Må man smide brugt sølvpapir til genanvendelse?
Smid alufolien ud sammen med metalaffaldet
Bruger du alufolie, når du pakker madpakken ind? Du er ikke den eneste – danskerne køber masser af ruller med alufolie hver uge. Når du er færdig med at bruge sølvpapiret, som alufolie oftest hedder i folkemunde, skal du smide det i spanden med metalaffald. Alufolien kan nemlig genanvendes, fortæller Per-Henrik Goosmann, der er pressechef på Vestforbrænding, der står for at hente og genanvende affald i en stor del af kommunerne på den københavnske vestegn.
»Alufolie er lavet af aluminium, som kræver meget energi og er en stor miljøbelastning at udvinde. Heldigvis kan man sagtens genbruge nærmest al den aluminiumsfolie, man bruger i husholdningen.«
Aluminium produceret af genanvendte materialer bruger op mod 80 procent mindre energi og færre ressourcer end aluminium, der udvindes fra ny.
Kan man skylle alufolien og bruge den igen?
Ja, du kan i princippet genbruge alufolien, uanset om den har været brugt til at pakke madpakken ind eller ageret låg på en bøtte i køleskabet. Er alufolien ren, bør du bruge den flere gange, inden du smider den til genanvendelse. Hver gang du pakker en madpakke ind i alufolie, der er rent, men har været brugt til madpakkeindpakning før, reducerer du miljøbelastningen. Er sølvpapiret rent, har det ikke konsekvenser for hygiejnen, hvis du bruger det igen hjemme.
Genbrug eller genanvendelse?
Hvad betyder genanvendelse, og hvad dækker ordet genbrug over? Begreberne bruges i flæng, men genbrug og genanvendelse er ikke det samme. Genbrug bruges, når en ting direkte kan bruges igen – altså når en cykel bruges som cykel igen af en ny ejer. Kan cyklen ikke bruges igen og bliver smeltet om, så metallet kan bruges til noget nyt, er der tale om genanvendelse.
Skal alufolien fra takeawaymad i spanden til genanvendelse?
Ja. Du kan også smide alufolie, der har pakket durumruller og andet fastfood ind, ud til genanvendelse, hvis alufolien blot er nogenlunde ren. Sidder der en lille rest udtørret dressing, skal det ikke forhindre, at alufolien ender i spanden til metalaffald.
Skal alufolien skylles?
Nej. Der er ingen grund til at skylle alufolien, inden du smider den i spanden til genanvendelse. En tommelfingerregel er, at man skal skrabe madrester af, inden alt fra sølvpapir til syltetøjsglas smides til genanvendelse, fortæller Per-Henrik Goosmann.
»Alufolien må ikke dryppe af dressing, fedtstof og andre gamle madrester. Men du skal ikke bruge ressourcer på at rengøre eller vaske emballager, når de skal til genanvendelse, så længe de er tørre og fri for store madrester.«
Pas på med de sure sager
Alufolie egner sig ikke til indpakning af syltede grøntsager som agurker og rødbeder eller citrusfrugter, der jo naturligt har et højt indhold af syre. De sure og syrlige madvarer opløser alufolien.