Lav dine egne spirer til salaten

Spirende bønner og linser på køkkenbordet er både hyggeligt og sundt. Og så er det slet ikke så svært at komme i gang med at lave bønnespirer.

Det er let at lave spirer selv

Knasende spirer er rige på vitaminer og mineraler som A-, C- og E-vitamin samt calcium og jern, og de indeholder intet fedt. Og så er de både lette og sjove at lave selv. 

 

 

Linser ved glas

1. For at dyrke dine egne spirer skal du bruge et stort glas med låg. Det kunne være fra rødbeder eller drueagurker for at få lidt størrelse på. Du kan også investere i et decideret spireglas med trådlåg.

 

Linser i glas med vand

2. Skyl dine frø, linser eller bønner i rent vand og læg dem i glasset. Hæld derefter rigeligt med vand på og lad trække mindst 2 timer og gerne over natten på køkkenbordet dækket af et låg eller viskestykke for at sætte gang i spiringsprocessen.

 

3. Stik huller i låget til dit glas (eller brug dit spireglas, hvis du har investeret i sådan et).

Spirer i glas

Tip

Prøv at smide en håndfuld friske spirer oven på din ossobuco, mørbradgryde eller kartoffelsuppe lige inden servering. 

4. Spirefrøene bør fylde cirka 1/4 af glasset, så der er plads til de færdige spirer. Når du laver spirer i et lunt og fugtigt miljø, er der meget lettere adgang for bakterier, og derfor skal du skylle de spirende frø 2 gange dagligt. 

 

5. Stil glasset på hovedet, så overskydende vand kan dryppe ud af hullerne i låget. 

Spirer i glas

6. Processen kan tage op til en lille uges tid, men allerede efter 2 dage kan du se, at spiren er på vej ud.

Spirer i skål

7. Spis spirerne, når de er klar. De er sundest, når spiren er maksimalt 1 cm lang, og de kan holde sig mindst 3-4 dage i køleskabet. 

Godt at vide om spirer

Hjemmelavede spirer kan laves af røde og grønne linser, mungbønner, azukibønner, kikærter og ærtebønner. Spirer af kikærter kan være hårde for maven, og de bør derfor gives et opkog i cirka tre minutter før spisning. Undgå sorte bønner, limabønner, havebønner, pralbønner, kidneybønner, hestebønner og brune og hvide bønner, som alle har et højt indhold af giftige lektiner.  

Vælger du certificerede spirefrø, er de testet for blandt andet listeria, colibakterier og salmonella. 

Kilde: Bogen ‘Stærke knogler’ af Mia Damhus, friskespirer.dk, Fødevarestyrelsen

Læs mere om