Masser af ukrainske varer på vej til Coops hylder

Ukraine kaldes for verdens kornkammer, og landet producerer vin i topklasse. Nu kan Coops kunder købe de ukrainske varer. »Det er den bedste hjælp, vi kan yde landet,« siger kategorigruppechef Brian Karstens, der har været med til at finde produkterne
Forskellige ukrainske varer ligger på det ukrainske flag

I Coop kan du allerede finde ukrainsk vin, og fra uge 44 og frem finder flere og flere varer vej til supermarkedernes hylder. I første omgang kan du købe ukrainske oste, færdigretter, frosne bær og en række forskellige kolonoialvarer

Farvel til russiske varer - goddag til ukrainskproducerede dagligvarer i Coops butikker

I februar fjernede Coop alle de russiske varer fra hylderne på grund af russernes invasion af Ukraine, og fra Coops lagre i Danmark blev adskillige lastbiler sendt mod den polsk-ukrainske grænse fyldt med nødhjælp i form af dagligdags fornødenheder som fødevarer, bind og bleer. Dette var et resultat af et tæt og stærkt samarbejde mellem Coops adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen og den ukrainske ambassade i Danmark.



Siden er trafikken begyndt at gå den anden vej. I slutningen af august ankom 9 lastbiler med rødvin, hvidvin og mousserende vin fra den ukrainske vinproducent Shabo, som Brian Karstens, der er kategorigruppechef for drikkevarer & personlig pleje, havde mødt på en messe i Düsseldorf. I Brian Karstens' afdeling  har man længe gerne villet have, at Coop var stærkere på østeuropæisk vin, og da Rusland invaderede Ukraine, blev anledningen til at finde en ukrainsk leverandør kun endnu mere aktuel: 



»Den ukrainske økonomi har fået et hårdt slag på grund af invasionen, og vi kan hjælpe dem ved at handle med dem. Vi skal hjælpe ukrainerne med at finansiere deres land, det er den bedste hjælp, vi kan give, helt efter samme princip som Coop har eget kafferisteri i Kenya.« 

Et vinhus i verdensklasse 

I Ukraine har man dyrket vin i 2000 år, og vinhuset Shabo har en lang tradition for at producere vin på druer som chardonnay og pinot noir, druer, vi kender i Vesteuropa, og som danskerne godt kan lide.



Brian Karstens rejste til Moldova, hvor han blev hentet i en bil. 10 checkpoints, som soldater bevogtede med AK-47-geværer, senere nåede han frem til producenten, der ligger i det vestlige Ukraine.



»Når vi skal starte et større samarbejde med nye leverandører, så er det vigtigt, at vi kender så meget til dem som muligt. Vi vil se dem i øjnene og helst på deres egen hjemmebane. Da jeg besøgte vinhuset, blev jeg slået bagover. Det var et af de mest hightech vinhuse, jeg har set. De har investeret mere end 1 milliard kroner i deres produktionsfaciliteter, og vinhuset har fået flere internationale medaljer og anerkendelser en masse,« fortæller Brian Karstens. 

 

Efter besøget bestilte Brian Karstens' afdeling vin, der kunne fylde 9 lastbiler – og det var kun første skridt i retning af at få flere ukrainske varer på Coops hylder. Efter besøget hos Shabo kontaktede Coop den ukrainske ambassde i Danmark. De hjalp med at finde flere producenter, der havde dagligvarer, som måske kunne passe i Coops sortiment. 

»Snart kan danskerne selv støtte Ukraine ved at købe de ukrainske varer, når de handler«
Brian Karstens,kategorigruppechef i Coop

19 timer i nattog med 82 kilo varerprøver i 2 kufferter

Turen i nattoget fra Warszawa til Kyiv  tager 19 timer og er den eneste mulighed, hvis man vil rejse til den ukrainske hovedstad. 19 timers rumlen gennem et land, Rusland har angrebet. I forsommeren tog Brian Karstens et fly til Warszawa for at stige på nattoget mod den ukrainske hovedstad på sit andet besøg i det krigsplagede land.  



Ambassaden i Danmark havde hjulpet med at arrangere ikke mindre end 37 møder med forskellige leverandører på blot 2 dage. Da Brian Karstens har ansvaret for indkøb af drikkevarer og personlig pleje i Coop, var andre indkøbere med på en videoforbindelse fra Danmark. Målet var at møde producenterne og samtidig afklare, om de med sikkerhed kunne levere til Danmark. 



På grund af krigen kan pakker  være længe undervejs fra Ukraine, hvis de da overhovedet dukker op. Derfor måtte vareprøverne med hjem i kufferter. 

»Kufferterne var proppet med vareprøver, jeg skulle have med hjem, så mine kolleger kunne se og smage, om produkterne passede til vores sortiment.« 



De forskellige indkøbere i Coop smagte efterfølgende på varerne, og forskellige produkter blev udvalgt: 



»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten. Det er ikke nødhjælp, vi laver – vi handler med leverandørerne på normale vilkår,« fortæller Brian Karstens.



Inden krigen i Ukraine brød ud, var der en toldmur, der gjorde det dyrere og mere besværligt, hvis man som dansk supermarked ville sælge ukrainske varer. Den toldmur har EU fjernet.  

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Rødvin, smøreost, hindbær, cornflakes … 

I det sene efterår finder op mod 20 forskellige ukrainske varer vej til hylderne i dit supermarked. I første omgang kan du finde alt fra prisbelønnede vine til smøreost og frosne bær fra Ukraine. Flere varer følger de kommende måneder – blandt andet kommer der en ukrainsk brandy til jul. 

Alle produkterne er udvalgt efter samme kriterier og standarder som Coops øvrige varer. Du kan læse mere om varerne og samhandlen på coop.dk/ukrainevarer

En tredje tur til Ukraine for at finde endnu flere varer

De seneste måneder har danskerne udelukkende kunnet købe de ukrainske vine i Coops butikker, men nu får vinen selskab af flere varer. Ukraine kaldes for verdens kornkammer på grund af den store hvedeproduktion, men det er ikke kun hvedemel, ukrainerne har en stolt tradition for at producere. I det krigsramte land findes også en stor produktion af alt fra bær og gryn til oste og færdigretter, og i de kommende uger lander de første op mod 20 forskellige ukrainske produkter i Coops butikker, fortæller Brian Karstens: 



»Snart kan danskerne selv støtte Ukraine ved at købe de ukrainske varer, når de handler.«



En af varerne bliver en ukrainsk øl, som dog skal brygges i Belgien. Det ukrainske bryggeri ligger i et område, der pt. er besat af russerne, og derfor brygger bryggeriet i Belgien øllet uden avance. Coop har købt en stor mængde dåser, hvor hele prisen går ubeskåret til ukrainsk nødhjælp.  



Her i efteråret tager Brian Karstens på endnu en tur til Ukraine. Målet er blandt andet at finde flere ukrainske leverandører af varer, der kan have danske forbrugeres interesse. 



»Mange danskere har nok opdaget, at der af og til kan være en tom hylde i supermarkedet. Det skyldes blandt andet eftervirkningerne af corona og krigen i Ukraine, der gør leveringer af varer mere uregelmæssige. I Ukraine er der masser af uopdaget kapacitet mange steder, så måske kan vi finde ukrainske producenter, der kan supplere vores sortiment,« fortæller Brian Karstens. 

Læs mere om