion i CO2-aftrykket? 

”Du bliver mere lykkelig, simpelthen. I vores undersøgelse bad vi respondenterne vurdere deres livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Og dem, der var medlem af et grønt fællesskab, viste sig at ligge et halvt point højere end alle andre. Det er ret meget. For at sætte det i perspektiv kan vi sammenligne med indtægt, hvor vi ved, at højere indtægt korrelerer med højere livstilfredshed. Men for at hente en højere livstilfredshed, der svarer til den, der kan hentes i et grønt fællesskab, skal du op og tjene næsten 700.000 kr.”
”Jeg har oplevet effekten selv. Jeg har boet her i Brønshøj i 15 år, men det er først nu, det er gået op for mig, at jeg har en masse til fælles med mange af mine naboer. At vi har noget at være sammen om og dele med hinanden. Der er mennesker, der bor 100 meter væk, som jeg aldrig før har vekslet et ord med, hvor jeg nu tænker, at vi burde da have været venner for 15 år siden. En af mine naboer har vist mig, hvordan jeg skulle installere solceller. En anden har delt sine erfaringer med kvashegn. Der er pindsvin, sommerfugle og musvitter i min have nu. Jeg har et stort æbletræ i haven, der kun giver æbler hvert andet år. Men nu har en af mine naboer tilbudt, at jeg bare plukker af hans. Så nu har jeg æbler hvert eneste år. Det kan man da kun blive glad af.” 

Fikser alt fra modeltog til håndmixere

Henrik Puukka-Sørensen har været dedikeret Brøndbyvester-dreng, siden han som knægt meldte sig ind i den lokale Røde Kors-afdeling og stod vagt ved de store koncerter i Brøndby Hallen. Nu har han og hans kone, Kirsti Puukka-
Sørensen, meldt sig ind i kampen for mere bæredygtighed med en lokal repair café, der tilbyder hjælp til at fikse alt fra modeltog til håndmixere – også for ’rivalerne’ fra Brøndbyøster.

Der står en 100 år gammel høvlebænk i den nybyggede værkstedsbygning i Brøndbyvester. Fra en tid, hvor ting blev bygget til at holde, og de ting, der alligevel gik i stykker, blev repareret. Sådan er det ikke længere. I dag bliver det meste, der går i stykker, smidt ud. Og det er den udvikling, der for et par år siden fik Henrik Puukka-Sørensen til at slutte sig til det grønne nabofællesskab, der var begyndt at vokse frem i hans område. Og sammen med sin kone Kirsti Puukka-Sørensen og andre naboer etablerede han Repair Café Brøndbyvester i den nyopførte boligkarré, parret netop var flyttet ind i.

Frustrerende at se, hvor meget der smides ud

Henrik Puukka-Sørensen er født og opvokset i Brøndby og er med egne ord en rigtig Brøndby-dreng. Han meldte sig som knægt ind i den lokale Røde Kors-afdeling og stod som ung frivillig vagt, når navne som Abba, Led Zeppelin og Queen spillede for fulde huse i Brøndby Hallen. I dag arbejder han med affaldssortering i kommunen. Han ved derfor et og andet om genanvendelse og om Brøndbys evne til at løfte i flok.
”Det meste kan fikses, hvis man giver det en chance, så for en i mit felt er det frustrerende at se, hvor meget der smides ud. Jeg syntes, jeg havde brug for at handle på det,” siger han.
”Heldigvis har det vist sig, at jeg ikke var alene med de tanker.”

Cafeen, der holder åbent to timer hver måned, er nemlig flittigt besøgt af beboere og lokale, der har fundet ud af, at de kan få hjælp til at fikse ting og spare ikke bare pengepung, men også klimaet for unødige omkostninger. 
I dag er en mand mødt op med et defekt modeltog, der helst skal op at køre inden en herrefrokost, hvor det skal transportere snaps rundt på bordet. En kvinde har medbragt sin røremaskine. Den kan klare en lind dej, men er begyndt at sige en mærkelig lyd, når der er tale om en sejere en af slagsen. En tredje har brug for hjælp til at udskifte en lynlås i baglås. 

Vi plejer at kunne finde ud af det

Henriks kone, Kirsti Puukka-Sørensen, tager sig af det sidste. Hun er mere ferm, når det gælder sytøj. 
”Det er ikke alt, jeg kan hjælpe med. Men når vi er flere, plejer vi at kunne finde ud af det. Det er jo det, der sker, når man gør noget i fællesskab. Man bliver lidt bedre til det hele og får mod til at gøre mere.”

Og fællesskabet i repair cafeen har da også for længst spredt sig til andre dele af beboerforeningen. En gruppe er gået i gang med at forgrønne tagterrasserne med blomster, der kan give større biodiversitet, og regnvandsreservoir, som insekterne kan drikke af. 
”Det er vigtige grønne tiltag, men det er også tiltag, som skaber en følelse af at høre til,” siger Henrik Pukka-Sørensen. 
Lidt ligesom i gamle dage. Dengang Henrik dyrkede livet som en rigtig Brøndby-dreng – i Brøndbyvester vel at mærke. 
”Dengang var vi i Brøndbyvester jo lidt i opposition til dem fra Brøndbyøster. En slags rivaler.”
Han griner.
”Sådan er det ikke mere. I dag har vi jo ligefrem en storesøster-repair café i Brøndbyøster. Og de er mere end velkomne her, ligesom vi er hos dem. Vi lærer en masse af hinanden,” siger han og fortsætter:
”Det er jo det, det handler om. At vi hjælper hinanden til at skabe grønnere og stærkere fællesskaber til gavn for os selv og for kloden.”