Kollektiv og bofællesskab: Mød John, Cecilie og Jens, der har valgt fællesskabet til

»Her får man ikke lov at blive gammel og sær«

»I Maos Lyst er der både børnefamilier, studerende, karrieremennesker og alt indimellem. Vi er en broget skare af 11 voksne, 2 børn og 1 kat, hvor der fra den ældste til den yngste er 51 års forskel. Vi er et kollektiv med stort K. Vi er med i hinandens sorger og glæder – som en stor familie. Man er der for hinanden og hænger hinandens tøj op i vaskerummet, går ud med skraldet, hvis nogen har glemt det, og alt i køleskabet er fælles. Vi har madordning søndag til torsdag, hvor 2 står for aftensmad til alle. Det betyder, at man kun laver mad en gang om ugen, og de andre dage får man maden serveret. Vi er fælles om rengøring, vi har hver især forskellige rengøringsområder i huset. Jeg kan godt lide, at man på den måde er forpligtet over for sine samboere til, at der kommer mad på bordet, at huset ser pænt ud, og at der er hyggeligt. Hvis jeg havde boet alene, ville det være meget nemmere at slække på standarden. Man gør sig umage, og der er ingen, der kører frihjul. Jeg bliver også tvunget til at tage stilling til andre måder at gøre tingene på. Vi kan godt gøre tingene forskelligt. Skal de skarpe knive i opvaskeren? Skal man slukke lyset på sit værelse, når man forlader det? Og skal man slå toiletbrættet ned? Nogle ting ville jeg ønske, de andre havde øje for, andre ting er jeg selv blind for, men i et kollektiv skal man vælge sin kampe, ellers går man død i det. Det, at vi er så broget en flok, gør også, at man hele tiden bliver udfordret på sine holdninger. Man bliver holdt til ilden og bliver ved med at udvikle sig. Her får man ikke lov at blive gammel og sær.« 

»Her er altid nogen, som har lyst til en kop kaffe«

»Jeg har boet i kollektivet i mere end 2 år. I begyndelsen var jeg usikker på, om jeg kunne leve op til de andres forventninger om, hvordan man bor i et kollektiv. Jeg fik f.eks. dårlig samvittighed, hvis ikke jeg kunne deltage i fællesspisning. Men det gik ret hurtigt op for mig, at så forpligtende er det heller ikke at bo i kollektiv. Det er helt i orden at være fraværende i en travl periode eller trække sig, hvis man har brug for at være sig selv. 
Vi har hvert sit værelse og badeværelse, men vi deler køkken, stue og en kæmpe altan. Ser man bort fra de andre beboere, er altanen det fedeste ved vores kollektiv. Der hænger vi virkelig meget ud. Vi soler os, spiser aftensmad, spiller brætspil og holder de vildeste fester. Fra altanen kan vi se solen hele dagen. Vi kan se den stå op og gå ned og se stjernerne på nattehimlen. Det er ret fantastisk at kunne det midt i en storby. 
Kollektivet har mange traditioner. Vi holder Blanche-dage med kulturelle eller sportslige aktiviteter, julefrokost, fællesspisning 5 gange om ugen, og når en beboer fylder år, vækker vi fødselsdagsbarnet med vores Blanche-fødselsdagssang, som en af de tidligere beboere har skrevet. Selvom vi er 11 kvinder med forskellige hverdage, er der altid plads til, at man kan være sig selv. Alle beboere er en naturlig del af hinandens liv. Jeg ved, at de andre beboere altid har min ryg. Når man tager del i fællesskabet og lytter til de andre, får man så meget igen. Hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg gå ud i fælleskøkkenet, så bliver dagen altid lidt bedre. Det er dejligt, at uanset tidspunktet på dagen er her nogen, som har lyst til en kop kaffe. Jeg får energi af at være sammen med kvinderne i kollektivet.« 

Fællesskabet minder om det, der var i de gamle landsbyer«

»Min kone og jeg har nået en alder, hvor en af os kan blive alene. Derfor satte vi vores hus til salg, og det blev solgt hurtigere, end vi forventede, så pludselig måtte vi tænke ud af boksen. 
Vi kørte rundt her i området og kiggede på bolig. Vi har en datter og børnebørn, der bor i nærheden, som gerne ville have os tæt på. Bilen blev ved med at trække os hen mod bofællesskabet Havtorn, der ligger som en oase i midten af et vildtvoksende område. En dag besøgte vi bofællesskabet og inviterede os selv på kaffe. Vi følte os velkomne og blev ret hurtige enige om, at det var et sted for os. 
Vi flyttede ind i bofællesskabet i august. Vi er helt nye, men det er bofællesskabet også. De første beboere flyttede ind i oktober sidste år. Min kone og jeg har vores egen lejlighed, men deler et stort fællesrum med køkken og have med et væksthus med de andre beboere. 

Bofællesskabet ligger i et vidunderligt naturområde. Jeg holder meget af at stå op om morgenen og kigge mod nordøst på det store, vilde naturområde med fiskeørnen, råvildt, agerhønen og en masse små sangfugle. Kigger man den anden vej, har man udsigt over fjorden. Bofællesskabet ligger i et vidunderligt naturområde.
I bofællesskabet er der plads til alle. Man kan være sammen med fællesskabet i det omfang, man har lyst til. I nogle perioder har man måske lyst til at være meget sammen med de andre beboere, og andre gange vil man måske hellere være sig selv. Måske kan man sammenligne fællesskabet med det, der var i de gamle landsbyer og i nogle ældre boligområder i de større byer. Det lille, overskuelige samfund giver en stor tryghed.«