Danbo giver ikke gener
Mælk indeholder fra naturens side laktose (mælkesukker), hvilket kan give mennesker med laktoseintolerance mavegener. Man behøver dog ikke undgå alle mejeriprodukter, selvom man lider af laktoseintolerance – f.eks. kan man uden problemer spise almindelige skæreoste. Nye analyser dokumenterer nemlig, at gule skæreoste som f.eks. Danbo indeholder så lidt laktose, at det ikke giver gener.
På den baggrund har Fødevarestyrelsen nu givet mejerierne lov til at skrive på emballagen, at gule skæreoste er laktosefri. Dermed bliver det muligt at mindske forvirringen blandt laktoseintolerante om, hvad de kan spise.”Mange laktoseintolerante har bevidst undgået alle typer af mejeriprodukter for at minimere indtaget af laktose. Lagret ost indeholder ikke laktose, fordi laktosen nedbrydes under lagringen, og det er rigtig positivt, at vi nu må give den information til forbrugerne direkte på produktet. Jeg er helt sikker på, at mange forbrugere bliver glade for at høre, at de sagtens kan spise ost,” siger ernæringschef for mejeri, Merete Myrup.