8 tips til at gøre din onlineshopping mere grønt og klimavenlig
Vær tålmodig med leveringen og køb ting i rette størrelse
- Køb ikke varer fra udlandet, der leveres hurtigt. Er varen fra udlandet og leveres næste dag, betyder det ofte, at varen er transporteret på fly. Fly forurener mere end transport på landjorden, også selvom din vare bliver leveret i lastbil.
- Vær tålmodig med leveringen. Dag-til-dag-levering kan betyde, at lastbilen skal køre, selvom den ikke kan fyldes med pakker. Accepterer du 3-5 dages leveringstid på pakker fra Danmark, kan transporten gøres mere bæredygtig. Lastbilerne kan nemlig pakkes bedre og de enkelte ruter gøres kortere, hvis man kan samle pakker sammen til flere, der bor tæt på hinanden.
- Køb kun det, du skal bruge. Lad dig ikke friste af, at fragten bliver gratis, hvis du køber lidt ekstra. Produktion og transport af ekstra (unødige) produkter belaster klima og miljø.
- Gem emballagen. Hvis du skal sende en vare retur, så gør det i den emballage, varen blev leveret i. Jo flere gange, vi kan bruge emballage, inden det sendes til genanvendelse, jo bedre for miljøet og klimaet
- Lav ikke dit eget prøverum derhjemme. Lad nu være med at bestille eksempelvis det samme stykke tøj i flere forskellige størrelser. Vælg den størrelse, du tror passer bedst. På den måde kan du måske undgå en returnering – køber du altid nogle ekstra stykker tøj i andre størrelser, er du till gengæld sikker på, at du skal sende noget retur.
- Saml dine netindkøb sammen. Du går formentlig ikke en tur på gågade eller i storcenteret hver dag. Saml dine netindkøb til en eller to gange om måneden, for så er der sandsynlighed for, at du kan samle flere ting i én ordre fra samme butik i stedet for mange små ordrer fra mange forskellige butikker.
- Vælg butikker, der bruger flergangsemballage. I nogle netbutikker bruger de tasker eller poser, der kan bruges mange gange. Selvom vi tænker, at brun pap er godt, og at genanvendelse er fantastisk, så er det ikke gratis for miljøet at producere nye papkasser. Hver papkasse kræver store mængder vand og kemi, og selvom det er bedre med en papkasse af genanvendte fibre end af nye fibre, så kan en plastikpose, der kan genbruges mange gange ofte slå pappet i et miljøregnskab. For genbrug er næsten altid bedre end genanvendelse.
- Køb holdbare produkter. Køb kun ting, du har en forventning om kan holde i noget tid. Lad være med at købe billigt skrammel, hvor levetiden er begrænset. Et holdbart produkt har mindre klima- og miljøbelastning end 2 produkter, der har holdt kortere tid.
Kilder: Anders Damgaard, forsker på DTU, Plastic Change, New York Times