Smask! Prust! Snork! Gnask!
De fleste kender til irritationen over højlydt smasken, snorken eller andre forstyrrende lyde fra for eksempel en medpassager i toget, der opfører sig lidt for »privat«. Men for nogle mennesker kan lyde som disse fremkalde decideret vrede, ubehag, svedeture og andre angstlignende reaktioner. Selv almindelig gumlen med lukket mund ved middagsbordet eller sågar lyden af vejrtrækning kan få nogle helt op i det røde felt.
Er det så ikke bare, fordi de er hysteriske og burde slappe af, tænker du måske. Nej, lyder svaret fra professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, Per Hove Thomsen. Tværtimod kan der hos disse personer være tale om en lidelse, som man bør vise både forståelse for og omsorg. Tilstanden har fået betegnelsen misofoni, men er først for nylig blevet anerkendt som et selvstændigt fænomen.
»Førhen har man set misofoni i sammenhæng med andre tilstande som for eksempel tvangstanker. Autister kan også være hypersensitive over for lyde, og hos folk med posttraumatisk stresssyndrom kan lydene genvække traumer og fremprovokere angst. Nu er man blevet opmærksom på, at misofoni måske fortjener sin egen diagnose,« siger han.
Det er ofte menneskefrembragte lyde fra mund og næse, der udløser reaktionerne, men også andre lyde som for eksempel lyden af fingre på et tastatur kan udløse det, fortæller han.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Fejl i hjernen
Man ved ikke, hvor mange der er plaget af misofoni, og det er stadig ikke helt klart, hvad der forårsager de voldsomme reaktioner på specifikke lyde. Men formentlig kan det forklares biologisk. En engelsk forskergruppe fra Newcastle University har fundet ud af, at det område i hjernen, der styrer vores frygt, ikke fungerer, som det skal, hos folk med symptomer på misofoni, siger Per Hove Thomsen.
»Der er simpelthen et alarmberedskab, der går i gang uden grund. Det kender man også ved angsttilstande og fobiske tilstande. Man vil bare væk hurtigst muligt. Der er ikke nogen rationel grund til at blive bange, og man kan ikke dæmpe den her angst, irritation og frustration.«
Hjernen reagerer på lydene med det, forskerne kalder for fight or flight-respons, som er kroppens instinktive svar på farlige situationer. Enten må man bekæmpe faren, eller også må man komme væk hurtigst muligt.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Fantasier om at slå
Det kan 31-årige Sascha Faber nikke genkendende til. Hun har haft misofoni lige så længe, hun kan huske. Og selvom hun godt ved, at et andet menneskes prusten og gnasken ikke udgør en trussel, kan det alligevel begynde at sitre i hele kroppen, når hun hører lydene.
»Min puls stiger, og jeg får indimellem »fantasier« om at slå folk. Jeg er virkelig ikke voldelig, men trangen kommer, og jeg har hørt, at andre oplever det samme. Det kan være rigtig svært at håndtere. Specielt over for dem, man elsker,« siger hun.
Sascha Faber oprettede i 2017 facebookgruppen Misofoni (lydfølsomhed) DK for at give andre i samme situation et sted at dele erfaringer og få luft. De fleste i gruppen er i 30’erne, og der er flest kvinder, fortæller hun.
»Misofoni er til tider næsten invaliderende og kan forårsage virkelig heftige følelsesmæssige udsving. Man står ofte alene med lidelsen, fordi den er svær at forstå for andre. Det er vigtigt at vide, man ikke er den eneste, og få mulighed for at komme ud med nogle frustrationer - enten over lidelsen i sig selv, sidemanden i biografen, der spiser popcorn med åben mund, eller en partner, der smasker,« siger hun.
Ligesom flere andre i facebookgruppen har Sascha Faber det specielt svært med sin kærestes spiselyde. Ofte bliver hun nødt til at bede ham lukke munden, eller hun må tage hovedtelefoner på for ikke at blive alt for frustreret.
»Han er som udgangspunkt meget forstående, men kan godt sige: »Ej, hvor er du sart.« Jeg kan sagtens forstå, han reagerer. Han spiser jo bare sin mad,« siger hun.
Vær åben
For at undgå misforståelser og konflikter med sine nærmeste har Sascha Faber valgt at være åben om sin misofoni, og alle i hendes omgangskreds ved, hun har svært ved specifikke lyde.
Det er en rigtig god idé, siger Per Hove Thomsen, som fra sin praksis også genkender billedet af, at nære relationer i højere grad end andre kan fremprovokere de irrationelle reaktioner.
»Vi er ikke kun vores biologi. Vi er også farvet af de omgivelser og de mennesker, vi har tæt på os. Der, hvor man har hørt og hører lydene meget, er jo fra familiemedlemmer og partneren. Vi har både positive og negative følelser over for hinanden, og de negative kan komme til at farve ind i det her, selvom man i øvrigt har en god og kærlig relation,« siger han.
Men hvis man er åben om misofonien, bliver det lettere for de nærmeste at tage hensyn og forstå, hvis man har behov for at sætte musik på, gå for sig selv eller time spisningen, så alle tygger på samme tid. Ved at skabe en modlyd med sin egen gumlen bliver det lettere at kontrollere situationen. Ovenstående er alle eksempler på såkaldte mestringsstrategier, som kan iagttages hos personer med misofoni, siger Per Hove Thomsen.
Der findes behandling
Mens nogle har held med at leve med misofonien i alle mulige sociale sammenhænge, kan lidelsen for andre føre til social isolation, fordi man forsøger at undgå enhver situation, hvor de udløsende lyde kan opstå, siger Per Hove Thomsen.
Heldigvis er der behandlingsmuligheder, selvom behandlingsstudierne er ganske få. Kognitiv terapi er det første, man vil forsøge sig med, hvis en person er meget tynget af andres lyde.
Endelig er det også muligt at prøve med medicinsk behandling. Det vil være den samme medicin, som man udskriver til personer med angst, fordi det er det samme center i hjernen, der reagerer uhensigtsmæssigt, forklarer Per Hove Thomsen.
