Må jeg bruge messingmorteren til krydderier?

En smuk, gammel messingmorter kan godt finde anvendelse i køkkenet. Det er dog ikke alle fødevarer, det er lige godt at støde i den
?

Jeg har en gammel messingmorter, som har tilhørt min bedstefar. Nu tænker jeg på, om det er forsvarligt at bruge den til krydderier? Eller skal den forblive som pynt på hylden?

Lise Andersen

Svar fra Leif Skibsted

Tør formaling af krydderier i en omhyggeligt rengjort messingmorter vil ikke give betænkelig afsmitning af zink eller kobber til krydderierne, men det må frarådes at tilsætte vand eller eddike under findelingen. Messing er en legering af kobber og zink. Disse metaller er livsnødvendige i små mængder, men skal undgås i større mængder i kosten. Begge metaller opløses ikke i vand, men opløses i syre. Genstande af messing bør derfor aldrig anvendes i køkkenet til fødevarer, der indeholder eddike, citronsaft eller andre sure bestanddele. 

 

Leif Skibsted er professor emeritus i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet