Sorterer du tekstilaffaldet helt forkert?
Sorterer du tøj forkert?
Har du også fået en særskilt beholder til tekstilaffald eller røde sække fra dit affaldsselskab? Langt de fleste danskere er i gang med at sortere tekstilaffald – fra 1. juli 2023 er det nemlig blevet slut med at proppe hullede bukser og gennemslidte overdele i skraldespandens rum til restaffald. Men det er ikke lige meget, hvor du lægger det tøj hen, du ikke vil have længere.
Hidtil har der været 2 muligheder: At smide tøjet ud med restaffaldet eller at aflevere tøjet i en tøjcontainer på genbrugspladsen eller en af dem, indsamlingsorganisationerne har opstillet på offentlige veje eller butikkers parkeringspladser. Indholdet fra tøjcontainerne bliver sorteret, og hovedparten af tøjet kan sælges i genbrugsbutikker i Danmark eller genbruges i fattigere lande. Tøjet i restaffaldet er blevet brændt sammen med resten af restaffaldet.
Hvad skal i skraldespanden? Og hvad skal i tøjcontaineren?
Den nye affaldsordning, hvor du kan aflevere tøjaffald, gør det nemt at slippe af med tøj ét sted, og erfaringerne fra de første kommuner viser, at mange smider alt deres tøj ud i den nye spand, på genbrugspladsen eller i de røde poser. Ender affaldet her, bliver tøjet trevlet op eller granuleret til tekstilfibre.
Tøjet skal sorteres således:
- Hullet tøj og tøj, der ikke kan bruges af andre, skal sorteres med den nye affaldsordning.
- Tøj, der kan bruges af andre, skal du give videre, sælge eller donere i en tøjcontainer.
Erfaringer fra udvalgte genbrugspladser viser, at helt op til 86 procent af det tøj, der lå i affaldscontainere til genanvendelse, var tøj, der enten kunne genbruges i Danmark eller i udlandet. Tøj, der genbruges, har den højeste klimaværdi, og derfor ærgrer det Tina Donnerborg, der er ansvarlig for genbrug i Røde Kors, at de første erfaringer tyder på, at vi sorterer tøjet helt forkert:
»Hvis færre danskere med den nye tekstilordning sender deres tøj til genbrug, vil det ikke kun betyde en øget klimabelastning, idet mindre tøj havner på en bøjlestang i stedet for i bedste fald i et genanvendelsesanlæg – og i værste fald i forbrændingen. Det vil også betyde, at færre danskere får mulighed for at bruge deres tid på værdiskabende frivilligt arbejde, og det ville være en katastrofe.«
Gør som du plejer – næsten!
Selvom du nu kan smide tøj ud sammen med resten af dit affald, lyder opfordringen fra indsamlingsorganisationerne, at du sorterer, som du altid har gjort. Genbrugeligt tøj skal leve videre, lyder det fra Jens Bomann Christensen, direktør i Dansk Affaldsforening:
»Det er vigtigt at det kun er de udtjente tekstiler og det nedslidte tøj, der sorteres som tekstilaffald. Tøj, sko og andre tekstiler, som stadig er funktionelt, skal doneres til genbrugsbutikker, venner og bekendte – eller måske sælges på de mange forskellige online platforme til genbrugstøj. Kort sagt: Jo mere direkte genbrug, des bedre er det for miljø og klima.«
Dette skal ikke afleveres som tekstilaffald
- Tøj, sko, bælter, tasker og andre tekstiler, der er egnet til genbrug, afleveres i en genbrugsbutik eller en genbrugscontainer
- Beskidt, vådt eller fugtigt tøj og andre tekstiler (skal i restaffald)
- Ødelagte sko, bælter og tasker (skal i restaffald)
- Brugte og slidte karklude, f.eks. engangsklude (skal i restaffald)
- Tøj og andre tekstiler med olie-, kemi- og malingpletter (skal i restaffald)
- Ødelagt og slidt regntøj og gummistøvler (afleveres på din lokale genbrugsstation)
Kilde: Københavns Kommune