Når fodbold betyder alt: »Vi måtte passere grænsevagter med kalashnikov-geværer for at dække en fodboldkamp i Transnistrien«

Samvirke har talt med DR's velkendte kommentatorstemme Andreas Kraul, en kvindelig topdommer og en inkarneret landsholdsfan i et specialdesignet jakkesæt. Alle 3 lever og ånder de for den absolut mest verdensomspændende sportsgren - fodbold
»Jeg har Ebbe Sands shorts fra 98-kampen, der hvor Michael Laudrup vipper bolden op til ham, og vi slår Nigeria 4-1«
Claus Amondsen

Claus Amondsen har en samling at historiske landsholdstrøjer, en del af trøjerne har han udlånt til Rødovre Bodega, hvor roligans mødes og varmer op til hjemmekampe 

Claus Amondsen, 56 år, tidligere formand for de danske roligans, sidder i dag i DBU’s fanpanel:

»De sidste 20 år er jeg kun gået glip af 2 landskampe. Jeg har været i Parken et hav af gange, og det er jo rigtig sjovt for tiden, hvor vi vinder vores kampe og har store stjerner på holdet. Jeg har fulgt drengene trofast, også når interessen for landsholdet ikke har været så stor. Jeg har f.eks. forsøgt at råbe 12.000 fans op ene mand med en megafon i hånden i øsende regnvejr.

Op til slutrunden i Rusland i 2018 lavede jeg en aftale med Hummel om at få specialdesignet et jakkesæt. Det består af et miskmask af originale fodboldtrøjer, som gamle landsholdsprofiler som Christian Poulsen, Lasse Schøne og Morten Olsen engang har spillet i. Jakkesættet har sidenhen fået en del omtale, og sjovt nok lavede landsholdet på et tidspunkt en tilsvarende sammenklippet kamptrøje, stærkt inspireret af mit sæt. Efterfølgende er der kommet et emblem fra EM-slutrunden og en autograf fra selveste kronprinsen på.

Jeg har løbende fået kamptrøjer fra de danske spillere, og sammen med halstørklæder og andet merchandise kan jeg efterhånden fylde 6 flyttekasser. Jeg har Rommedahls 100-kamps jubilæumstrøje, Ebbe Sands shorts fra 98-kampen, der hvor Michael Laudrup vipper bolden op til ham, og vi slår Nigeria 4-1, og så har jeg Christian Eriksens trøje fra kampen, før han falder om på banen under EM.

Nu er jeg begyndt at låne nogle af samlerobjekterne ud. Jeg har hus på Kreta, hvor verdens tredje største fodboldmuseum ligger. Derfor har jeg altid noget med, når jeg skal derned, og jeg står efterhånden for en stor del af indholdet til museets danske afdeling.«

»Vi måtte passere grænsevagter med kalashnikov-geværer for at dække en fodboldkamp i Transnistrien«
Andreas Kraul

Andreas Kraul kommenterer omkring 80 fodboldkampe om året til radiolyttere og tv-seere

Andreas Kraul, 47 år, fodboldkommentator på DR:

»Legenden inden for sportskommentering, Svend Gehrs, er lydsporet fra min barndom. Han kommenterede landskampe og tipslørdag, og han var god til det. Han havde en tone og lethed, som jeg gerne vil ramme i min egen kommentering.

Også de engelske kommentatorer henter jeg inspiration fra. De er gode til at være til stede i kampen. Jeg bruger det selv som en motor i min kommentering, når afleveringerne kører mellem spillerne: »Højbjerg på bolden, til Wass, god bold fremad!«

Det er et privilegium at få lov til at rejse rundt i verden med mit job. Jeg er ret sikker på, at jeg er en af de danskere, der har rejst mest og til flest forskellige steder i Østeuropa for at dække danske hold inklusive landsholdet. FCK skulle på et tidspunkt spille mod FC Sheriff Tiraspol i udbryderrepublikken Transnistrien. For at komme dertil fik jeg udstedt et 12-timers visum ved en grænsepost, hvor der stod vagter med kalashnikov-geværer og vogtede overgangen. Sådan noget er fedt, fordi jeg kan bruge det i min kommentering.«

»Jeg skal gøre det endnu bedre end mine mandlige kolleger«
Frida Mia Klarlund

Frida Mia Klarlund passer et fuldtidsjob som IT-projektleder ved siden af dommergerningen

Frida Mia Klarlund, 32 år, første kvindelige fodbolddommer i herrernes 2. division, 1. division og fjerdedommer i Superligaen. Hun er også fast dommer i Kvindeligaen:

»Man er aldrig bedre end sin sidste kamp – er mottoet, jeg husker mig selv på, hver gang jeg trækker dommertrøjen over hovedet. Jeg bruger omkring 40 timer om ugen på dommergerningen. Mange af timerne består af forberedelse til ugens kampe, hvor jeg analyserer spillere og hold, men jeg bruger også tid på at holde mig selv i form. For nylig var jeg i Israel for at dømme en kvindelandskamp mellem Israel og Serbien, og ved siden af skal jeg passe et fuldtidsjob som IT-projektleder, så der er ikke meget fritid. 

Jeg giver altid spillerne lov til at spille fysisk, men nogle gange kan der godt komme nogle frustrationsfrispark på banen, når spillernes puls er for høj. I det tilfælde kan jeg vælge at tage tempoet ud af kampen ved at dømme flere frispark eller dele advarsler ud.

Jeg kan godt mærke, at jeg skal gøre det endnu bedre end mine mandlige dommerkolleger, hvis jeg skal lykkes. Jeg skiller mig ud, og derfor er folk mere opmærksomme på min præstation.

Min målsætning er at blive udtaget som en af de 12 hoveddommere, der skal dømme en slutrunde for landshold på kvindesiden engang i fremtiden. Det er realistisk, men jeg skal virkelig give den gas for at komme i betragtning.« 

Læs mere om