Sådan forebygger du hård hud
Det er ikke så svært at forebygge hård hud. Sørg for, at du går med sko og strømper, som passer uden at gnide eller skave, og hav handsker på, når du arbejder med hænderne.
Sørg også for at smøre hænder og fødder for at holde huden blød og elastisk.
Derfor får du hård hud
Hård hud opstår, når et område af huden ofte er udsat for tryk. Det kan være tryk fra for eksempel en sko eller fra et redskab, du ofte håndterer. Den hårde hud får du, fordi kroppen vil beskytte dig mod at slide hul, der hvor huden er udsatfor tryk.
Måske skal lægen se på huden
Hård hud kan have forskellige nuancer fra hvid til grågul, brunt eller rødligt. Hos nogle er huden øm, og hos andre er der ingen gener. Kan du selv håndtere din hårde hud, behøver du ikke gå til lægen.
Har du derimod fortsatte smerter, diabetes eller dårligt kredsløb, bør du opsøge din læge og få ham til at se på din hårde hud. Du bør gå til lægen, fordi de nævnte tilfælde kan øge din risiko for infektion.