Børn

Samsovning i familien? Mød Britt, Helle og Celina, der fortæller om, hvordan familien sover om natten

Samsovning, hvor forældre og børn sover i samme seng, giver mere søvn og tryghed, mener nogle familier. Andre foretrækker børn i egne senge

»Vi sover alle sammen bedre, når vi sover sammen«

Britt Gammelby Stenhaug, 35 år, sygeplejerske, bor i Fredericia med sin mand Jacob, deres søn Walter på 3 år og deres tvillingepiger Lærke og Marie på halvandet år

Britt Gammelby Steenhaug og hendes mand Jacob har fået specialbygget deres væg til væg-seng, så de kan sove sammen med deres 3 børn. 

»Inden vi fik Walter, tænkte vi, at han skulle sove i sin egen seng. Det var jo det, alle de kloge hoveder sagde, var det rigtige. Så det prøvede vi, men det endte altid med, at han sov ovre ved os, fordi der fandt han mest ro og sov bedst. Da vi så fik vores tvillingepiger, forsøgte vi også at putte dem på deres egne værelser, men vi rendte jo på skift hver halve time, ingen af os blev udhvilede, og det føltes forkert at have Walter sovende hos os uden pigerne. Så da vi flyttede, lavede vi en 3 meter lang væg til væg-seng, og så greb vi chancen og prøvede samsovning. 
Først putter vi pigerne, så putter vi Walter og læser godnathistorie, og så kommer Jacob og jeg, når vi skal sove. Vi har vænnet os så meget til hinandens lyde, at vi ikke forstyrrer hinanden undervejs. Jeg tror, at det er rigtig sundt at have den nærhed og kontakt, som samsovning giver. Jeg tror, det styrker børnene og giver dem tryghed og ro. De ved, at vi er der til at lægge en hånd på maven eller ligge tæt, når der er perioder med forandringer såsom skift fra vuggestue til børnehave, hvor det kan være lidt svært at finde ro. Jeg tror også, at det giver dem en større tilknytning til hinanden. Pigerne ligger tit i ske, når vi vågner. De vækker hinanden og er et stort smil, når de ser hinanden. De er bare tætte på en helt anden måde, end hvis de lå i hver sin tremmeseng.
Min mand og jeg bliver tit spurgt, om det tager noget fra vores forhold, at vi deler seng med børnene, men jeg plejer at sige, at det gør ingen forskel, vi sov jo også med Walter, og der er alligevel kommet tvillinger. Vi lægger os ned hver nat og kigger på hinanden og føler os dybt taknemmelige over at være, hvor vi er. Desuden ligger vi jo stadig sammen, nu ligger der bare 3 børn ude i siden.«

»For os er det naturligt, at børnene sover i deres egne senge«

Helle Korsholm Sloth, 35 år, specialklasselærer, bor i Ikast med sin mand Lasse og deres 3 børn Lauritz, Mikas og Bertil på henholdsvis 11, 10 og 2 år

Godnatlæsning kan sagtens foregå i de voksnes seng, men børnene sover i deres egne senge hos familien Korsholm Sloth. Her er det Mikas, der rævesover. 

»I min egen barndom sov jeg altid i min egen seng og havde aldrig problemer med det. Folk i min omgangskreds har heller ikke sovet hos deres forældre, så det har aldrig været i vores overvejelser, om vi skulle sove sammen med vores børn eller ej. Det har været naturligt for os, at vores børn skulle sove i deres egne senge på egne værelser, fra de var 5-6 måneder. 
Vi læser nogle gange godnathistorier i de voksnes seng og ser film, men vi vil have sengen for os selv, når vi skal sove. Og det er jo også, når vi ligger i sengen om aftenen, at min mand og jeg har tid til at snakke voksensnak. Hvis ikke vi havde tid for os selv der, så ved jeg ikke, hvor vi så skulle få det samme moment henne. Vi sover også ekstremt dårligt, hvis vi har børn i sengen. Vi bliver alle mindre udhvilede – også børnene. Deres senge bliver ligesom et helle for dem, hvor de kan lukke ned efter en lang dag, og hvor det er dejligt at være. Og det tror jeg, giver dem en selvstændighed og en tro på egne evner. 
Det eneste tidspunkt, hvor det sker, at de sover i vores seng, er, hvis de er syge. Enten sover de hos os, eller jeg hiver en madras hen foran deres seng, og så sover jeg sammen med dem der.
Vores ældste søn er 11 år i dag, og dengang han var mindre, var de vinde, der blæste, at hvis ens barn ikke sov på eget værelse, så var det, fordi du ikke kunne finde ud af at putte det og havde givet op. Men i dag virker det snarere, som om man er et monster, hvis man ikke sover med sine børn, fordi så skulle de være utrygge og græde sig selv i søvn. Sådan er det altså ikke. Hvis vores børn er utrygge, kalder de, og så sætter vi os ind til dem. Efter lidt tid siger vi, at vi skal ud og smøre madpakker eller på toilettet, så kan de høre, at vi er i nærheden, og ofte er de faldet i søvn, når vi er kommet ind igen.«

»Jeg sover det sidste af natten på sofaen«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Celina Bjerring Esbensen, 30 år, journalist, bor i København med sin mand Rasmus og deres datter Freja på 14 måneder

Celina Bjerring Esbensen deler sin nattesøvn op mellem dobbeltsengen og sofaen i stuen.

»Natten starter med, at vi ligger i soveværelset alle 3. Rasmus og jeg i sengen og Freja i sin tremmeseng ved siden af. Klokken 1-2 om natten vågner Freja første gang, og hun kommer over i vores seng. Når hun er faldet til ro, stikker jeg af. Jeg lægger mig på sofaen i stuen. Det er ikke verdens bedste sofa at sove i, men jeg sover meget bedre, end hvis jeg sov i soveværelset, hvor jeg ville blive forstyrret hele tiden. Jeg sover vildt dårligt, når Freja ligger i sengen. Hendes små arme og ben karter rundt, og jeg hører alle hendes lyde. Rasmus sover med Freja resten af natten. Han sover tungt og bliver ikke så let vækket af hende. Hvis jeg skulle sove med Freja, ville jeg være en sur lort næste dag. Jeg er ikke en god version af mig selv, når jeg får dårlig søvn. Når Rasmus sover med Freja, får vi alle 3 en god nats søvn, og jeg har overskud til at være med Freja hele dagen, mens Rasmus er på arbejde. 
Det er en perfekt løsning for os, at vi starter natten ud sammen, og at jeg kan krybe ud af soveværelset i løbet af natten. Det er hyggeligt, at vi alle 3 går i seng sammen. Jeg kan godt lide at have min datter på den ene side og min mand på den anden side i sengen, så føler jeg mig komplet. Det ville nok tage noget af intimiteten mellem Rasmus og mig, hvis vi gik i seng i hver sit rum.
I begyndelsen spurgte min bror mig, om det ikke var en dårlig vane, at jeg ender på sofaen. Jeg ser det ikke som en dårlig vane, hvis det fungerer for vores familie. Jeg tror på, at når man har et barn, så skal man gøre, hvad der fungerer. Når jeg fortæller andre, at det er den måde, vi alle 3 får mest søvn på, giver det god mening hos de fleste. Mange synes, det er fedt, at Freja sover med sin far, fordi det er lidt atypisk. Jeg savner at have sengen alene med Rasmus, men jeg ved også, at det ikke varer for evigt. Inden jeg ved af det, er hun stor og vil sove på sit eget værelse.«

Læs mere om