Hudsult: Er du blevet rørt i dag?

Vi har brug for berøring

Hvornår er du sidst blevet rørt? Altså sådan helt bogstaveligt og fysisk rørt ved. Vel at mærke på en omsorgsfuld, anerkendende eller kærlig måde. I dag? I sidste uge? For flere år siden?

Nærhed og jævnlig fysisk berøring er helt afgørende for, at vi som mennesker har det godt både psykisk og fysisk. Kærlige kram, strøg og at blive nusset føles ikke bare rart her og nu, men kickstarter flere gavnlige processer i kroppen og hjernen, som har stor betydning for vores generelle sundhedstilstand.

Det forklarer den svenske fysiolog og læge Kerstin Uvnäs Moberg, som i mere end 25 år har forsket på området. Desværre er alt for mange i dag i underskud af omsorgsfuld berøring, vurderer hun og flere af de fagfolk, Samvirke har talt med. Det kan føre til en tilstand, som populært har fået betegnelsen hudsult. Der er ikke tale om en lidelse eller diagnose i klinisk forstand, men betegnelsen er rammende for, hvor vigtig berøring og nærhed er for os, siger den svenske fysiolog.      

»Vi har to former for basal sult. Den ene er sult efter mad. Den anden er hudsult. Hudsulten kan mættes ved, at man bliver rørt ved, strøget over huden eller holdt om. Hvis vi derimod aldrig bliver rørt, så visner vi.« 

Kram modvirker stress 

Du har måske prøvet det på egen krop: Hvordan et dejligt varmt kram fra din kæreste, en nær ven eller måske en kollega kan få dig til at sænke skuldrene og slappe af, selvom du er bagud på arbejdet, bilen stadig siger den der underlige lyd, og din datter kaldte dig en dårlig far, da du afleverede hende i børnehaven. Berøringen aktiverer nerver i huden, som sender signal til hjernen, der til gengæld kvitterer ved at udskille hormonet oxytocin. Det er med til at dæmpe aktiviteten i stress-systemet og samtidig skrue op for aktiviteten i det, man kan kalde antistress-systemet. Helt fysisk kan man måle, hvordan puls og blodtryk falder, og en varme breder sig i kroppen. 

»Det er derfor, berøring og nærhed er så fundamental. Hudsult kan på kort sigt føre til en følelse af, at der mangler noget, en uro i kroppen og måske problemer med at sove. På længere sigt kan fraværet af nærhed og berøring være medvirkende til stress, depression og en dyb følelse af ensomhed,« siger Kerstin Uvnäs Moberg. 

Fra vugge til grav 

Oxytocin spiller desuden en afgørende rolle for vores evne til at knytte os til andre og udvise tillid. Derfor bliver det også nogle gange kaldt kærlighedshormonet. Det starter fra det øjeblik, vi kommer til verden. Når mor får det nyfødte barn op på brystet efter fødslen, vælter oxytocinen rundt i kroppen. Hormonet er med til at vække omsorgsfølelsen og skabe en livsvigtig tilknytning mellem mor og barn. Studier har desuden vist, at graden af berøring i barndommen har betydning for barnets evne til at skabe relationer til andre senere i livet. 

Men behovet for berøring og nærhed følger os hele livet, siger Kerstin Uvnäs Moberg. Hun henviser til plejehjem, hvor de ældre ofte er underernærede i forhold til berøring på grund af mangel på nære relationer. Her kan massage og øget kropskontakt fra personalet få beboerne til at live op, viser erfaringer.

»Det har vist sig at have en vældig fin effekt på ældre mennesker. De bliver gladere, venligere og slapper mere af,« siger hun.

Dansk Berøringsangst 

Desværre er det for rigtig mange mennesker ikke så ligetil at få stillet hudsulten i et samfund præget af individualisme og selvstændighed, og hvor mere end 1,6 millioner voksne lever som singler, siger konsulent, underviser og cand.mag. i moderne kunst- og kulturformidling Lucy Vittrup. Samtidig lider vi i Danmark af en »ekstrem berøringsangst«, mener hun. 

»Vi lever i et pornoficeret og seksualiseret samfund, som gør, at vi tolker enhver fysisk berøring som et skridt på vejen mod sex. Det er jo klart, at så lader vi være at røre ved hinanden,« siger hun og fortsætter:

»Det væsentlige er, at mange simpelthen ikke har adgang til nærhed og berøring.«

Det var på den baggrund, at Lucy Vittrup i 2016 tog initiativ til at oprette en uddannelse for terapeuter, der tilbyder cuddling (fra engelsk cuddle = at kæle). På dansk er det i flere sammenhænge blevet oversat til krammeterapi. Cuddling eller krammeterapi kan for mange måske lyde fjollet eller blive misforstået, men det handler tværtimod om at tage menneskers behov for nærhed og intimitet meget alvorligt – uden at der er noget som helst seksuelt i det, siger Lucy Vittrup. 

Når en terapeut ligger i ske med en klient eller stryger vedkommende blidt over håret, er det vigtigt, at det sker inden for professionelle og etiske rammer, så klientens grænser ikke bliver overskredet, forklarer Lucy Vittrup. For at opnå de positive psykiske og fysiske virkninger af berøringen er det nemlig afgørende, at klienten føler sig tryg, ellers risikerer seancen at aktivere stress-systemet i stedet for at virke beroligende og lindrende.

Nemmere med hovedbundsmassage 

I dag findes der en håndfuld behandlere herhjemme, der udbyder cuddling eller krammeterapi. Der er også eksempler på organiserede krammegrupper, hvor flere mennesker mødes for sammen at stille hudsulten. Men lige for tiden er Lucy Vittrups uddannelse sat på stand by. Der har simpelthen ikke været nok besøgende hos de terapeuter, hun har certificeret. 

Uden at have et præcist overblik vurderer hun, at blot 50 til 100 danskere om året benytter sig af cuddling eller krammeterapi.

»Jeg tror, mange føler, at de er ofre eller taberagtige, hvis de har brug for fysisk berøring på den måde. Det kræver en erkendelse af, at der faktisk er noget, der mangler i ens liv. Det er meget mere acceptabelt at få hovedbundsmassage hos frisøren eller gå til massør på grund af muskelspændinger, selvom vi måske inderst inde godt ved, det også handler om at få hudsulten stillet.« 

At føle sig elsket 

Psykolog og parterapeut ved Center For Familieudvikling Frej Prahl tror på, at mange vil kunne nyde godt af cuddling eller krammeterapi og de positive virkninger af oxytocin i kroppen, hvis de vel at mærke kunne forlige sig med præmissen.

Men i og med at der er tale om en professionel relation, vil det ikke fuldt ud kunne dække vores psykologiske behov for tilknytning, tryghed og anerkendelse, hvilket ifølge Frej Prahl er tæt forbundet med hudsult.  

Videnskaben har efterhånden slået fast med syvtommersøm, at den vigtigste faktor for vores livskvalitet er nære og dybe relationer, mens ensomhed til gengæld er det, der stjæler flest år af vores levetid. Gode venner og familie er livgivende, og er man samtidig så heldig at være i et velfungerende parforhold, bugner buffeten, der kan stille vores hudsult.  

»Det, at et andet menneske vil investere så meget i én, selvom man ikke altid er den perfekte udgave af sig selv, og endda viser det ved at røre ved en, giver de fleste en dyb følelse af at være noget værd og opfylder samtidig vores basale behov for tryghed og tilknytning,« siger han.

Tantekys 

En fast partner er imidlertid ikke en garanti for at få hudsulten stillet. Mange, der er eller har været i et etableret forhold måske med børn, kan sikkert nikke genkendende til, hvordan travl hverdag, gummistøvler og madpakker i perioder kan suge intimiteten og nærheden ud af relationen, så berøringen til sidst begrænser sig til et tantekys om morgenen. 

»Og hvis han eller hun, som burde have lyst til at røre ved én, ikke gør det, så kan det komme til at føles endnu mere ensomt og utrygt end ikke at have en partner,« siger Frej Prahl.

Selvom berøring kan være et vigtigt skridt til at få nærheden tilbage i relationen, vil den på det her tidspunkt blive mere og mere uoverskuelig og være forbundet med både forventningspres, dårlig samvittighed og frustration, siger Frej Prahl. Et klassisk eksempel er, at kvinden i forholdet gerne vil nusse, sidde tæt og holdes om, uden at det nødvendigvis skal føre til mere end det, mens manden har fokus på at få sit seksuelle behov opfyldt. 

»Mange kvinder stopper med at røre ved partneren, selvom hun har lyst, fordi hun frygter den dårlige samvittighed over måske at skulle afvise ham, hvis hun ikke kan overskue at gå skridtet videre. Manden på den anden side stopper med at tage initiativer, fordi han frygter at blive afvist.«

Når tingene på den måde går i hårdknude, er opgaven at forsøge at finde tilbage til en mere legende og let tilgang til berøringen. Der skal være frihed til at sige til og fra og udtrykke sine ønsker og behov, uden at hele lejligheden eller huset bliver fyldt med tung stemning, dårlig samvittighed og nag. Lykkes det at vende stemningen og turde gøre grin med det hele – måske gøre tilnærmelserne til en form for fangeleg – vil berøringen og lysten mange gange vokse frem helt af sig selv, siger Frej Prahl.

Vi rører mere ved mobilen 

I løbet af de sidste 10-15 år har både dyrkelsen og etableringen af de nære relationer, som er så vigtige for os – hvad enten det handler om partneren, familien eller vennerne – fået en alvorlig konkurrent: Nemlig mobiltelefonen, som altid ligger trygt og godt i lommen på os, sidder med ved middagsbordet og for rigtig mange er den sidste, vi rører ved, inden vi lægger os til at sove. 

Det siger læge i almen medicin og forfatter til bogen Sluk - kunsten at overleve i en digital verden Imran Rashid. 

»Når vi begynder at røre mere ved skærme end ved mennesker – selv de mennesker, som betyder allermest for os – så har det selvfølgelig nogle omkostninger i forhold til at få mættet hudsulten og de psykologiske og følelsesmæssige behov, der knytter sig dertil.«

Det stiller især den yngre generation, der er vant til at kommunikere på de sociale medier, i en udsat position, siger han.   

»Hvis unge i stigende grad lærer, at skærme er lig med social kontakt med andre mennesker, så er der ikke noget at sige til, at der mangler noget. Når man forsøger at dække behovet for nærhed ved at trykke på en skærm, så minder det om at begynde at tygge tyggegummi, når man er sulten. Det mætter ikke.«

Det kan føre til, hvad Imran Rashid kalder for emotionel udsultning: Vi bliver følelsesmæssigt afkoblet fra hinanden og trækker i stedet følelser i den automat, der hedder sociale medier. En automat, som ved hjælp af skræddersyede algoritmer gør alt, hvad den kan, for at stjæle opmærksomheden fra de nære relationer i det virkelige liv, vi egentlig burde bruge energi på at pleje. 

Konsekvensen er, at vi bliver asociale og dårligere til at aflæse hinandens følelser, konkluderer Imran Rashid. Ud over vigtigheden af berøring må vi derfor også have fokus på vigtigheden af udelt opmærksomhed, som er en ressource, vi er i alvorligt bekneb for i dag. 

»Det handler i bund og grund om, hvorvidt et menneske føler sig set. Et kram kan være en kraftfuld måde at skabe den følelse på, men det kan også være nytteløst, hvis ikke vi lægger energi i det. Vi krammer jo gud og hver mand. Ofte kan det være meget mere effektfuldt at give din udelte opmærksomhed ved at være 100 procent til stede i en samtale og vise, at du reflekterer over det, det andet menneske siger.«

Kunsten at kramme  

Det er konsulent Lucy Vittrup enig i. Hun er glad for, at der er kommet fokus på vigtigheden af nærvær og berøring, og at det begynder at blive institutionaliseret for eksempel på plejehjem og i børnehaver. Men hun opfordrer ikke til, at vi bare skal gå rundt og kramme løs på alt og alle. 

»Det danske kram med hele kroppen kan jo tit blive meget akavet, hvis relationen ikke er til det. Så man skal være opmærksom på, hvordan man bruger berøringen. Måske er en hånd på armen det, der skal til, for at den anden føler sig anerkendt, set og støttet. Det er en lille gestus, som kan gøre en markant forskel,« siger hun. 

Hendes vigtigste opfordring er imidlertid, at vi ikke holder op med at røre ved hinanden på grund af frygten for at blive misforstået. 

Det synspunkt deler psykolog og parterapeut Frej Prahl. Det gælder på tværs af kønnene, men også mand og mand imellem, siger han. 

»Kvinder er som regel bedre til at kramme og give hinanden omsorgsfuld berøring end mænd. Hvis vi mænd blev bedre til at bruge vores venner på den måde, ville det helt sikkert kunne stille noget hudsult, tror jeg.« 

Nanna på 97: Massage er livsbekræftende

Nanna Nielsen, 97 år, beboer på Plejehjemmet Rosenvang, og Benthe Bruun, flyvende oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune, som blandt andet tilbyder massage til ældre

Nanna: »Det er vidunderligt at få massage. Når man er blevet så gammel som mig, så er musklerne blevet lidt stive, hvis de så bliver masseret, så er det sådan … ahhh.«

Benthe: »Ja, dér faldt skuldrene ned!«

Nanna: »Alle mennesker burde få massage. Det er livsbekræftende. Når et menneske berører og masserer et andet menneske, så er det en form for kærlighed, som er meget vigtig. Når for eksempel en mand kommer hjem fra arbejde og har knoklet hele dagen og måske frosset. Hvis man så siger: Sæt dig ned, så giver jeg dig lidt massage. Alene berøringen – det, at man vil gøre det for den anden. Det er en kærlighedserklæring, der betyder virkelig meget. Min mand og jeg har brugt meget at give hinanden massage. Det var en selvfølge. Også børnene. De ville også gerne lige nusses og have massage, inden de skulle i seng. Hvis børn har det dårligt, eller der er et eller andet i vejen, så hjælper det at lægge dem ned og stryge dem med olie. Det er utroligt, hvad der sker.« 

Benthe: »Babyer kan man slet ikke lade være med at tage op i armene og røre ved. Men når vi kommer op i alderen, er det måske lidt sværere at få berøringen. Vi får ikke altid bedt om det, fordi det kan være svært.« 

Nanna: »Nej, man skal selv finde ud af, at man behov for det.« 

Benthe: »Man skal næsten inviteres til det. For hvis man beder om det, er man måske bange for at blive afvist eller misforstået. 

Nanna: »Det kunne godt ske.«

Benthe: »Jeg talte for nylig med en kvinde, som ringede til sin mor, der bor på plejehjem, for at høre, hvordan hun havde sovet. Moren svarede: Jeg har faktisk ikke sovet særlig godt, for jeg lå bare og ventede på, at der var en, der kom og gav mig et knus. Men der kom aldrig nogen. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg tænkte på, hvor mange der mon ligger og ikke kan sove, fordi de tænker på, hvor rart det kunne være, hvis der var en, der kom og gav dem et knus.« 

Nanna: »Man kan ikke give for mange knus. Det betyder meget.«

Benthe: Og ved du hvad, Nanna – du får det rart, når jeg masserer dig, men jeg får det også rart.« 

Nanna: »Ja, det er mærkeligt, at der er sådan en vekselvirkning. 

Nanna og Benthe synger: »Rør ved mig, så jeg mærker, at jeg lever...«