Naturen kalder: Nede i vandet, oppe i luften og langt inde i skoven er friheden total. Mød 3 personer, der kommer, når naturen kalder

»Nede i vandet forsvinder alt andet«

»En smule bølgeskvulp, men ellers er der stille. Følelsen af, at man er vægtløs, når man ligger i vandet, er fantastisk. Man kan ligge og slappe helt af. Verden nedenunder er magisk, og der er altså lige så magisk herhjemme, som når man snorkler i for eksempel Caribien. 

Jeg starter med at undersøge, hvor det er godt at tage hen på det bestemte tidspunkt. Der skal være klart vand, for at man kan se noget. Så tager jeg mit grej på: Smører mig ind i babyshampoo først og så på med våddragten, der skal sidde helt stramt. Det kan godt være lidt uværdigt de første gange, især hvis der er nogen på stranden. Så tager jeg min maske på og tager harpunen og bøjen med. 

Og når jeg stikker hovedet ned i vandet, så forsvinder resten af verden. På alle andre tidspunkter er der noget andet, der stjæler min opmærksomhed, noget telefon eller noget Aula eller noget tredje. Her er jeg kun det ene sted i de 1-2 timer. Det er næsten terapi for mig.

Tidligere var jeg meget ivrig lystfisker, og der talte det kun at fange en stor blank havørred. Så stod jeg og fantaserede om, hvad der var under overfladen. Siden jeg er begyndt på det her, har jeg stort set ikke fisket. Nu går jeg ikke kun efter den store fisk, men plukker også muslinger og østers og fanger strandkrabber til at lave bisque på. Jeg har næsten altid noget med hjem. At komme gående op af vandet med en østers og så spise den med det samme, eller lave bål på stranden og tilberede sine muslinger eller en skrubbe, det er der altså noget ved.«

»Oppe i ballonen får jeg en følelse af total frihed«

»Der er ingen bekymringer, der er ingen mennesker, jeg er bare helt rolig og afslappet og til stede i nuet. Jeg nyder naturen og udsigten. Der er ingen vind eller støj, så jeg bliver helt afslappet, og det gør, at jeg kan klare hverdagen bedre. Ellers ville jeg blive stresset, tror jeg. 

Jeg fik interessen for at flyve ballon i 2013, hvor min svoger, som også flyver ballon, spurgte, om jeg ville med til DM og hjælpe. Det ville give mig en gratis ballontur i sommerferien, så jeg sagde ja, og der kunne jeg mærke, at det skulle ikke være sidste gang. Men jeg ville selv bestemme. Så efter ½ års styrketræning gik jeg i gang med teori og undervisning, og i 2015 fik jeg så mit certifikat. Og jeg har fløjet lige siden. 

Man skal være meget bevidst om sig selv, når man flyver ballon. Er ens mor død i går, skal man ikke flyve, for så er man ikke klar mentalt. Jeg har lært rigtig meget om mig selv ved at flyve. Også af at være i pressede situationer. Har man ikke læst godt nok på vejret hjemmefra, og det måske blæser mere, end man regner med, eller der er for meget termik, så skal man gøre noget andet, end man plejer, f.eks. bruge en større mark til at lande. Og måske bumper det også, når man lander, og så får man altså blå mærker. Det skal man være klar på. 

Jeg flyver så ofte, jeg kan. Man siger, der er 60 gode flyvedage om året med sol og ingen vind, men jeg flyver cirka 100 dage på et godt år. Det betyder, at jeg også flyver i gråt vejr og med noget blæst.« 

»Vi taler bedre sammen i skoven«

»I dagligdagen er vi meget orienterede efter tidspunkter på dagen. Man står op, fordi man skal i skole på et tidspunkt, der er indlagt frokostpauser, og aftensmaden er planlagt, fordi man skal nå i seng. Ude i naturen følger man mere sine instinkter. Man spiser, når man er sulten, og går til ro, når man er træt – og ikke fordi klokken er noget særligt. 

Det er lidt forskellige ture, vi tager på. Nogle gange er det bare mig og mine 3 piger. Andre gange er det større ture med flere fædre og deres børn. En gang om året laver vi Dads in da Woods, som vi startede for 8 år siden. Nu er vi nok 60 i alt med nogle og tyve fædre, som har 1-2-3 børn med hver. 

Typisk tager vi ud et sted og starter med at slå telt op, samle brænde og gøre bålet klar til kaffe og madlavning. Børnene går som regel længere ind i skoven. De skal selv holde styr på, at de kan finde tilbage. Det giver dem en kæmpe frihed at kunne bevæge sig omkring uden at blive holdt øje med. De har prøvet at lande i en bæk  og komme drivvåde tilbage. I starten var min mellemste hunderæd for insekter og den slags, men nu går de nærmest på jagt efter dem. Engang fandt vi også en død sæl. Den lå nede i vandkanten, og dens hoved var helt smadret. Vi samler også krabbeskaller, muslinger og hulsten, som vi kan tage med hjem. I lejren bruger vi også noget tid på at lave maden. Nogle gange har vi noget med hjemmefra, der bare skal varmes. Ellers har vi stegt melorme og plukket bær og frugt. Man har mere opmærksomhed på hinanden og mere samvær på denne måde, hvor man ikke så let bliver distraheret. Vi taler bedre sammen og giver større kram, når vi er ude i skoven.«