Får nogle mennesker nemmere blå mærker end andre?
Tyndere og ældre mennesker får hurtigere blå mærker
Hvis du har mindre fedt på kroppen, er der større risiko for, at du pådrager dig blå mærker, hvis du f.eks. slår skinnebenet mod sofabordet eller støder armen ind i dørkarmen.
»Har du ikke et godt polster af fedt, er du normalt mere udsat i forhold til at få blå mærker, fordi fedtpolstret er med til skåne kroppen for stød. Generelt er der derfor også større risiko for at få blå mærker på arme og ben, hvor fedtlaget er tyndere,« forklarer Jørgen Serup.
Ældre mennesker er ligesom tynde også i risikozonen for at få blå mærker. Jo ældre du bliver, jo svagere bliver dit bindevæv i huden. Det gør huden tyndere og bevirker, at blodkarrene i huden brister nemmere.
»Nogle gamle mennesker skal f.eks. ikke andet end lige at støde albuen mod dørkarmen, før de får et blåt mærke. Det behøver ikke engang være et slag, de bemærker,« fortæller overlægen.
Hvad er et blåt mærke?
Du får et blåt mærke, fordi karvæggen i din huds blodkar brister. Det kan den f.eks. gøre, hvis du får et slag eller stød. Når der er kommet hul i blodkarret, løber de røde blodlegemer ud i vævene. Det er det, der giver den mørkerøde farve. Når blødningen ældes, kan den skifte farve til grøn og gul.
Det blå mærke kan enten sidde i selve huden, altså i læderhuden, eller i fedtvævet. Sidder den i fedtet, kan den brede sig ret meget.
Det kan tage flere måneder, før et blåt mærke forsvinder.
Kilde: Jørgen Serup
Kvinder får ikke nødvendigvis nemmere blå mærker end mænd
At kvinder generelt skulle have nemmere ved at få blå mærker end mænd, er en myte, der ifølge Jørgen Serup ikke belæg for:
»Det er der ikke statistik på. Umiddelbart vil jeg ikke mene, at kvinder skulle være mere tilbøjelige til at få blå mærker,« siger han.
Det på trods af, at kvinders hud faktisk er tyndere end mænds. Men den er også mere tæt og mindre strækbar og indeholder ikke nødvendigvis mindre bindevæv end mænds hud, hvilket er essentielt i forhold til spørgsmålet om blå mærker.
Kvinder får lettere blå mærker efter menopausen
Hvor yngre kvinder og yngre mænd altså har samme risiko for at pådrage sig blå mærker, gør det samme sig ikke helt gældende for ældre kvinder og ældre mænd.
»Når kvinder kommer i overgangsalderen, efter menopausen, falder østrogenniveauet, og så bliver huden tyndere. Det kan betyde, at den bliver mere skrøbelig. Derved har nogle ældre kvinder lettere ved at få blå mærker,« forklarer Jørgen Serup.
Medicin eller sygdom kan også give blå mærker
Tager du medicin, f.eks. blodfortyndende eller binyrebarkhormonstabletter, er du mere udsat i forhold til at få blå mærker. Det samme gælder ved langvarigt brugt af kortisoncreme.
Blå mærker kan også være et tegn på sygdom. Får du blå mærker uden nogen særlig grund, bør du overveje at søge læge.
Kilder: Jørgen Serup, overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og Patienthåndbogen.