Sådan opbevarer du de konserverede fødevarer
Fødevarer konserveret med olie
Ikke åbnede: Opbevar dine glas med pesto og soltørrede tomater i køkkenskabet ved stuetemperatur. Her kan de holde sig mellem 1 ½ og 2 år.
Åbnet: Når du har åbnet glasset skal det straks på køl, hvor det har en holdbarhed på 3-5 dage. Her kan det være en stor fordel, at anvende det påtrykte afkrydsningsskema, så man kan holde styr på hvor længe glasset har stået i køleskabet.
Begynder den glemte pesto at lugte harsk eller kommer der hvide eller blålige farver til syne på den skal den straks smides ud, da man kan blive syg af spise den.
Eksempler på disse varer: soltørrede tomater i olie, pesto, oliventapanade og syltede hvidløg i olie.
Fødevarer konserveret med eddike.
Ikke åbnede: Opbevar de syltede fødevarer i et af køkkenets skabe, hvor de kan holde sig i 1 til 2 år.
Åbnet: Glasset skal opbevares koldt i køleskabet. Det er vigtigt, at beholde lagen i glassene, så indholdet er dækket. På denne måde mindskes udsættelsen for angreb af skimmelsvamp. Er skaden sket, skal indholdet kasseres. Et klassisk eksempel på at få uønskede bakterier i de syltede fødevarer er et åbent glas, hvor låget er lagt med indersiden opad. Husk også at bruge en ren ske, hver gang du fisker en af de syltede sager op. Vær opmærksom på smag, lugt og udseende, hvis du er i tvivl om indholdet er blevet for gammelt.
Eksempler på disse varer: agurker, rødbeder, rødkål, asier, cornichoner, græskar og perleløg.
Fødevarer konserveret med sukker
Ikke åbnede: Det uåbnede glas med stikkelsbærmarmelade skal opbevares ved stuetemperatur i køkkenskabet. Her kan det holde sig i 18 mdr. efter fremstillingsdatoen.
Åbnet: Marmeladen kan holde sig i flere måneder i køleskabet, men hold øje med, om der er mug på glasset eller på indersiden af låget. Husk at bruge en ren sker hver gang.
Eksempler på disse varer: Jordbær-, appelsin-, boysenbær- og brombærmarmelade.
Fødevarer konserveret med salt
Ikke åbnede: Det uåbnede glas kan holde sig i 3-4 år efter fremstillingsdato og skal opbevares i køkkenskabet.
Åbnet: Når først glasset med champignon, asparges og kartofler er åbnet, kan det holde sig i 1-2 dage. Hvorimod oliven og kapers kan holde sig i 1-2 uger.
Eksempler på disse varer: Champignon, kartofler, asparges, kapers og oliven.
Tun, majs og makrel konserveret på dåse
Ikke åbnede: Dåsen med tun, majs og makrel kan holde sig i 3 år efter fremstillingsdato ved stuetemperatur.
Finder du en gammel dåse i bunden af skabet, der er bulet ud til ukendelighed, skal du smide den i skraldespanden. Indholdet kan være sundhedsskadeligt.
Åbnet: Når du åbner dåsen, skal indholdet hældes over i en ren plasticbøtte og sættes i køleskabet. Her kan den holde sig i 1 til 2 døgn. Når du bakser løs med dåseåbneren, kan tinnet i dåsen blottes direkte til fødevarerne. Man må derfor aldrig opbevare fødevaren i dåsen.
Eksempler på disse varer: tun, majs, hakkede og flåede tomater, makrel og torskerogn.