Özlem Cekic: Vi skal snakke åbent og ærligt om vores uenigheder

Vi skal kunne være forskellige uden at dæmonisere hinanden, mener tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic. Hun er generalsekretær i foreningen Brobyggerne, som arbejder på at fremme dialogen mellem mennesker

Foreningen Brobyggerne, hvor Özlem Cekic er generalsekretær, er etableret på tværs af politiske og religiøse forskelle. Målet er at udvikle evnen til at rumme uenighed, fordi det er fundamentet for et vitalt og bæredygtigt demokrati, mener foreningen 

Hvordan begyndte du at bruge uenigheden?

»Som nyvalgt folketingsmedlem i 2007 fik jeg en hel del hademails. En ven gav mig rådet: »Tag ud og besøg dem, der sender de mails«. På den ene side var det en meget angstprovokerende idé, på den anden side havde jeg en idé om, at jeg så kunne gøre dem »gode« igen, hvis de mødte mig. I mit hoved var de de onde, og jeg var den gode. En ret usympatisk tankegang. På mit første besøg blev jeg nærmest skuffet over, at der var rent, ryddeligt, duftede af kaffe. Jeg tog mig selv i at tænke, »hvorfor har jeg de her tanker«. Jeg så ikke mig selv som et fordomsfuldt menneske, men det gik pludselig op for mig, at jeg blev nødt til at fokusere mere indad. Den selvransagelse blev starten på min rejse med dialogkaffe, som handler om, at selvom vi er uenige, så bliver vi nødt til at mødes og tolerere hinandens forskelligheder.«

 

Hvordan mødes vi om at være uenige? 

»Når man er dybt uenige med hinanden, både i familier, i forsamlinger og på Facebook, så bliver man nødt til at insistere på samtalen. I den samtale må man ikke dæmonisere hinanden og ikke konkludere og digte, men i stedet være nysgerrig og spørge ind til hinanden. Når den anden snakker, er vi mange gange optaget af at finde huller i personens argumentation, så vi lytter ikke rigtig til hinanden. Vi bruger i stedet tid på at forsøge at overbevise den anden om, at ens egen holdning er den rigtige, men det skal ikke være et succeskriterium for samtalen, at man ender med at være enige.«

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5 gode råd:

  • Det er ikke et succeskriterium, at I skal være enige.
  • Hold en god tone: Hvordan vil du selv tales med?
  • Tag afstand fra holdningen, ikke mennesket.
  • Hold det på din egen banehalvdel: Sig jeg i stedet for du.
  • Brug ordene som en nøgle, ikke en hammer.

Hvorfor er det møde så svært?

»Fordi vi bliver udfordrede undervejs i dialogen. Langt de fleste kan genkende at blive såret og have svært ved at lægge en uenighed fra sig, især hvis det opstår i de nære familierelationer. Her er det følelser, der spiller en rolle. Vi er bundet sammen fra fødslen, og vi vil gerne anerkendes, elskes og lyttes til, så hvis der bliver en uenighed, er det svært at adskille personen fra sagen. Vi ved lige, hvilke knapper, vi skal trykke på for at få den anden helt op at ringe. Vi ved godt, at det ikke er hensigtsmæssigt, det vi har gang i, men det er sådan, vi gør, når vi bliver presset. Bagefter er vi hurtige til at sige: »Der kan du bare se, det gør han altid«. Vi får ikke kigget indad. Man kan også tage Facebook som eksempel, hvor afstanden udfordrer os, for her kan vi ikke afkode og spejle hinanden.«
 

Hvor kan vi lære noget? 

»Alle kan være en del af løsningen, hvis de tager et ansvar for samtalen. Der er en arrogance i at tro, at man ikke behøver høre, hvad andre har at sige. Verden er fuld af nuancer, og vi kommer med hver vores baggrund, derfor har vi også forskellige opfattelser af, hvordan verden fungerer. Det er ekstremt sundt for samtalen, at vi siger vores tanker højt, så vi har en åben og ærlig dialog og ikke, på baggrund af fordomme, vi måtte have, kommer til at forestille os, hvad den anden person tænker. På den måde udvikler vi også os selv og udvider vores horisont.« 

Læs mere om