Øboer: Morten, Julie og Diane fortæller om livet tæt på vandkanten og langt fra fastlandet

Morten Beck Risom, 38 år, sømand på skoleskibet Danmark, har boet på Strynø siden 2018

»Jeg har snart boet 3 år på Strynø. Jeg kom hertil uden at kende til øen eller egnen, for jeg er egentlig fra Vestjylland. Jeg fik tilbudt at leje et hus af 2, der skulle sejle verden rundt. Jeg er sømand og vant til livet på havet og de mere afgrænsede samfund, som det også er på et skib. Øsamfundet kan faktisk godt minde lidt om at være på et af de store skibe. 

Samfundet er stærkt med fantastiske mennesker, fordi folk ikke ender herude ved et tilfælde. De har aktivt valgt at flytte herud fra fastlandet, og når folk vælger noget til, så ønsker de at få noget ud af det. 

Selvfølgelig er det en smule mere bøvlet at bo et sted, hvor ikke alt er tilgængeligt, men det betyder også, at menneskene kommer hinanden mere ved. 

Jeg deltager meget i livet omkring den lille havn, hvor vi tager på sejlture eller fisker, og jeg er generelt meget draget af naturen på øen. Der er fællesspisning på øens lille skole en gang om måneden, og andre arrangementer, og det er vigtigt at deltage, for ellers er man ikke opdateret og ved ikke, hvad der sker, eller hvor man kan hente træpiller til sit fyr, eller andre små praktiske ting, som vi alle har brug for i vores hverdag. 

Jeg skulle igennem en tilvænningsperiode, lige da jeg flyttede herud, for det giver en ro, når den sidste færge er sejlet, men også en følelse af afmagt. Jeg kan godt blive rastløs og ville tusind ting på samme tid, selvom det ikke kan lade sig gøre, men efterhånden har jeg lært at acceptere og anerkende den værdi, der er i begrænsningerne.

Sidste forår stod jeg ved købmanden, og så fortalte 2 af kvinderne fra øen, at børnehaveklassen manglede pædagoger. I et par uger stod jeg så der i en børnehave med 9 vilde øbørn, og det var helt fantastisk. Når vi ikke er flere, end vi er, kan en sømand godt blive afløser i børnehaven. Værdierne er vendt lidt på hovedet, her får du ikke prestige, hvis du har en kæmpe bil eller et gigantisk hus, men til gengæld kan du få respekt, hvis du møder op som afløser i børnehaven eller hjælper til med fællesarrangementer og vælger øsamfundet til.«  

Julie Frey, 38 år, kommunikationsmedarbejder, har siden 2015 boet på Fanø med sin mand og deres 2 børn

»Jeg havde ingen drøm om at bo på en ø og var byboer med stort B. Jeg boede med min mand og vores børn i København, men en sommer tog vi til Fanø, og med det samme blev jeg forelsket i øen. Efter ferien talte vi om at flytte til Fanø, når min mand blev færdig med sin uddannelse, og i 2015 gjorde vi tale til handling. 

Fanø er fredelig i forhold til fastlandet. Børnene kan tulle rundt, og vi behøver ikke at være bekymret for, om de kan blive kørt ned eller blive væk. Husene er ikke så høje, så himlen kommer til sin ret. Naturen er helt tæt på, og jeg kan følge med i årstidernes skiften på øen. Om foråret danser store flokke af stære på himlen over Vadehavet, og om sommeren bliver øen lilla af blomstrende lyng. 

På en lille ø har man en god fornemmelse for, hvem der er hvem. Hvis en cykel mangler sin ejermand, eller en pakke er blevet leveret forkert, bliver problemet ofte løst inden for en time. Jeg tror, der sker noget mentalt med folk, når de bor på en ø. Vi står sammen, selvom vi kan blive uenige, og bølgerne kan gå højt. Folk på øen er tilgivende og overbærende, fordi vi skal se hinanden i øjnene i Brugsen. Der er plads til alle på Fanø, og med årene har vi udviklet vores egen »ø-familie« af tilflyttere. De nære relationer har mere plads til at blomstre på en ø, fordi vi er langt fra vores familier. Vi bor omkring 3500 mennesker på øen fast, men om sommeren vrimler det med mennesker overalt. Det er skønt, at folk vil besøge Fanø, men vi er også afhængige af at have den stille vinter med ro, tomme gader og lukkede butikker, hvor alle kan lade op til den vilde sommer.«

Diane Cherie Dinesen, 29 år, dyrlægestuderende, har boet på Samsø, siden hun var 2 år gammel, bor sammen med sin mand

»Jeg kom til at bo på Samsø ved et tilfælde. Mine forældre ville gerne bo på en ø, og da jeg var 2 år gammel, fik de muligheden for at forpagte en kro på Samsø. I dag bor jeg i et hus med min mand, som driver plante- og landbrug fra sine forældres gård på øen. En dag i fremtiden skal vi overtage gården. Jeg arbejder på Falkecenter Samsø, og det er fed erfaring at få som dyrlægestuderende. Jeg tror ikke, jeg havde fået en lignende mulighed, hvis jeg boede på fastlandet. 

I 2014 åbnede jeg en hundesalon på øen, og hele øen støttede op om det fra første dag. Det føles, som om vi er en stor familie på Samsø. Samsø er et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. Man skal kunne leve med, at alle kender en og kan have en holdning til en – både på godt og ondt. 

Spørger man dem, som kender mig, vil de sige, at jeg er indbegrebet af Samsø. Jeg elsker alt ved øen og kunne aldrig forestille mig at flytte herfra. I forbindelse med min uddannelse har jeg en studielejlighed på Frederiksberg, men jeg prøver så vidt muligt at blive på øen og læse hjemmefra. 

Jeg er naturmenneske, og i København føler jeg, at jeg går rundt i en lille lukket kasse afskærmet fra al natur. I byen blænder gadelygterne for, at man kan se nattehimlen, og bygningerne skærmer for, at man kan mærke vinden. Samsø har meget lidt gadebelysning, så når det er mørkt, er det bare mørkt, og trænger jeg til at blive blæst igennem, kan jeg være ved havet inden for 5 minutter. Vi har ingen lyskryds eller rundkørsler. Til gengæld har vi små gadekær og gamle, bevarede huse. Langs vejene er der små boder med hjemmedyrkede grøntsager fra baghaverne, og om sommeren kan man købe jordbær ved hvert tredje hus.«