Hvor ofte går man tur som Natteravn?
»Det er forskelligt. Nogle går tur en gang om ugen eller en gang om måneden, andre en gang om året. Selv går jeg cirka 2 ture om måneden. Mange af os har også et arbejde ved siden af, som skal passes. Vi bliver ikke vurderet på, hvor mange ture vi går. Det er bare dejligt, at mange vil gøre en indsats for vores unge.«
Hvad betyder Natteravnene for trygheden på Langeland?
»Jeg tror, vi betyder meget. Vi får tit et skulderklap og at vide af forældre til de unge mennesker, at det er dejligt, at vi er i bybilledet, så de trygt kan sende deres børn i byen. På Langeland er vi 25 frivillige. Vi går, når og hvor der er brug for os, f.eks. ved badeanstalten, ungdomsklubben og til festivaler og havnefester. Man ser os ikke kun, når det er sjovt, og vejret er godt, men også i de kolde måneder, når vejret er surt. Vi viser de unge, at vi er her. Vi er altid synlige.«
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Hvordan er Natteravnenes relation til de unge?
»Vi har en god relation. Når vi snakker pænt til dem, får vi altid et ordentligt svar igen. De kan godt være lidt uartige eller fulde, men de er jo unge mennesker, for søren. De unge kan altid henvende sig til os om alt. Som regel hører vi dem, vi møder, hvordan det går, og om de har en god aften. Nogle gange bliver vi stillet et af livets store spørgsmål, og det skal vi også være klar til. Vi er her for de unge, og det er på deres præmisser, vi går. Det er vigtigt, at vi aldrig møder dem med en forudindtagethed eller løftet pegefinger. Når vi går ture, kan vi høre de unges reaktion på lang afstand, når de får øje på os. De ved, hvad vi altid har i lommerne: bolsjer og kondomer.«