Ukrainske kvinder rykker sammen, mens krigen hærger i hjemlandet

Hvordan var det at komme til Danmark?

»I starten var det meget svært for mig. Man kommer til et fremmed land, hvor man ikke kan sproget, og får følelsen af at leve i en boble. I Ukraine var jeg vant til at have travlt hver dag som leder af et udviklingscenter for børn, men pludselig stod jeg her og havde ikke noget at give mig til. Heldigvis blev jeg hjulpet ind i et fællesskab bestående af andre ukrainske flygtninge organiseret af de frivillige på biblioteket. Med mig til Danmark har jeg min 9-årige søn, William, som er startet med 15 andre børn i den lokale skole. Dagligt ringer jeg hjem til mine forældre, der nægter at forlade Ukraine. Min mor arbejder på et museum og møder stadig ind på arbejdet.«

Hvad har biblioteket fået af betydning for jer?

»Det er blevet samlingsstedet for os ukrainske kvinder, som er kommet til området. Hver fredag mødes vi en 20 stykker og snakker om, hvordan det går, og hjælper hinanden med praktiske ting. Nogle vil gerne have hjælp til at oprette og sende deres CV, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet – andre spørger til mulige fritidsoplevelser for deres børn. Det var også her, vi besluttede os for at gå sammen om planlægningen af Vyshyvanka-dag.« 

Hvad er Vyshyvanka-dag?

»Det er en årlig international højtidsdag, hvor ukrainere verden over hylder ukrainsk kultur. Den afholdes altid den tredje torsdag i maj. Ordet Vashyvanka går mange generationer tilbage og er meget svært at oversætte direkte til et andet sprog. Vores forfædre broderede særlige mønstre ind i tøjet for enten at få beskyttelse eller eksempelvis et godt udbytte af årets høst. Mønstrene på kjolerne kan se meget forskellige ud, alt efter hvilken del af Ukraine man befinder sig i. Men ordet dækker også over mere end bare tøj. Det er vores lands DNA – noget vi har i blodet, i vores musik og i vores madlavning.«

Hvorfor holder I Vyshyvanka-dag?

»Med Vyshyvanka kan vi vise vores taknemmelighed over for den danske befolkning, som har støttet os, siden krigen brød ud. Vi deler ud af vores kultur, serverer hjemmelavede pirogger, spiller ukrainsk folkemusik og viser en dans med nogle af børnene for gæsterne. Det betyder meget for os, at vi ukrainere selv planlægger det hele fra A til Z.«