Sådan laver du grøden: Aldrig mere grødflov
Havregryn og andre flager
Havregryn er flager. Du kan også få flager af for eksempel byg, rug og spelt. Rug smager kantet og karakteristisk, spelt er nøddeagtig og indsmigrende, byg er cremet, mild og god til børn.
Brug 1 del flager til 2 eller 2 ½ del væske. Det gælder i reglen alle slags grød. Væsken kan være mælk, vand, en blanding af mælk og vand, hvidtøl, æblemost, saftevand, kokosmælk eller mandelmælk. Du skal også bruge 1 nip salt.
Kog over lav til middel varme
En tykbundet gryde er bedst, så brænder grøden ikke på.
Kog over lav til middel varme, og bliv ved med at røre i gryden, så du kommer ud i kanten og hele bunden. Rør for eksempel i 8-taller.
Grøden har fået nok, når den bobler forsigtigt. Den skal ikke bulderkoge. Vil du have en fast konsistens, giver du den lidt ekstra. Smag til med fint salt.
Lækker topping
Smør og sukker er klassisk topping til grød, men du kan også sætte dit præg på den med æbleterninger eller anden sprød frugt, nødder, honningristede havregryn, stødt kanel, rålakrids, kakaonibs eller tørrede abrikoser i små stykker, frisk citronmelisse, mynteblade eller estragon.
Brug resterne
Brug resterne af din grød. Klatkager med syltetøj er en elsket dessert af en grødrest. Rør ca. 1 tallerken grød med 2 æg. Læg klatter af dejen på en pande med smeltet smør, og steg dem. En grødrest virker også godt som fyld i frikadellefars og giver mere saftighed i brød og boller, når den blandes i dejen.
Hvis din grød er blevet sej, kan du røre kold mælk i den over svag til middel varme.