dyr

Skal man stoppe for en hund, men køre katten ned?

Hvornår skal man bremse for dyr i trafikken? En trafikmyte siger, at du aldrig må bremse, hvis en kat løber ud foran dig på vejen, men du skal altid bremse, hvis det er en hund. Men myten passer ikke – det står i hvert fald ikke skrevet i loven. Alligevel kan der være en forklaring på myten, lyder det fra både politiet og Forsikringsoplysningen.

Det er en myte, at du aldrig må stoppe for dyr mindre end en hund i trafikken. Politiet rådgiver dig dog til at undgå at bremse for eksempelvis fugle og andre mindre dyr, når trafikken er tæt. 

Må man køre en kat ned, men ikke ramme en hund?

På en landevej løber en kat pludseligt ud foran dig og din bil. Du bremser, undgår at ramme katten, men gjorde du det nu også rigtigt? En myte om reglerne i trafikken siger, at man kun må bremse for hunde og dyr, der er større end hunde, men at man skal undgå at bremse for katte, gæs og andre fugle, der er i vejen på kørebanen. Ellers kan man få en bøde og få skylden for uheld, hvis andre trafikanter ikke ser, du bremser. 

Færdselsloven siger ikke noget om, hvilke dyr du må bremse for, fortæller Christian Bertelsen, der er politiinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling: 

»I færdselsloven er der ikke nogen regler, der siger noget om, om det er forbudt at stoppe for visse dyr frem for andre. Og du kan ikke få en bøde, hvis du stopper for et dyr, der springer ud foran dig på vejen.«

Undlad at bremse for dyr, der løber ud på kørebanen i tæt trafik

Katte, hunde, fugle og rådyr har ikke styr på rødt og grønt lys og går sjældent hen til fodgængerovergangen, når de vil krydse vejen, og det kan skabe farlige situationer i trafikken, når man bremser hårdt og pludseligt. 

Politiet har dog flere gange lavet opfordringer om, at man skal undlade at bremse for dyr, der løber ud på kørebanen i tæt trafik. Risikoen for uheld er stort, hvis trafikken er tæt, og du stopper for en kat eller svane, der krydser vejen – og konsekvensen af færdselsuheld kan være store for de implicerede bilister, og det er baggrunden for rådene: 

»Katastrofeopbremsninger og undvigemanøvrer på motorvejen i myldretiden på grund af en fugl på vejbanen er sjældent en god idé, og nogle gange er du desværre nødt til at tænke på dig selv og dine medtrafikanter, før du klodser bremserne,« har blandt andet Nordsjællands Politi tidligere rådgivet trafikanterne.

 

Her skal du ringe, hvis du ser dyr, der er kommet til skade

Hvis du ser dyr, der er kommet til skade i trafikken, så kontakt Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812. Alternativt kan du ringe til Vejdirektoratet på 80 20 20 60 eller til nærmeste politistation på 114. 

 

Skyld og erstatning afgøres af, hvilket dyr du har bremset for



I jagten på, hvorfor nogen tror, at man ikke må bremse for mindre dyr, men skal bremse for de store, som for eksempel hunde, ringer Samvirke til Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen. Og hun har en forklaring på, hvordan myten måske kan være opstået. Forsikringsoplysningen har nemlig i en pjece skrevet om erstatningsansvar ved ulykker, og her er brugt nogle eksempler, hvor henholdsvis en hund eller et større dyr og en kat eller et mindre dyr krydser en vej. 

»Hvis en hund, hest eller et rådyr løber over vejen, og du bremser for dyret, men samtidig bliver ramt bagfra af den bagvedkørende bilist, så skal du ikke selv betale for skader på din bil i forbindelse med ulykken. Hvis man bremser for fodgængere, andre trafikanter, hunde og større dyr, så skal den bagvedkørende betale, hvis der sker skader ved ulykken,« fortæller Anja Lintrup Sørensen. 

Hvis du derimod forsøger at undvige eller stopper for en kat eller eksempelvis en fugl, der sidder på vejen, og en anden bil rammer dig, bliver skylden og dermed erstatningspligten for skader ved ulykke fordelt lidt anderledes. 

»Forskellen i de 2 tilfælde skyldes jo ikke, at man vurderer, at nogle dyreliv er mindre værd end andre. Det er retspraksis på området, der over tid har afgjort, at du ikke selv skal bære skylden for skader, hvis der sker en ulykke, når du undviger en hund og dyr opefter i størrelse. Den praksis er der ikke, når det gælder mindre dyr, og der vil man typisk fordele ansvaret for skaden mere ligeligt.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Får bilen skader, når du rammer et dyr, dækker enten dyrets forsikring eller din egen kaskoforsikring

Rammer du en hund eller en hest, som løber ud foran din bil, så er det typisk dyrets ansvarsforsikring, der skal betale. Omvendt er det, hvis du rammer en kat, en gås eller andre mindre dyr – de er nemlig ikke som hunde og heste omfattet af en lovpligtig forsikring. Så der skal du dækkes af din egen kaskoforsikring, hvis du har en sådan. 

»Har du ikke en kaskoforsikring, skal du selv betale for at få udbedret de skader, der er sket på bilen,« siger Anja Lintrup Sørensen. 

 

Læs mere om