10 gode grunde til at dyrke dine grøntsager selv
Hvad er urban gardening?
Urban gardening består af haveprojekter i alle tænkelige former i storbyer. Det kan være køkkenhaver, som beboere går sammen om at anlægge i baggårde, parker eller på hustage og byggegrunde.
Urban gardening kan også være urtehaver på altaner eller de såkaldte vinduesfarme, hvor grøntsager dyrkes i panoramavinduer.
Tankegangen er at udnytte den plads, man har og dyrke sine grøntsager selv. Fænomenet stammer fra storbyer i USA som New York, hvor lokale beboere længe har dyrket små urtehaver i parker, på tage og andre atypiske steder.
1. Helt friske grøntsager
I din egen køkkenhave kan du høste grøntsagerne et kvarter før, du skal servere dem, så vejen fra jord til bord bliver ultrakort. Friskere bliver det ikke.
2. Motion og frisk luft
Det er ikke kun de friske grøntsager, der er sunde. Hvis du arbejder foran en computer, er havearbejde en god lejlighed til at komme ud i den friske luft. Når du sår, luger, passer og plejer køkkenhaven, bruger du din krop. Som udgangspunkt forbrænder du mellem 80 og 130 kalorier på 20 minutters havearbejde.
3. Spar penge
Hvis du har tiden, er der mange grøntsager, som det er billigere at dyrke selv frem for at købe dem.
4. Lær dine børn, hvor maden kommer fra
Har du børn, kan de være med i havearbejdet og passe deres egen række med ærter eller radiser. Det giver dem en fornemmelse af, hvordan naturen arbejder, og de ser, at grøntsager ikke stammer fra en fabrik og gror i plastikposer.
5. Stress af i haven
Flere undersøgelser peger på, at naturoplevelser kan modvirke stress, og at aktiviteter som havearbejde har en række positive effekter på humør og helbred.
Lav havearbejde og stress af imens.
6. Vær klimavenlig
Når du spiser fødevarer, der er fremstillet lokalt, er du med til at nedbringe CO2-udledningen fra transport af råvarer på kryds og tværs af kloden. Og det kan ikke blive mere lokalt end din egen baghave.
7. Økologiske grøntsager – med garanti
Som forbruger kan det være svært at finde rundt i mærkningsordninger og regler for økologisk og konventionelt landbrug. Når du dyrker grøntsager selv, har du en bedre fornemmelse af, hvilke stoffer grøntsagerne kommer i kontakt med.
Når du dyrker dine egne grøntsager, lærer du mere om, hvordan de ser "au naturel".
8. Undgå madspild
Du behøver ikke at købe 2 kilo gulerødder, når du egentlig bare skal bruge et par stykker i salaten. Fra din egen køkkenhave kan du nøjes med at høste, hvad du skal bruge samme aften.
9. Lær dine naboer at kende
Kaster du dig ud i et fælles haveprojekt i storbyen, får du tættere kontakt til dine naboer, og du er med til at skabe et lokalt fællesskab.
10. Kend dine råvarer
Når du selv dyrker grøntsager, opdager du, hvordan de ser ud “au naturel,” når de ikke er blevet pudset, poleret og pænt præsenteret i en grøntafdeling. Det ruster dig til at blive en mere kritisk forbruger, der ikke bare falder for det æble, der skinner mest.
Læs mere:
- Bolius: Hele temaet om urban gardening
- Bolius: 5 fif, når du anlægger køkkenhave
- Bolius: Kan du leve af din køkkenhave?
- Bolius: Rikke dyrker bønner og kartofler på altanen
- Bolius: Hvordan plejer du bedst dine krydderurter?
- Bolius: Sådan bliver du urban gartner
- Bolius: Else er gartner ved metroens endestation