Må jeg spise hyldeblomstkvaset?
Hver sommer laver jeg koncentreret hyldeblomstsaft til hele året. Det »kvas«, der bliver tilbage ved processen, smager rigtig godt og kan bruges som en slags marmelade. Men er det sundt? Foruden blomster er der jo lidt grønne stilke med, det kan næsten ikke undgås.
Lise Sandersen
Svar fra Leif Skibsted
De grønne plantedele og barken hos hyld indeholder cyanogene glykosider, der kan udvikle den meget giftige blåsyre. Det gælder også umodne grønne bær, som man aldrig bør bruge i madlavningen. Modne bær bør kun bruges til saft og suppe efter opvarmning og ikke spises rå. Hyldeblomster bruges til de meget populære sukkersødede drikke, der er gjort sure med citronsaft og citronsyre. Det er vigtigt, at hyldeblomsterne plukkes rene for grønne blade og stængler, før man laver udtrækket til drikken. Hyld indeholder imidlertid også andre naturstoffer, der kan give alvorligt mavebesvær. Man ved mindre om disse stoffer og deres fordeling i planten, og umiddelbart vil jeg fraråde at spise kvaset efter udtræk.
Leif Skibsted er professor emeritus ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet